Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Disse lægemidler køber danskerne flest af

Danskernes samlede forbrug af medicin steg igen i 2022. Og medicin mod diabetes og overvægt har sammen med anden medicin til fordøjelse og stofskifte nu overhalet medicin til nervesystemet som den medicin, danskerne bruger flest penge på.

Det viser ny analyse fra Danmarks Apotekerforening.

Danskerne købte i 2022 flest pakninger og tabletter med den smertestillende medicin paracetamol. Men de brugte flest døgndoser af det kolesterolsænkende atorvastatin, og de brugte flest penge på den relativt dyre medicin semaglutid mod diabetes og overvægt. 

Semaglutid-salg steg 50 procent

Semaglutid er det aktive stof i både Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy og diabetesmidlerne Ozempic og Rybelsus. Det var primært Ozempic, der trak salget i 2022, da Wegovy først blev sendt på markedet i Danmark i midten af december sidste år.

Salget af semaglutid beløb sig i 2022 til cirka 900 millioner kroner (målt i apotekernes udsalgspris inkl. moms). Det er en stigning på knap 50 procent i forhold til året før i både omsætning og antal udleverede døgndoser.

{snippet nb}

Af den årsag har hele gruppen af medicin til fordøjelse og stofskifte (herunder diabetes og overvægt) nu overhalet medicin til nervesystemet (smertestillende, antidepressiva, antipsykotika mv.) som den apoteksmedicin, danskerne bruger flest penge på.

Lægemidler mod hjerte-kar-sygdomme som for eksempel blodtrykssænkende og kolesterolsænkede medicin er tilsammen stadig langt de mest udleverede på apotekerne. Denne gruppe udgør 40 procent af det samlede medicinforbrug målt i døgndoser (45 procent inkl. blodfortyndende medicin mv.). Derefter kommer lægemidler til nervesystemet, som udgør 17 procent og lægemidler til fordøjelse og stofskifte, der udgør 12 procent.

Danskerne spiser masser af smertestillende

Analysen fra Danmarks Apotekerforening viser også, at danskerne stadigvæk er storforbrugere af svage smertestillende tabletter. I gennemsnit køber hver enkelt dansker, hvad der svarer til 183 paracetamoltabletter om året. Alene på apotekerne blev der i 2022 solgt knap 1 milliard tabletter med paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex mv.). Dertil kommer de cirka 100 millioner tabletter, der bliver solgt i kiosker og andre steder i detailhandlen.

I alt i 2022 udleverede apotekerne over 3,6 milliarder døgndoser medicin, og det er en stigning på fire procent i forhold til året før. I gennemsnit brugte hver dansker 1,7 døgndoser medicin om dagen sidste år – og her er alle regnet med, unge som gamle.

lægemidler, medicin

Del artikler