Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Læger henviser sjældent til kommunale forebyggelsestilbud

Antallet af henvisninger pr. lægepraksis og andelen af praktiserende læger, der henviser til kommunale forebyggelsestilbud, er trods et lavt udgangspunkt ikke steget fra 2014 til 2016.

Det skriver Kommunernes Landsforening i deres nyhedsbrev Momentum på baggrund af en ny analyse.

Når de praktiserende læger sidder med en patient med f.eks. diabetes, KOL, hjertekarsygdomme eller kræft, har de mulighed for at henvise patienten til et forebyggelsestilbud i kommunen. Her kan patienten for eksempel kan få hjælp til at håndtere sygdommen, få råd og vejledning omkring ernæring, fysisk træning eller hjælp til at kvitte smøgerne. Men det er langt fra alle praktiserende læger, der henviser deres patienter videre til de kommunale tilbud, og i nyhedsbrevet kan man læse, at udviklingen på området er stået i stampe i de seneste år.

I 2016 henviste 23,9 procent af de praktiserende læger slet ikke til et kommunalt tilbud. Det svarer stort set til situationen i 2014, hvor tallet var 23,8 procent. Analysen dækker alle praktiserende lægers henvisninger til kommunale sundhedstilbud via det elektroniske henvisningssystem MedCom.

Det undrer og ærgrer professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen.

»Det kan ikke passe, at der er steder, hvor man slet ikke har behov for at henvise patienter. Der er helt sikkert et potentiale for forbedring. Men set i lyset af den megen omtale, der har været af de kommunale forebyggelsestilbud, er jeg overrasket over, at der ikke har været en større positiv udvikling i lægernes henvisninger,« siger Kjeld Møller Pedersen til Momentum.

Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg Thomas Adelskov ærgrer sig også over den manglende fremgang i antallet af henvisninger.

»Kommunerne har oprustet, både når det gælder personale og tilbud, så det er ærgerligt, at der stadig er så mange læger, der ikke har fået øjnene op for de kommunale forebyggelsestilbud. Hvis vi skal stoppe fødekæden til det specialiserede sygehusvæsen, skal vi styrke samarbejdet mellem kommunerne og de praktiserende læger om forebyggelsesindsatsen,« siger Thomas Adelskov til nyhedsbrevet.

Karsten Rejkjær Svendsen, formand for kommuneudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), havde også gerne set, at der var sket en stigning i henvisningerne.

»Det harmonerer jo ikke med, at vi gerne så, at forebyggelsestilbud blev brugt noget mere og har en klar målsætning om at blive bedre til at bruge dem. Der er mange opgaver i det primære sundhedsvæsen, og det her er en af de opgaver, hvor kommunerne kan gøre en god indsats for de patienter, vi har i behandling for kroniske sygdomme. Så vi skal have gjort noget ved det her,« siger Karsten Rejkjær Svendsen til Momentum.

kommunale tilbud, forebyggelse, praktiserende læger

Del artikler