Ny pris på Spinraza i Norge kan få betydning i Danmark
Fredag 8. december har det norske Beslutningsforum for nye metoder et ekstraordinært møde med kun et punkt på dagsordenen: Et nyt pristilbud fra Biogen på lægemidlet Spinraza, som bruges til behandling af den meget alvorlige muskelsvinds-sygdom spinal muskelatrofi (SMA).
Det skriver det norske medie dagensmedisin.no.
I oktober sagde Beslutningsforum for nye metoder nej til at tage lægemidlet Spinraza i brug på grund af, at prisen var ’uetisk høj’.
Derefter er der foregået prisforhandlinger, og i sidste uge forlød det, at Biogen var kommet med et nyt pristilbud, som er hemmeligt for offentligheden. Siden er der blevet regnet på de økonomiske konsekvenser af det nye tilbud.
”Der er kommet ét tilbud, sagen er forbedredt og tages nu op på et ekstraordinært møde 8. december,” siger Lars Vorland, som administrerende direktør i Helse Nord og formand for Beslutningsforum.
Han vil efter mødet kommentere tilbuddet fra Biogen, siger han.
Bjørn Magnus Bjørnstad, som er markedsdirektør for Biogen, siger, at firmaet har lyttet til myndighederne, patienterne og deres forældre..
”Vi har gjort det, vi kan, for at imødekomme forventningerne fra Beslutningsforum. Vi håber på, at Beslutningsforum kan komme med en beslutning, som gør, at norske patienter med SMA hurtigst muligt kan komme i behandling,” siger han.
Det danske Medicinrådet afviste 12. oktober at godkende midlet Spinraza til standardbehandling af sygdommen på grund af, hvad rådet vurderede som en ”urimeligt høj pris”. Ifølge listeprisen ville første års behandling koste 3,7 mio. kr. pr. patient, og derefter det halve pr. år.
Spinraza har i forsøg vist sig at have en enorm gevinst for spædbørn født med SMA type 1, og den kan potentielt set også få en stor betydning for patienter med type 2 og 3.
Medicinen er den første behandling af sygdommen, der har forbedret både muskelstyrke og vejrtrækning hos patienterne ved at påvirke et specifikt gen til at producere mere af det protein, de mangler.
Det store potentiale har fået Muskelsvindfonden til at argumentere for at godkende Spinraza til alle typer af sygdommen.
Tags: Medicinrådet, Spinraza, Biogen, Beslutningsforum for nye metoder