Tre ud af fire smittede fra Aarhus har somalisk baggrund
OPDATERET. I uge 31 - fra 27. juli til 3. august - blev der påvist 494 tilfælde af COVID-19 i Danmark. Det er en fordobling i forhold til 247 tilfælde i uge 30. Der er også set en lille stigning i antallet af nyindlagte fra 19 i uge 30 til 27 i uge 31.
Forekomsten er særligt høj i Ringsted, som følge af udbruddet i Danish Crowns slagteri, men derudover er forekomsten høj i Aarhus kommune med 78 nye tilfælde i uge 31. Der ser her ud til at være en smittekæde i somaliske kredse, idet 61 af tilfældene er blandt personer med somalisk herkomst. Der er tale om ophobning inden for familier i flere forskellige boligområder, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.
Styrelsen for Patientsikkerhed prøver at afdække, om der er fælles begivenheder, der kan koble tilfældene sammen.
"Situationen i Aarhus består af flere separate mikroudbrud, mellem hvilke der ikke umiddelbart er tegn på forbindelse, og enkelte større smittekæder, bl.a. blandt borgere med somalisk baggrund og på Statskundskab på Aarhus Universitet. Styrelsen for Patientsikkerhed afdækker nære kontakter og sørger for, at disse får rekvireret tests, så smittekæderne kan brydes effektivt,” siger overlæge Charlotte Hjort, enhedschef i Tilsyn og Rådgivning Nord, Styrelsen for Patientsikkerhed.
Umiddelbart er der ingen forklaring på, hvorfor de aarhusianske borgere med somalisk baggrund er ramt af smitten i så høj grad, lyder det. Den muslimske højtid Eid ul-Adha var fra torsdag 30. juli til mandag aften 3. august, men spørgsmålet er, om det overhovedet kan nå at have været en superspreder-begivenhed.
Med de seneste dages stigning i antal smittede har Aarhus passeret 20 smittede per 100.000 indbyggere. Styrelsen for Patientsikkerhed er i dialog med Aarhus kommune og Region Midtjylland med henblik på inddæmning af udbruddet ved intensiveret testning blandt andet ved brug af mobile enheder og tilbud om testning af personale i hjemme- og ældrepleje.
Tags: corona
