Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Bredt forlig om syddansk budget med lidt ekstra penge til sundhed og psykiatri

Kun Enhedslistens to medlemmer var ikke med, da regionsrådet i Region Syddanmark tirsdag aften indgik forlig om budget for 2023.

Region Syddanmarks samlede driftsbudget er i 2023 på i alt 28,9 mia. kr. For de penge leverer cirka 26.900 fuldtidsmedarbejdere sundheds-, psykiatri- og socialydelser til 1,2 mio. syddanskere. Tilbage i pengeposen var ca. 35 millioner kroner, som politikerne nu er blevet enige om fordelingen af.

Med budgetaftalen sikres der tryghed om sygehusenes driftsrammer og stigende udgifter på praksisområdet, og tilskudsmedicin dækkes. Samtidig prioriterer politikerne en række nye initiativer, herunder initiativer til samlet set 35 mio. kr., hvoraf de fem mio. kr. er finansieret af besparelser på administration.

"Vi er udfordrede på en lang række fronter. Derfor er det ekstra vigtigt, at der i regionsrådet er enighed om den retning, vi skal i, og at der har været et stort fokus på at sikre rammerne for stabil drift, samtidig med at der er plads til nye initiativer," siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

"Vi skal hele tiden arbejde med at sikre, at sygehusene er gode og attraktive arbejdspladser, hvor medarbejderne har lyst til at arbejde og tage sig godt af patienterne. Medarbejdersituationen er historisk udfordret, og forligspartierne er derfor enige om at nedsætte et politisk udvalg, der skal sætte fokus på sammenhængen og overgangen mellem uddannelse og arbejdsliv. Desuden afsætter vi permanent 7,5 mio. kr. årligt til at understøtte trivslen på regionens arbejdspladser og prioriterer midler til at understøtte en række andre indsatser relateret til trivsel og arbejdsmiljø," siger hun.

Aftalepartierne er også enige om at indsætte en ekstra ambulance i dagtid i Vejle, at indsætte en døgndækkende akutbil nord eller vest for Haderslev samt at indsætte en akutbil i dagtid i Odense SØ.

Fem millioner er der fra 2023 afsat til nye initiativer indenfor indretning af børne- og ungepsykiatrien, som skal ses i sammenhæng med den kommende nationale 10-års-plan for psykiatrien.

Region Syddanmarks budget for 2023 vedtages formelt på regionsrådsmødet mandag den 26. september 2022.

 

Nye initiativer i 2023-budgettet

  • Børn og unge som pårørende: 1,1 mio. kr. stigende til 3,5 mio. kr. årligt
  • OUH – styrke højt specialiseret behandling: 4,5 mio. kr. stigende til 8,8 mio. kr. årligt
  • Udvide syddansk overvægtsinitiativ: 3,8 mio. kr. stigende til 5,1 mio. kr. årligt
  • Fracture Liasson Service (FLS), som er et forebyggelses- og opsporingssystem for knogleskørhed: 2,2 mio. kr. stigende til 2,9 mio. kr. årligt
  • Øge kapaciteten indenfor neurorehabilitering i Grindsted: 2,1 mio. kr. årligt
  • ATV-terapi til døve børn/børn med høretab: 2,3 mio. kr. årligt
  • Screening for muskelsvind hos nyfødte: 0,4 mio. kr. årligt
  • Bedre sammenhæng i behandlingen af borgere med dobbeltdiagnose: 1,1 mio. kr. i 2023 og 0,7 mio. i 2024
  • Reduktion af ulighed i retspsykiatrien: 0,7 mio. kr. stigende til 1,1 mio. kr. årligt
  • Scanningsfunktion, Middelfart: 1,1 mio. kr. stigende til 1,6 mio. kr. årligt
  • Model, indretning af børne- og ungepsykiatri: 5,0 mio. kr. årligt
  • Tre nye ydernumre til praktiserende speciallæger – øjenlæge, øre-, næse-, halslæge og hudlæge
  • Ambulanceberedskaber: 2,5 mio. kr.
  • Trivsel på regionens arbejdspladser: 7,5 mio. kr. årligt
  • Videncenter for compassion: 1,0 mio. kr. årligt
  • 72 timers behandlingsansvar
  • Undersøge mulighed for uddannelse i fodterapi
  • Ad hoc-udvalg - sammenhængen og overgangen mellem uddannelse og arbejdsliv
  • Nyt p-hus ved det nye OUH
  • Nyt frysehus ved det nye OUH
Del artikler