Roman tager eminent livtag med den skrøbelige alderdom

BØGER. Midaldrende omsorgsgivende karrierekvinder, der bider tænderne sammen og skiftevis kærligt og bittert gør deres pligt, og patriarker, der ufrivilligt skider i bukserne, har sjældent hovedroller – det har de i romanen ´Lindely´, og det er forfriskende og velkomment, skriver anmelder Gurli Kløvedal.

Han er ikke særlig rar, Thorkild, hovedpersonen i Astrid Saalbachs roman ´Lindely´. Altså, det er ikke fordi han er decideret ubehagelig, han er blot ualmindeligt selvcentreret og blind over for sine to døtre, Ida og Tine, der trods et langt liv med svigt alligevel tropper op igen og igen for at hjælpe ham. Først på rehabiliteringscenteret, hvor han bliver indlagt efter et fald i hjemmet, og senere, da han kommer på plejehjem.

Bogen igennem skifter perspektivet mellem Thorkild, Ida og Tine, og Astrid Saalbach skriver så godt, at man glemmer illusionen og fuldt ud tror på karaktererne. De tre perspektiver fletter sig sammen og beskriver fra hver sin side en families dynamik, når en person bliver plejekrævende. 

Tab af identitet og værdighed

Fra Thorkilds perspektiv følger vi derouten i nutid og med glimt tilbage til en nylig fortid, hvor han var i gang med sit store projekt: At skrive et digert og definitivt værk om ledelse, der skulle bringe ham berømmelse og efterlade et varigt aftryk. Han har frasorteret samvær med familien og har opgivet sin yngre kæreste for at kunne hellige projektet, han har arbejdet på i årevis, men i løbet af romanen blegner det, og man aner, hvor ligegyldigt det egentlig var. 

Særlig stærk og ubehagelig er en scene i begyndelsen, hvor Thorkild stadig regner med snart at skulle hjem. På genoptræningscentret skider han imidlertid i bleen, de har givet ham på, og for at redde lidt værdighed prøver han selv at tage bleen af og vaske sig på det lille badeværelse, han deler med en anden. Det lykkes ikke. Han bliver viklet ind i bukser og ble, og indsmurt i lort må han til sidst opgive og trække i snoren efter hjælp. 

Efter en rum tid dukker en køn ung kvinde fra plejepersonalet op for at hjælpe.

”Hvad har du lavet… prøvet selv?

Ja.

Hun ryster på hovedet. Det må I ikke, det har vi sagt! I skal ringe.

Han beklager.

Løft benet.

Hun hjælper ham ud af bukserne og så bleen. Spuler og vasker ham hurtigt og hårdhændet i lidt for koldt vand, mens hun rynker på sin smukke næse.

Hans arme dirrer. Rystende af kulde og anstrengelse kæmper han for at holde sig oprejst. Kan mærke, hvad der er i anmarch. Flere gange om dagen sker det, især hvis han, som nu, bliver kold. Hans blære trækker sig sammen, går i krampe.

Av.

Stå stille.”

Nu svigter kroppen for alvor, og vi er vidner til kontrolmenneskets modvilje og fortvivlelse over at skulle overgive sig til andres pleje og regler. Hans møjsommeligt oparbejdede status udviskes langsomt, og når han klager over smerter og svimmelhed til personalet, får han patroniserende at vide, at det skyldes, han ikke drikker nok. De taler til ham, som om han var et barn.

Sandwichgenerationen

De pårørendes vinkel er også interessant. Ida og Tine stiller op, selv om de egentlig helst var fri, for han har ikke været nogen god far, forstår vi. Han har svigtet, har brugt den afdøde mors penge på sin anden kone Manon og har generelt været generøs over for alle bortset fra pigerne og deres mor. Døtrene endda må udholde at høre om, hvor meget han savner Manons børn, som ikke længere gider se ham. Alligevel dukker de trofast op gang på gang, for han er jo trods alt deres far. Samtidig ved de ved begge, at trækker den ene sig, er byrden dobbelt for den anden.

Det er så grænseoverskridende at læse om den kropslige ligegyldighed, der med alderdommen er vokset frem hos Thorkild. Han går nøgen rundt med åben badekåbe foran døtrene, fortæller dem detaljeret om sin penis´ tilstand og forfald og tvinger dem til at tørre lort op fra gulvet, samtidig med at han utilsløret bebrejder dem, at de ikke tager sig mere af ham.

Ida og Tine er sandwichgenerationen, dem, der både har hjemmeboende børn, krævende karrierer og en plejekrævende forælder – en gruppe, der indtil nu stiltiende har bidt det i sig, men som efterhånden begynder at tale op om det umulige pres.

Det er en af bogens styrker, at Astrid Saalbach ikke gør døtrene til engle eller martyrer. De gør, hvad de kan for deres far, men fortidens svigt og bitterhed kommer ud gennem sprækkerne i knap så sympatiske scener. Da faren ønsker at sælge sin lejlighed og bruge sine allersidste penge på at komme på et privat plejehjem, hvor vilkårene er bedre, taler børnene ham fra det. De vil sikre sig selv det sidste af den arv, der er tilbage efter deres mor.

Plejesektor i frit fald

En selvstændig aktør i bogen er plejesektoren, der i romanen hele tiden er i undtagelsestilstand. Der mangler folk, er konstante sygemeldinger og intet kører, som det burde. Eller også gør det – der er øjeblikke af idyl på de skiftende plejecentre med natursmukke navne, men kun kortvarigt. Uhyggen flimrer hele tiden mellem linjerne, for virkeligheden er fyldt med rædselshistorier fra plejesektoren, og de gamle beboere sladrer konspiratorisk om plejecentrene. Er det rigtigt, at de bliver slået og ikke må forlade stedet, og er det mon tilfældigt, at Thorkild fik et ildebefindende ud af det blå umiddelbart efter, at han havde drukket et glas appelsinjuice, der ikke engang var det, han bad om? 

Under venligheden og den tilsyneladende idyl lurer en isnende uhygge, for alle ved, at i morgen ikke bliver bedre.

Forfriskende kompleks

´Lindely´ er rå, ærlig og autentisk, og den bygger da også på Astrid Saalbachs egne erfaringer med hendes fars sidste tid. Sproget glider let og er en fornøjelse, men romanen gør ondt at læse, for den beskriver en grum virkelighed, vi godt ved eksisterer og venter, men som vi helst fortrænger. Romanen er samtidig gennemstrømmet af en ømhed for livet og for hinanden, og det er velkomment med litteratur, der dækker livets i al sin kompleksitet. Midaldrende omsorgsgivende karrierekvinder, der bider tænderne sammen og let bittert gør deres pligt, og patriarker, der ufrivilligt skider i bukserne, har sjældent hovedroller – det har de her, og det er forfriskende. 

Astrid Saalbach: 'Lindely', 266 sider, er udkommet på Gutkind og koster 215,- kroner.