Foto fra nattens forhandlinger. Foto fra Christian Freitags twitter-profil.
Ny overenskomst for de praktiserende læger i nat
Hvis aftalen mellem PLO og regionerne godkendes, træder den i kraft 1. januar 2018 og løber tre år frem i tiden. Aftalen er faldet på plads efter ca. 10 måneders forhandlinger.
Med årets vigtigste aftale på sundhedsområdet får de praktiserende læger mulighed for at tjene flere penge, men skal også behandle flere patienter og overtage opgaver fra sygehusene.
Almen praksis tilføres i overenskomstens tredje år en vækst på 660 mio. kroner. Pengene går blandt andet til en styrket indsats for kræftpatienter samt patienter med type 2-diabetes og KOL. Samtidig sikrer aftalen, at svage patienter får flere sygebesøg i eget hjem, og at de praktiserende læger får et større ansvar for at følge op på patienter efter udskrivelse fra hospitalet.
Som en del af aftalen indføres et såkaldt differentieret basishonorar til fordel for læger i lægedækningstruede områder og i områder med mange behandlingskrævende patienter. Hensigten er, at det skal forbedre lægedækningen de steder i landet, hvor der i dag er for få praktiserende læger.
”Med aftalen sørger vi for, at borgere med kroniske sygdomme kan få behandling tættere på eget hjem, og vi styrker de praktiserende læger ved at flytte opgaver fra hospitalerne ud i det nære sundhedsvæsen. Aftalen skaber også bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet, fordi lægerne får en ny og styrket rolle med at følge op efter en hospitalsindlæggelse, blandt andet for kræftpatienter og for særligt sårbare borgere. Og ikke mindst vil lægerne tage på flere sygebesøg også til borgere, der har langt til lægen,” siger Anders Kühnau, forhandlingsleder for Danske Regioner og formand for RLTN i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
PLO’s formand, Christian Freitag, betegner aftalen som et vendepunkt for almen praksis:
”Aftalen er tydeligt tegn på, at læger og regioner er enige om vækst og udvikling i almen praksis. Det skaber et godt grundlag for rekruttering og lægedækning fremover. Den lægger i mine øjne nogle meget vigtige spor for de praktiserende lægers fremtid og dermed også for vores patienter. Vi påbegynder en omlægning, der skal ruste vores klinikker til en fremtid, hvor det nære sundhedsvæsen kommer til at spille en større rolle. Aftalen signalerer derudover en meget vigtig retning om mindre kontrol og større tillid til den praktiserende læges arbejde og faglighed. Det skal gøre os i stand til at sikre vores patienter en bedre service og bedre behandling,” siger Christian Freitag.
Det forventes nu, at aftalen skal til godkendelse i PLO’s medlemskreds. Aftalen skal også formelt godkendes af regioner, kommuner og staten via Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).
Hovedelementer i aftalen
- Aftalen løber fra 1. januar 2018 til 31. december 2020.
- Praktiserende læger skal på sigt stå for hovedparten af behandlingen af KOL- og diabetes type 2-patienter. I perioden skal der ske en gradvis udflytning af ambulant aktivitet for de to patientgrupper, indtil opgaven er fuldt indfaset. I forbindelse med opgaveomlægningen indføres et kronikerhonorar, så praktiserende læger honoreres med et fast årligt honorar pr. patient med relevant diagnose, som er uafhængig af antallet af kontaktydelser i løbet af året. Der er aftalt en øget opsporingsindsats i forhold til KOL-patienter og en indsats for børn med astma. Patienter med KOL, diabetes eller lænde-rygproblemer vil fremadrettet kunne opleve et øget fokus fra den praktiserende læge ved at få udarbejdet en plan for sygdomsforløbet.
- Kontroller af visse kræftsygdomme foretages i almen praksis, ligesom praktiserende læger skal styrke fokus på behovene hos det stigende antal kræftpatienter.
- Praktiserende læger får større ansvar for at følge op over for sårbare borgere efter udskrivelse fra hospitalet.
- Sygebesøg i borgernes hjem opprioriteres. Aftalen indebærer en generel opprioritering ved at sikre praktiserende læger en honorarstigning og en aktivitetsstigning ved kørsel af sygebesøg. Det er forventningen, at denne opprioritering af det almindelige sygebesøg også understøtter samarbejdet med kommunale akutfunktioner.
- Praktiserende læger med mange særligt behandlingskrævende patienter honoreres ekstra ud fra et såkaldt differentieret basishonorar.
- Lægedækningstruede områder får en håndsrækning ved, at praktiserende læger i de områder får bedre mulighed for at etablere delepraksis, ansætte læger, som fortsat er under uddannelse og kompensation ved sygdom og barsel.
- Kvalitetsarbejdet i almen praksis styrkes. Ambitionen er, at alle praktiserende læger fremover skal være del af en kvalitetsklynge, som arbejder målrettet med kvaliteten i klinikkerne.