Alvorlig stress bør betragtes som en sygdom

Stress betragtes ikke som en sygdom og tildeles derfor ikke en diagnose, men en diagnose er ofte vejen til den rette behandling, skriver læge Trine Rønnov. Hun mener, at der er brug for, at stress anerkendes som en diagnose, så der kan opbygges retningslinjer for en professionel tilgang. Praktiserende læger skal kunne henvise til certificerede specialister og opkvalificerede praktiserende psykologer.

Midt i november 2023 offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø en undersøgelse, der viser, at stress hvert år koster de danske arbejdspladser mere end 16 milliarder kroner.

Her i det tidlige forår konstaterer HK og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at stressede medarbejdere, der arbejder færre timer eller lade sig sygemelde, koster samfundet 55 milliarder kroner. Om året.

Stress koster. Og stress koster dyrt både for den stressramte, de pårørende, for erhvervslivet og for samfundet som helhed.

Det er helt almindeligt og ufarligt at være stresset i en kortere periode. En sygemelding alene er sjældent svaret, for stress handler ikke bare om arbejdet i sig selv, hvorvidt man har mange eller få opgaver eller om man arbejder mange eller få timer. Det handler om, hvor presset hjernen er, og stress er et symptom på, at hjernen er overbelastet.

Alle kan rammes – og heldigvis kommer mange også videre efter en pause; måske med et stresshåndteringsforløb eller samtaler med en coach eller psykolog for at reducere symptomerne, og en del formår at få det godt igen.

Men man kan også blive alvorligt syg af stress – syg i en sådan grad, at det kræver stressbehandling og ikke bare håndtering af symptomerne. De, der virkelig bliver syge af stress, er ilde stedt. Både arbejdsgivere, læger, behandlersystem og ikke mindst de ramte strander ofte i systemet.

Alt det rigtige er gjort, man har sygemeldt sig, haft samtaler med psykolog, mediteret, dyrket yoga, motioneret, gået ture, arbejdet med sig selv og haft gode dialoger med arbejdsgiveren. Der er bare ikke noget af det, der har skabt en varig forandring - tværtimod har det føjet en række af nederlag til den i forvejen tunge bagage.

De bliver belært om, hvad de skal og bør for at få det bedre – og når det ikke lykkes, må der jo være noget andet galt. For langt de fleste er det dog et spørgsmål om, at de reelt ikke har modtaget behandling, men blot redskaber til ”håndtering”. Man har simpelthen ikke fjernet splinten, inden man satte et plaster på såret.

Hvis man er alvorligt syg af stress, er et længere behandlingsforløb påkrævet for varig effekt. Ofte er stress-syge ude af stand til at passe på sig selv. I deres stræben efter at yde og bidrage, præsterer de det umenneskelige – og de smiler hele vejen ud over kanten. Det er ikke mennesker, der er svage, tilbageholdende eller skrøbelige. De er arbejdsomme, vellidte og hjælpsomme og agerer som centrum for det umuliges kunst. Rigtigt mange af de mest stresssyge har det dér ekstra gear og er i stand til at yde ekstraordinært uden at føle og reagere på den normale træthed.

Det, der er udslagsgivende for, om man bliver syg af stress er, om man i sidste ende kender grænsen og når at sige stop, før det er for sent.

Fællesnævneren for dem, der ikke formår at stoppe op, og derfor falder ud over kanten igen og igen, er et lavt eller manglende selvværd. Det manglende selvværd kan have mange årsager, men det medfører en grundlæggende mangel på evne til at sætte grænser - også for sig selv.

Derfor skal der en egentlig behandling til, hvor målet er en ændring af personligheden med en reetablering af evnen til at stoppe op og sige fra og dermed integrere en mere hensigtsmæssig tilgang til tilværelsen.

Det handler om opbygning af den stressramtes selvværd, en læringsproces frem mod at kunne mærke og respektere sig selv. Det handler om at opbygge et sprog og en evne til at sige fra, ændre retning og at opdage og være tydelig omkring det, man ønsker og kan. Det kræver også, at forandringen forankres så dybt, at den stressramte ikke falder tilbage i de uhensigtsmæssige automatiske mønstre igen. En sådan ændring tager tid. Lang tid. Og splinten forsvinder ikke med et plaster på det ømme sted.

Når stress opstår sammen med en manglende evne til at reagere på det uhensigtsmæssige og at sige fra, så må det betegnes som en sygdom. Og der er behandling, som med stor sikkerhed kan give et varigt resultat.

Skal vi hjælpe de mange stressramte, skal der en ny tilgang til. Stress betragtes ikke som en sygdom og tildeles derfor ikke en diagnose. Og en diagnose er ofte vejen til den rette behandling. Der er brug for, at stress anerkendes som en diagnose, så der kan opbygges retningslinjer for en professionel tilgang med tilbundsgående behandling, hvor praktiserende læger kan henvise til certificerede specialister og opkvalificerede praktiserende psykologer.

Det haster at få beskrevet lidelsen, at beskrive værktøjer til at differentiere mellem simpel stress og alvorligt stress-syg og ikke mindst at tilbyde reel kvalificeret hjælp, der går bag om årsagen hos den enkelte, behandler og ikke kun overflademaler den rustne plet, som vender tilbage gang på gang og i værre stand end før.

Stressramte skal have mulighed for behandling på lige fod med fysiske lidelser eller sygdomme. Det er ikke gratis. Men har vi råd til at lade være, når vi ved, at det koster både samfundet og den enkelte så dyrt?