Påskelukning af børnepsykiatrisk afdeling har store menneskelige konsekvenser

Psykisk syge børn og unge blev i påsken sendt hjem i 10 dage, fordi personalet skulle holde ferie. Det ville aldrig overgå eksempelvis kræftsyge børn, skriver Anette Skafte. "Der er brug for at sidestille psykiatrien med det somatiske område, og når vi kan have en klimalov, der forpligter politikerne til et mål, skal vi også få vedtaget en psykiatri-lov, der forpligter politikerne og giver patienter og pårørende ægte rettigheder," skriver hun.

På grund af personalemangel måtte børne- og ungepsykiatrisk afdeling B201 i Glostrup holde ferielukket i 10 dage henover påsken.

Her er børn indlagt til udredning og børn med svære psykiatriske diagnoser som autismespektrum-forstyrrelse, OCD, spiseforstyrrelser, psykotiske symptomer, ADHD, PTSD og angst mv..

Der er ingen tvivl om, at personalemangel indenfor psykiatrien og sundhedsvæsnet generelt er et kæmpe problem, og medarbejderne er både pressede og frustrerede, når de ikke kan nå det arbejde, de gerne vil. De skal selvfølgelig som alle andre have mulighed for at holde deres ferie.

Men kan det virkelig retfærdiggøre, at man i Danmark lukker en børnepsykiatrisk døgnafdeling i 10 dage på grund af påskeferie?

Det har medført store menneskelige konsekvenser, både for børnene og forældrene. Jeg kender til tilfælde, hvor barnet blot en dag efter får tilbagefald i form af isolation, vender om på døgnet, spiseforstyrrelse, psykose og cutting. Hun føler sig svigtet og får svært ved at komme tilbage til afdelingen.

Forældrene er desperate og fortvivlede over denne ulykkelige situation, de er pressede og magtesløse og kan kun håbe, at de kan holde børnene nogenlunde stabile, indtil de kan komme tilbage og modtage behandling.

Endnu en konsekvens er, at personalet, efter at have brugt uger på at skabe en god relation til barnet for at finde den bedste behandling, nu kan starte forfra, nu bare på kortere tid, for børnene får ikke den uge lagt oveni.

Det må virkelig være frustrerende, at man som socialpædagog ved, at man sender et barn hjem, som ikke er færdigbehandlet – for hvem griber barnet? Kommunerne er lige så pressede og magter ofte ikke opgaven.

Også som pårørende har jeg stor fokus på, hvordan man behandler syge og udsatte mennesker. Især når det handler om psykiatrien, ser man desværre en stor ulighed. Men uanset hvilken kasket jeg tager på, så er jeg rystet over, at de ansvarlige politikere kan være det bekendt overfor de børn, som får stoppet deres behandling og sendt hjem.

Hvis forældrene ”bare” selv kunne hjælpe og håndtere deres børns psykiske sygdom, så var de jo ikke blevet indlagt.

Ikke sidestillet med det somatiske område

Man ville aldrig byde børn og unge med en somatisk sygdom denne behandling.

Hvis et barn er indlagt for eksempel med en form for kræft, ville man sætte alt ind på at behandle og kurere barnet – og heldigvis, for det skal vi gøre! Men man kunne ikke drømme om at sende barnet hjem og give mor og far ansvaret for kemobehandling eller anden livsvigtig behandling i hjemmet, fordi afdelingen skulle holde ferielukket.

Der er brug for at sidestille psykiatrien med det somatiske område, og når vi kan have en klimalov, der forpligter politikerne til et mål, skal vi også få vedtaget en psykiatri-lov, der forpligter politikerne og giver patienter og pårørende ægte rettigheder og garantier for en ordentlig behandling.