Region Syddanmark åbner op for industribetalt efteruddannelse
Siden sidste sommer har hospitalsansatte i Region Syddanmark ikke måttet deltage i industribetalt efteruddannelse, men regionernes nye fælles retningslinjer, som sikrer armslængde mellem læger og virksomheder, betyder, at regionen åbner op for industribetalt efteruddannelse igen.
De fem regioner har i dag, torsdag, vedtaget fælles regler for, hvordan kontakten mellem hospitalsansatte og medicinalvirksomheder skal foregå i forbindelse med efteruddannelse og kongresrejser, og i Region Syddanmark betyder de nye retningslinjer en lempelse af reglerne. Her vedtog regionsrådet ellers sidste år at forbyde hospitalsansatte at deltage i industribetalt efteruddannelse, men regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er alligevel godt tilfreds med den nye fælles aftale.
”Den primære beslutning i Region Syddanmark var, at vi ikke ønskede det direkte forhold mellem den enkelte medarbejder og medicinalvirksomhederne. Dengang var det ikke inde på radaren som en mulighed, at man kunne lade det gå gennem hospitalsledelserne, men nu hvor der er en fælles forståelse på tværs af regionerne, er vi selvfølgelig med på det. Der har aldrig været tvivl om, at vi gerne vil samarbejde med industrien, og jeg ser det som en måde at få det bedste fra begge verdener. Vi får både armslængde og beskyttelse af de enkelte læger, og så giver det hospitalsledelserne større ansvar for at få prioriteret og taget stilling til, hvad der er relevant for deres medarbejdere,” siger Stephanie Lose.
Hun mener, at Region Syddanmarks beslutning om et totalforbud sidste år har været med til at bane vejen for de nye fælles retningslinjer.
”Jeg har svært ved at være utilfreds, for aftalen giver den armslængde, der skal til," siger Anders Kühnau, regionsformand i Region Midtjylland.
”Det har været med til at åbne for en anden dialog med industrien, end bare hvor vidt vi er enige eller uenige om, at efteruddannelse skal foregå i dialog med den enkelte medarbejder,” siger Stephanie Lose.
Tags: efteruddannelse, Region Syddanmark, Anders Kühnau, Stephanie Lose, industrien

