Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Så mange nye lægemidler er på vej

Der er over 7000 nye behandlingsmuligheder på vej.

Særligt på kræftområdet er der mange nye behandlingsmuligheder på vej til patienterne.

Det skriver lægemiddelindustriforeningen (Lif) på sin hjemmeside.

”Der er 1.813 nye kræftlægemidler i pipeline, og en stor del af dem er det, vi kalder ”first in class”-medicin – altså lægemidler, der virker helt anderledes end den kræftmedicin, der er tilgængelig i dag. Det større og større indblik i de biologiske mekanismer bag kræftsygdomme gør det muligt at udvikle bioteknologiske lægemidler, såsom immuterapeutiske lægemidler, vacciner og personlig medicin, der giver patienterne en skræddersyet behandling, der passer lige præcis til deres kræftsygdom – det betyder, at de får en langt mere effektiv behandling og langt færre bivirkninger,” fortæller Jakob Bjerg Larsen, chefkonsulent i Lif på hjemmesiden.

Der kommer også en lang række af nye behandlingstilbud til patienter med neurologiske sygdomme, f.eks. sygdomsmodificerende behandling til Alzheimers – her er der i alt 1.329 nye lægemidler på vej. Der er 1.256 lægemidler på vej til infektionssygsomme – blandt andet ny antibiotika, der skal angribe resistente bakterier – og 1.120 nye behandlinger til immunologiske sygdomme.

”De nye behandlinger har potentiale til at få en stor positiv indvirkning på patienterne og de pårørendes liv. Først og fremmest i form af bedre overlevelse, dernæst bedre livskvalitet mens man er i behandling og efter. Men der er også store fordele at høste for sundhedsvæsenet, da man vil kunne udfase gamle, tidskrævende og mindre effektive behandlinger,” siger Jakob Bjerg Larsen.

Tags: medicin

Del artikler