Afgørelser på 29 klagesager skal lære praksislæger at ordinere opioider korrekt

Styrelsen for Patientklager har udgivet den første praksissammenfatning, der gennem afgørelser på forskellige klagesager illustrerer normen omkring afhængighedsskabende lægemidler som eksempelvis opioider. Vigtigst er en konkret vurdering, og at lægen journalfører sine overvejelser.

Mange læger og tandlæger efterspørger mere klarhed om praksis på området for udskrivelse af afhængigshedsskabende stoffer som eksempelvis opioider og benzodiazepiner. For hvad må man egentlig udskrive, hvordan og til hvem? Og hvor meget skal man skrive i journalen? 

Vurderingen er ikke helt enkel, ifølge Styrelsen for Patientklager.

”Vi vil som styrelse gerne bidrage til at skabe klarhed på området. Vi har derfor gennemgået, udvalgt og beskrevet en række sager relateret til eksempelvis ordination og journalføring,” fortæller jurist Louise Tanderup Falck fra Styrelsen for Patientklager. Hun er også medforfatter på sammenfatningen. 

I alt 29 klagesager, der illustrerer praksis hos Styrelsen for Patientklager og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, er beskrevet i sammenfatningen. Mange af sagerne handler om, at patienter har klaget over ikke at kunne få udskrevet eller fornyet recepter på forskellige præparater. Andre sager handler om, at andre end patienten har fået eller forsøgt at få udskrevet medicin i patientens navn. 

Overlæge, dr.med. Nina Kvorning fra Anæstesiologisk Afdeling, Slagelse Sygehus er specialist i smertebehandling og formand for Danske Smerteforum og smerteudvalget i Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM). Hendes speciale er et af dem, hvor faren for afhængighed af eksempelvis morfin er en faktor.

Hun bakker op om den nye håndsrækning, som også Dansk Smerteforum har lagt på sin hjemmeside.  

”Materialet bidrager til overvejelserne om de komplekse spørgsmål, der knytter sig til området. Inden for smerteområdet er det eksempelvis vigtigt at have blik for, om patienten har brug for smertelindring, eller om han eller hun vil misbruge et præparat for at opnå rus. Den forskel skal man have for øje i alle sektorer, og det er godt, at sammenfatningen er opmærksom på det. Samtidig med et fokus på afhængighed skal man også være opmærksom på, at der forekommer for hurtig udtrapning eller en på tidspunktet forkert ambition om udtrapning til patienter, som behøver deres smertelindring for at kunne opretholde deres funktion og liv, hvilket også fremgår af sammenfatningen,” siger Nina Kvorning.  

Jeppe Bertelsen, der er jurist i styrelsen og medforfatter, fremhæver et par vigtige pointer fra praksissammenfatningen:

”Helt generelt lægger vi os selvfølgelig meget tæt op ad Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Derudover er det vigtigt, at man som læge eller tandlæge altid skriver den sundhedsfaglige vurdering i journalen,” siger han og tilføjer:

”Der kan være konkrete omstændigheder, der gør, at man som læge godt må fravige vejledningen. Begrundelsen for at fravige vejledningen skal dog altid journalføres, da det kan have stor betydning for den fremtidige behandling af patienten og selvfølgelig i en senere klagesag.”

Praksissammenfatningen er tænkt som et opslagsværk for læger og tandlæger, der er i tvivl, hvordan de skal bruge vejledningen. Jeppe Bertelsen understreger dog, at klagesager altid afgøres ud fra en konkret og individuel vurdering. Man kan derfor ikke bruge sammenfatningen til at se, hvordan ens egen sag vil blive afgjort, hvis en patient eksempelvis klager over ikke at kunne få udskrevet sovemedicin.

”Reglerne på dette område er relativt komplekse, og vi forstår godt, hvis der ofte opstår tvivlstilfælde. Vi håber, at praksissammenfatningen kan være med til at skabe klarhed for læger og tandlæger. Det vigtigste er, at lægen laver en konkret vurdering og journalfører sine overvejelser,” siger Louise Tanderup Falck.

Eksempel på case: Manglende indikation for ordination af sovemedicin

En 32-årig kvinde henvendte sig til sin praktiserende læge, da hun havde symptomer på opmærksomhedsforstyrrelse og søvnproblemer. Hun ønskede sovemedicin, hvilket den praktiserende læge afviste med henvisning til, at en eventuel diagnose skulle afklares inden medicinering. Patienten klagede over, at hun ikke fik ordineret sovemedicin. Det blev ikke udtalt kritik, da patienten på relevant vis blev henvist til en psykiater med henblik på afklaring af en eventuel diagnose, således at den videre behandlingsplan kunne fastsættes herefter. Der var ikke indikation for behandling med sovemedicin på daværende tidspunkt, idet det først skulle afklares, hvorvidt der var en eventuel underliggende diagnose, som kunne være årsag til søvnproblemerne.