Ny diætbog viser, at ikke kun Novo forsøger at tjene penge på Wegovy
BØGER. Indtil for få år siden var slankemedicin en gråzone af præparater , som hverken læger eller patienter var begejstrede for, og alternative metoder til vægttab var en sikker indtjeningskilde for mange brancher. Heriblandt også for forfattere af slanke- og diætbøger, som nu – efter at de nye slankemediciner buldrer frem – skal finde nye veje til at tjene penge.
Én af de første af disse forfattere, som har forstået, at der skal nye boller på slankesupperne, er uddannet forskningslaborant indenfor organisk kemi, Suzy Wengel. Hun er ophavskvinden til slankekoncept Sense og forfatter til flere bestsellere om vægttab. Sammen med sin kollega og læge i almen medicin Majken Brinkmann har hun denne gang skrevet diætbogen ´GLP-1 Revolutionen´, hvori de to forsøger at overbevise læsere, der benytter vægttabsmedicin, om, at de har brug for netop denne bogs råd, kostplaner og opskrifter, hvis medicinernes hurtige vægttab skal føre ikke kun til mindre vægt, men også en stabil og sundere vægt:
”Det kan godt være, at medicinen dæmper ens appetit, men det er stadigvæk det, man spiser, der afgør, om man taber sig hurtigt og effektivt, om man holder sig stærk og sund – og om man en dag – måske – bliver i stand til at holde sin nye vægt uden brug af medicin. Når ens appetit bliver mindre, bliver det også vigtigere end nogensinde at sikre sig alle vigtige næringsstoffer i de små måltider, man spiser. Med andre ord: Et vellykket medicinsk vægttab kræver, at man træffer vigtige valg i hverdagen. Hvis du overvejer at begive dig ud på denne vægttabsrejse, har du brug for hjælp, og det er grunden til, at vi har skrevet denne bog,” forklarer Wengel og Brinkmann, der lover at støtte deres læsere ’ hele vejen’ med at ændre deres spisevaner. Fra man starter med vægttabsmedicinerne og til, at man kan slippe dem igen uden dermed at tage de tabte kilo på igen.
Suzy Wengel har ikke kun skrevet bøger om Sense-diæten og vejen til livsstilsforandringer. Hun er også medindehaver af medlemsklubben for vægttab, SenseMyDiet, for hvilken Brinkmann er direktør. Men selv om de nye slankemediciner således er en konkurrent til parrets kommercielle forretning, støtter de op omkring medicinernes effektivitet ud fra, hvad der synes at være princippet If you can´t beat them, join them.
Wengel og Brinkmann udtrykker dog en vis skepsis over for medicinerne, specifikt med henvisning til deres høje omkostninger, den begrænsede viden om langtidseffekter, risikoen for vægtøgning efter behandlingens ophør, og medicinens potentielt negative effekter på livskvaliteten, herunder kvalme, mavesmerter og nedsat appetit, som i visse tilfælde kan føre til decideret madlede.
Og det er da smart nok også lige netop inden for disse områder, at de to forfattere helt åbenlyst ser deres kommende forretningsområder. Uanset om folk er på medicin, er på nedtrapning eller netop er stoppet, kan bogen være et effektivt redskab for Wengel og Brinkmann til at hyre nye medlemmer til den fælles online slankeklub SenseMyDiet blandt de allerede godt 100.000 danskere, som i dag benytter slankemedicinerne. Med bogen følger da også et korterevarigt gratis prøveabonnement til klubben, som ifølge forfatternes løfter giver effektive råd om livsstilsforandringer, nye måder at spise på samt et varigt vægttab. Alt sammen for 999 kroner om året.
Men hvordan er bogen så, promovering af egne kommercielle interesser eller ej? Jo, den er faktisk bedre, end det måske lyder. Og det er den på flere måder.
Først og fremmest mærker man tydeligt, at forfatterne begge er naturvidenskabeligt uddannede. De forstår den eksisterende videnskabelige viden om GLP-1 medicinernes effekter på godt og ondt, og de er gode til at viderebringe denne viden på en nemt tilgængelig måde.
De velskrevne kapitler om de nye mediciner kan derfor alene tjene som et udmærket og ganske lødigt beslutningsredskab for mennesker, som overvejer at forsøge sig med medicinsk behandling af deres overvægt. Man bliver som læser klædt godt på til at forstå de nye mediciner, og hvad man som bruger går ind til, hvis man vælger medicinske støtte. Om end at forfatterne synes at være lige lovligt tilbageholdende med informationer om medicinernes potentielle og i visse tilfælde også påviste evner til at beskytte mod for eksempel hjerte- og kræftsygdomme.
Hvorvidt denne tilbageholdenhed skyldes et forsigtighedsprincip eller konkurrencehensyn i forhold til egne økonomiske interesser er svært at afgøre. Selv om forfatterne dog er væsentlig mindre forsigtige, når det handler om at anprise effektiviteten af deres egen sense-diæt.
Til gengæld har Wengel og Brinkmann ret i at påpege det faktum, som der normalt ikke tales så meget om, når medierne omtaler de nye mediciner som mirakuløse – nemlig at medicinerne ifølge studierne heraf bør suppleres med motion og ikke mindst især sundere spisevaner, hvis de skal virke bedst muligt. Både når man tager dem, og når man eventuelt er trappet ud af dem igen, så de overflødige tabte kilo ikke suser tilbage på sidebenene.
Forfatterne har derfor uomtvisteligt ret i, at det er mere end en god ide at bruge medicinerne ikke kun til hurtige vægttab, men også til at lære at finde nye og sundere veje og måder at spise på, som den enkelte kan leve med på langt sigt.
Og hvad denne sundere vej består af er ifølge forfatterne Sense-diæten, som i høj grad baserer sig på intuitiv spisning, der principielt går ud på at lære at lytte til kroppens sult- og mæthedssignaler og ikke mindst spise herefter for på den måde at udvikle en fast struktur i hverdagen og et derved sundere og mere afbalanceret forhold til mad.
Som et af redskaberne til udviklingen af denne sundere balance bringer forfatterne også 100 skræddersyede næringsoptimerede opskrifter til mennesker, der tager vægttabsmedicin. Tankegangen bag er, at selv om appetitten er lille og portionerne vitterligt små, så får kroppen alligevel tilstrækkeligt næring.
Opskrifterne, der er arrangerede i seks forskellige måltidsprogrammer, har hver især et begrænset kalorieindhold på omkring 1.100-1.250 kalorier i døgnet, som man skal lære at holde sig til, mens man får de appetithæmmende mediciner. Er man holdt op med medicinerne og frygter at tage på, opfordres man til at melde sig ind i klubben, hvor man så vil blive guidet til at spise lidt større portioner, men uden at disse ledsages af vægtøgning.
De appetitlige opskrifter, der typisk har en energifordeling på cirka 40 procent fedt, 30 procent protein og 30 procent kulhydrat er ikke sværere, end at de fleste kan være med, og ingredienserne er økonomisk overkommelige og nemt tilgængelige i ethvert supermarked. Måltidsprogrammerne er også til at forstå, da de består af tre hovedmåltider og et par daglige små mellemmåltider eller snacks.
Hvad der til gengæld er mindre forståeligt er, at man skriver en bog til mennesker, der anvender GLP-1 medicinerne, uden at man i sin rådgivning om kost overhovedet italesætter, at en stor del af disse brugere ikke kun er overvægtige, men formentligt også allerede har mindst en af følgende sygdomme: overvægtsdrevet type 2 diabetes, prædiabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol eller hjerte- og karsygdom. For er opskrifterne i virkeligheden for generøse med for eksempel smør, mælk og andre fede og søde lækkerier for disse patienter?
Og er Sensediæten, hvis overordnede princip er, at ingen fødevarer er forbudte, så længe man bare spiser ’sundt og varieret’ i passende mængder, overhovedet en optimal diæt for denne gruppe af sygdomsramte mennesker? Wengel og Brinkmann mener givetvis ja, og at opskrifterne for eksempel er blodsukkervenlige, men forfatterne burde i så fald have argumenteret tydeligt og udførligt herfor. Det ville have været god og nødvendig forbrugeroplysning.