Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Madison Marriage.

Chokerende podcast afdækker fortiede sammenhænge mellem meditation og akut psykiatrisk sygdom

PODCAST. Tusinder af især unge tager hvert år på meditationscenterne Goenka i blandt andet Danmark og Sverige og andre europæiske lande. En ny podcastserie afslører et spor af ødelagte liv blandt tidligere deltagere, som blandt andre tæller danske Niels. Podcastserien´Introducing Untold´er en ualmindelig godt researchet, velfortalt og lydmæssigt smukt produceret gyserfortælling.

  

Tusinder af især unge tager hvert år på meditationscenterne Goenka i blandt andet Danmark, Sverige, andre europæiske lande, Canada og Indien. Målet er typisk nye oplevelser, selvudvikling antistress, ro eller øget koncentration. Men nu afslører ny podcastserie fra Financial Times´ journalistiske gravergruppe et uhyggeligt blodigt spor af psykoser, ødelagte liv og selvmord blandt tidligere deltagere. En af de deltager er danske Niels.

”Vipassana, som betyder at se tingene, som de virkelig er, er en af Indiens ældste meditationsteknikker. Det blev undervist i Indien for mere end 2.500 år siden som et universelt middel mod universelle dårligdomme, det vil sige en kunst at leve,” lyder de lokkende løfter fra S. N. Goenka, som er Vipassana-meditations indiske læremester, hvis gratis 10 dages internatkurser er populære især blandt helt unge. Nogle er begejstrede over hans retreats, mens andre lider, og nogle aldrig mere bliver sig selv.

Det fastslår journalist og chef for Financial Times´ særlige journalistiske undersøgelsesgruppe – hun hedder Madison Marriage – i sin introduktion til avisens nye podcastserie, ´Introducing Untold´, hvor hun sammen med sit team har sat sig for at undersøge Goenka-netværkets internatkurser efter i januar 2023 at have modtaget en mail fra en ulykkelig far, Stephen, der fortæller, at hans to unge tvillingedøtres liv har ændret sig dramatisk efter deres deltagelse i de ti dage lange kurser. Her skal kursisterne meditere mere end ti timer om dagen og må i øvrigt ikke tale med nogen under hele forløbet i det, han betragter som en kult og ikke bare et netværk af undervisningscentre.

Madison Marriage er forståeligt nok skeptisk, men begynder alligevel at undersøge Goenka. Til sin overraskelse finder hun blandt mange glade kursister også en lang række mennesker, som fortæller om psykiske sammenbrud. Og de kursusledere og hjælpere, som burde hjælpe og lytte til de kursister, som får det dårligt med pludselig angst, søvnløshed og psykoseagtige tilstande, overtaler, forlanger eller truer i stedet dem til at fortsætte de meditationsforløb, som de så åbenlyst har det svært med.

Hjerteskærende

I seriens første episode, ´Dear Madison´, taler hun med Stephen og de to døtre Sara og Emily, der var dygtige Oxford-studerende, festglade og med spændende planer for fremtiden, indtil de blev en del af Goenka-netværket. I dag er de stressede, kæmper med at sove og spise og har trukket sig fra, hvad man kan kalde et normalt liv. Især taler med hun med Sara, hvis fortælling om hvilken indflydelse hendes intense meditationer havde og ofte fortsat har på hendes livsduelighed er hjerteskærende.

Men var meditationerne kun den katalysator, der skulle til for at udløse de ellers tilsyneladende sunde tvillingers psykologiske problemer? Eller forårsagede det populære netværk af stille meditationsretreats faktisk deres lidelse? Det spørgsmål undersøger Madison Marriage i seriens episode to, ´Ten long days´, hvor hun interviewer flere andre unge ud af en lang række, hun også har talt med, der også har haft grusomme erfaringer. Herudover taler hun også med eksperter, som fastslår, at meditation i modsætning til, hvad der er den udbredte opfattelse, kan medføre netop de følelsesmæssige katastrofer, som de unge har gennemlevet dels under meditationsforløbende og bagefter. Også selv om man ikke tidligere har haft psykiatriske helbredsproblemer.

Danske Niels blev indlagt

Blandt de unge er denne gang også danske Niels, som blev indlagt i syv uger på en psykiatrisk afdeling efter at være blevet voldsomt psykotisk og hallucinerende på kurset, og Emily, som i længere perioder efter meditationerne har været alvorligt selvmordstruet. Hvis Saras erfaringer var hjerteskærende, så er Emilys direkte uhyggelige.

I episode tre, ´Jacquis story´, handler det blandt andet om den unge amerikanske pige Jaqui, der var 22 år, da hun i 2022 tegnede sig for et 10 dages Goenka- meditationsforløb i Canada. Det var det sidste, hendes forældre med sikkerhed ved, at hun gjorde. For efter få dages ophold på meditationskurset blev hun fundet død på grund af selvmord efter at have fået det dårligt under kurset. De sørgende forældre er ikke mindst bitre over, at Jaqui ikke fik nogen hjælp på centeret, som først tvang hende til at fortsætte meditationerne og siden blot lod hende gå, selv om meditationerne tydeligvis havde gjort hende syg.

Og vi møder lederen for det amerikanske behandlingscenter for ofre for meditation, Cheetah House, som fortæller, at psykiske skader i form af hallucinationer af meditation ikke blot er reelle, men også langt mere udbredte, end man tror. En tredjedel får det godt, for en tredjedel gør meditationerne ingen forskel, og for den sidste tredjedel kan det betyde alt fra småuro, nervøsitet til store psykiatriske symptomer, lyder det fra Cheetah House, hvor man understreger, at meditation i lang tid kan være problematisk for alle typer af mennesker og for nogle, selvom de kun gør det i kort tid.

Alle seriens eksperter er enige om, at det er afgørende vigtigt, at mennesker, som oplever især søvnløshed, angst og uro, når de mediterer, straks bør holde op. Men Madison Marriage dokumenterer via lydfiler, hvordan S. N. Goenka instruerer i det lodret modsatte.

”Man skal blive ved, for fortsat meditation er den eneste måde at få det bedre på og at stoppe vil være lige så farligt som at forlade en hjerneoperation i utide på operationsbordet,” docerer Goenka i intense og følelsesladede vendinger, som ikke levner tvivl om, at det er en del af netværkets officielle politik at overhøre eventuelle klager og symptomer fra kursisterne og forsøge at overtale, manipulere eller tvinge de ramte til at blive.

Der er også blandt podcastens eksperter og forskere enighed om, at psykiatriske patienter i det hele taget bør være varsomme med langvarige meditationsforløb. Og når man tegner sig til et kursus på netværkets hjemmeside, skal man da også svare på, om man har eller tidligere har haft blandt andet depression eller selvmordsønsker. Det havde Jacqui haft ti år tidligere som helt ung teenager, men selv om hun havde redegjort tydeligt herfor i en længere korrespondance, blev hun alligevel optaget og – endnu værre – senere ignoreret, da hun fik det dårligt.

Og for Madelaine Marriage, der tydeligvis er en nuanceret tænkende, ansvarlig og meget kompetent journalist, er det afgørende at finde ud af, om det primært er grundet manglende kompetencer, at netværkets ledere og hjælpere forekommer helt uvidende om risici ved langvarig meditation. Eller om det er med vilje, at man helt ignorerer de unges eventuelle symptomer og faresignaler. 

Meghans hallucinationer

For at få svar på det undersøger Marriage blandt andet i den fjerde og sidste episode, ´Another Death´, et dødsfald, som skete et par år inden, at Jacqui tog livet af sig selv.

I ´Another Death´ hører vi først om en række unge fra hele verden, som fortæller om, hvordan de har haft dramatiske psykiatriske oplevelser efter deres 10 dages intensive meditationer hos Goenka. Danske Niels fortæller for eksempel om, hvordan han aldrig har været så bange i sit liv, og senere hører vi om endnu et selvmord begået af den unge og ellers sunde og sportsglade pige Meghan, der som 25-årig melder sig til et meditationskursus i Delaware i USA på anbefaling af en veninde.

Men natten inden Meghan skulle have afsluttet sit kursus, bliver hendes forældre ringet op og bedt om at hente Meghan, som var ’lidt forvirret og derfor nok ikke skulle køre hjem selv’. Men da forældrene ankom, kunne de på ingen måde genkende Meghan, som var angst, psykotisk, paranoid og hallucinerede og bare ønskede at tage livet af sig selv. Forældrene kørte hende direkte til en psykiatrisk skadestue, hvor hun talte uafbrudt om, at hun havde myrdet universet og derfor fortjente at dø.

”Alt hvad Meghans mor fortalte mig, var det samme, som både tvillingernes forældre og Jacquis mor fortalte om deres døtre. Ord for ord og vending for vending,” fortæller Madelaine Marriage om mødet med Meghans mor, der mistede Meghan til selvmord nogle uger efter meditationskurset.

Fik ikke kontakt med ledelse

´Introducing Untold´er en ualmindelig godt researchet, velfortalt og lydmæssigt smukt produceret beretning om meditations potentielle bivirkninger og den hårrejsende ligegyldighed og besynderlige mangel på ansvarlighed, som Gohran netværket udviser overfor sine tusindvis af unge gæster.

Trods Madelaine Marriages ihærdighed, dygtighed og engagement og de sjældent mange journalistiske kræfter, som Financial Times har lagt i afdækning af, hvad der kan ske, og hvorfor Gohran netværket monstro er helt uinteresseret i at stramme op på sikkerheden, lykkes det aldrig for Marriage og hendes mange kolleger at komme i direkte kontakt med netværkets ledelse. 

Hvorfor netværket ikke ønsker at lære af de unges dødsfald og mange flere unges psykiatriske udbrud af psykiatrisk sygdom, er uklart. For eksempel advarer de ikke unge mod meditationsforløbenes mulige bivirkninger. Desuden undrer det, hvorfor meditationsforløbene skal være så usundt lange. Hvorfor skal de unge udmattes ved hjælp af få pauser, meget lidt mad og få timers søvn? Hvorfor må de unge absolut ikke tale i ti timer? Og hvorfor hjælper man ikke de unge, som bliver syge og selvmordstruede, når de beder om hjælp under og efter kurserne? På disse spørgsmål har Financial Times, trods utallige ihærdige og meget forskellige forsøg, ikke kunnet få svar.

Alle programmets medvirkende oplyser, at de deltager i håb om, at netværket vil stramme op på sine kurser. Og hvis ikke, så for i det mindste at advare, så andre ikke bliver udsat for de samme traumatiserende oplevelser, som de har haft.

Man kan således kun håbe, at alle de danskere, som hvert år tager på Goenkas Vipassanakurser i Danmark eller især også i Sverige, vil høre de medvirkendes advarsler i denne usædvanligt fremragende serie, som fortjener alle de stjerner, den overhovedet kan få, så mange får lyst til at høre denne gyser af en enestående god podcastserie.

Untold: The retreat kan blandt andet høres her

 

 

kultur, ptsd

Del artikler