Forfatter: Fortidens overgreb kan lære os om nutidens

BAG OM BOGEN. Kvindekolonien på Sprogø var ikke en fejl – tværtimod. Afgrænsningen af de svage og afvigende har været en hel central del af velfærdsstatens opbygning, siger antropolog Stine Grønbæk Jensen, der gennem sit forfatterskab giver stemme til dem, som samfundet og sundhedsvæsenet har overhørt og umyndiggjort. 

Antropolog Stine Grønbæk Jensen har en særlig sans for at lytte til og give stemme til de danskere, der ikke bliver hørt. Det har ført til bøgerne ’Vi har haft vores tid’ (2023) om ældres alderdom og afsked med livet, ’Livtag med fortiden’ (2022) om danske børnehjemsbørns erindringer, og så har hun har netop udgivet bogen ’Pigerne fra Sprogø’ i samarbejde med Sarah Smed fra Danmarks Forsorgsmuseum.

Vi har sat Stine Grønbæk Jensen, som er ansat på Københavns Universitet, stævne for at høre om, hvad der har vækket hendes interesse for samfundets svageste, institutionernes og lægernes magt, og hvorfor hun mener, at det er vigtigt at få skrevet de marginaliserede danskere ind i vores fælles historie.

Fortæl om din seneste bog ’Pigerne fra Sprogø’.

"En rød tråd både i min forskning og i Sarah Smeds arbejde på museet har været at få stemmerne frem hos tidligere anbragte, men også at vriste dem fri af det problemblik, der har hvilet på dem, og som i høj grad gør sig gældende i de historiske kilder. Historien om kvinderne, der blev sendt til Sprogø, er i modsætning til mange andre fortællinger om statens anbringelser, almen kendt – blandt andet gennem Jussi Adler Olsens krimi ’Journal 64’ og senest spillefilmen, ’Ustyrlig’. Vores ambition har været at bygge bro mellem den populærkulturelle formidling og forskningen på området, som kan være lidt svær tilgængelig. 

Vi ville også gerne tydeliggøre, at ø-anstalten, der ofte fremstilles som et perverst eksperiment, afspejler de politiske og idemæssige strømninger, der var fremherskende i tiden og på mange måder var uløselig forbundet med etableringen af den danske velfærdsstat."

Historien om kvindehjemmet handler om tidens syn på køn og seksualitet

Prøv at uddybe det?

"Da man lavede de store samfundsreformer i 1930´erne med Steincke som hovedarkitekt, ville man skabe et bedre sikkerhedsnet under den almene arbejder. Men for at de sociale udgifter ikke skulle blive for omfattende, ville man samtidig hindre, at de grupper, der aldrig kom til at gøre nytte, voksede. De sociale reformer blev derfor fulgt op af en række eugeniske tiltag, der havde til formål at hindre, at dem, man anså for at være uduelige, ikke fik børn. Eugenikken var inspireret af Darwins tanker om evolution og nogle nye ideer om, at de, der ikke var i stand til at forsørge sig selv, var degenererede. Som Darwins fætter Francis Galton, der formulerede hovedtanken bag den eugeniske bevægelse, sagde: ”Hvad naturen gør blindt, langsomt og hensynsløst, kan vi gøre omsorgsfuldt, hurtigt og venligt”.

Oprettelsen af kvindeanstalten på Sprogø var et af de første eugeniske tiltag i Danmark. Siden blev der også vedtaget love, der muliggjorde sterilisation. Pointen var at skærme det sunde samfund fra det usunde og degenererede."

Hvilke kvinder havnede på Sprogø?

"Det var kvinder, der blev vurderet som lettere åndssvage og erotisk abnorme. De blev i samtiden anset for farlige, både fordi man mente, at de spredte kønssygdomme og fik uægte børn, som det offentlige skulle betale for, og fordi man frygtede, at de ville sprede deres dårlige gener. I virkeligheden var fattigdom den væsentligste fællesnævner for de kvinder, der havnede på Sprogø. De kom ofte fra familier, der var brudt sammen, de havde intet socialt netværk, og mange havde været på børne- og pigehjem, hvorfra de var stukket af. En anden fællesnævner var, at de ofte havde brudt med datidens kønsmoral. Nogle fordi de havde en stor seksuel sult, andre fordi de havde levet i prostitution eller var blevet udsat for incest eller seksuelle overgreb. Egentlig skulle kvinderne have en IQ på under 75 for at blive vurderet som åndssvage og blive anbragt, men diagnosen afhang i høj grad af åndssvagelægernes skøn. På det tidspunkt gjorde lægerne brug af en diagnose, der hed ’moralsk åndssvag’, og som beroede på en opfattelse af, at nedsat intelligens og nedsat moral hang sammen.

Gruppen af kvinderne, der lå i gråzonen mellem normal og åndssvag, og som derfor godt kunne begå sig, blev anset som de farligste for samfundet."

Bestemte grupper ses også i dag som trusler

Ser du reminiscenser af datidens tankegang i vores samtid? 

"Ja. Der er stadig en tendens til, at bestemte grupper af mennesker ses som en trussel mod velfærdssamfundet og en evig agtpågivenhed over for dem, der kan undergrave det. 

I velfærdssamfundet foregår hele tiden en diskussion og forhandling: Er det til for den almene borger, der kan gøre nytte og bidrage til økonomien, eller er det til for dem, der har størst behov for støtte? 

Aktuelt bliver mennesker med handicap igen italesat som en meget stor udgift for kommunerne og som årsagen til, at den almene velfærd for flertallet er truet. I forlængelse af denne logik har regeringen et lovforslag på bordet, som af hensyn til økonomien skal gøre det muligt at bruge mere magt på botilbud. 

Der er også tanken om Øen, der dukker op igen og igen, som et sted man kan placere mennesker, man anser som problematiske for samfundet. Her er det tankevækkende, at Lindholm udelukkende blev droppet af økonomiske og ikke af moralske årsager."

Hvad tror du, at folk i fremtiden vil kritisere os for?

"Der er svært at spå om, men jeg kan se, at i forhold til magtanvendelser er vi er på vej tilbage mod noget, vi lige har undskyldt for. Vi er mærkeligt blinde for nogle af de strukturelle og menneskelige uretfærdigheder, der foregår for næsen af os. Når man ser noget på behørig og tryg afstand, er det lettere at se, hvor forkert det var. Måske fordi man ikke på samme måde selv er impliceret og medansvarlig."

De overhørte skal høres

Hvordan ved du, at et emne er så vigtigt, at du er nødt til at kaste dig over det?

"Fælles for det, jeg har skrevet, er, at jeg har forsøgt at kaste lys på skæbner og historier, der har været fraværende og overhørte i vores samfund. Jeg tror, at det skyldes en indignation over, at historien oftest handlet om dem, der har haft magten til at gøre deres versioner af fortiden gældende. 

Jeg har et ønske om at bringe de mere overhørte historier frem som en del af vores fælles historie. For eksempel har jeg interviewet og skrevet om unge på botibud, der er blev udsat for magtanvendelser. Ofte begrundes magtanvendelserne med, at der er tale om en særlig slags mennesker, som har svært ved at kontrollere deres følelser og forstå konsekvensen af deres handlinger - men da jeg lyttede til deres version, blev det tydeligt, at deres voldsomme adfærd ofte var reaktioner på meget svære vilkår, hvor de ofte følte sig ignoreret eller misforstået. 

Jeg har også skrevet om de ældstes afrunding af livet, for i vores tid er der en dyrkelse af ungdommen og det lange sunde liv, mens alderdommen og døden bliver pakket væk og fortrængt."

Hvordan er din arbejdsproces? 

"Jeg har en antropologisk baggrund, så jeg begynder oftest med at tale med og interviewe mennesker og på den måde indsamle en masse materiale. For mig er der ikke noget bedre end at banke på døren ind til mennesker, jeg ikke kender, blive inviteret ind i deres liv og høre deres historie. 

Hvis der er tale om sårbare mennesker, er det vigtigt for mig at give dem den tid og respekt, de måske ikke er så vant til at blive mødt med. Det er også vigtigt for mig, at vi langsomt opbygge et fælles projekt, for man kan uhyggeligt hurtigt komme til igen at overhøre de overhørte, hvis man reducerer deres historie til noget, der bare skal passe ind i ens egen agenda."

Pigerne fra Sprogø er skrevet i et samarbejde mellem dig og Sarah Smed. Hvordan er det foregået?

"Det har været et fantastisk berigende samarbejde. At skrive kan være en ensom proces og at kunne dele arbejdet med en anden har givet ekstra energi. Jeg har aldrig før skrevet så intensivt. Vi har både kunnet inspirere og holde hinanden oppe og tale om det svære, for i arkivmaterialet var der mange meget barske og hårde skæbner. Vi har løbende diskuteret, hvordan får vi skrevet kvinderne skrevet frem ordentligt og etisk."

Hvilke metoder og litterære greb har I benyttet jer af?

"I forbindelse med ’Pigerne fra Sprogø’ har især Sarah lavet et kæmpestort arbejde i arkiverne og fundet kvindernes journaler, mens jeg har fulgt de politiske og videnskabelige spor og været pennefører på projektet. Vi har brugt greb fra skønlitteraturen for at give kvindernes historier liv og vriste dem fri af den fordømmelse, der er meget fremtrædende i de historiske journaler. I den forbindelse mener jeg, at det er en styrke, at vi begge har lavet mange interviews med tidligere anbragte, da det har kvalificeret vores forestillinger om, hvordan pigerne har oplevet det. Vi har også bestræbt os meget på ikke at reproducere den svælgen i de seksuelle detaljer, der ofte er i journalerne. Vi har i bogen gjort os meget umage med at skrive om kvindernes seksuelle møder på en måde, som hverken er fordømmende eller krænkende."

Hvad håber du, at læserne tager med sig?

"Sarah Smed og jeg har ønsket, at ’Pigerne fra Sprogø’ skulle give indsigt i kvindernes og ø-anstaltens historie. Vi håber samtidig, at bogen kan åbne og skærpe læserens blik for nogle af de uretfærdigheder, der finder sted i dag, og at den kan være med til at mildne blikket på dem, der i dag bliver opfattet som en trussel mod velfærdsstaten."

Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed: ’Pigerne fra Sprogø’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof, 400 sider inkl. 50 sort-hvid fotos, kan købes til 299 kroner