Medicinrådet forventes at finde manglende fagudvalgsformænd torsdag
Ifølge dagsordenen lægges der op til, at kun fagområdet kræft i æggestokkene mangler en formand efter næste møde i Medicinrådet på torsdag.
Ventetiden kan snart være ovre for at finde de sidste formænd for Medicinrådets fagudvalg.
For knap en måned siden kunne Medicinrådet glæde sig over, at der var sat gevaldigt skub i de faglige selskabers indstillinger til formandsposterne. Det skete umiddelbart efter, at nye regler for habilitet i Medicinrådet fik regionerne til at komme med et forslag om selv at stå for udpegelsen.
Ifølge dagsordenen til Medicinrådets møde torsdag d. 12. oktober, skal Rådet nu godkende indstillinger på formænd og kommissorier for i alt 7 fagudvalg.
Det drejer sig om:
- Fagudvalget vedrørende Duchennes muskeldystrofi
- Fagudvalget vedrørende alfa-mannosidose
- Fagudvalget vedrørende gigtsygdomme
- Fagudvalget vedrørende nyresygdomme
- Fagudvalget vedrørende øjensygdomme
- Fagudvalget vedrørende lungekræft
- Fagudvalget vedrørende brystkræft
Medicinrådets sekretariat oplyser, at man p.t. afventer en indstilling på formand for kræft i æggestokkene fra LVS.