Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Danske Regioners formand Anders Kühnau (Soc.) har mange gange været ude og løfte sin bekymring over prisen på Ozempiz, som sidste år kostede regionerne 1,4 milliarder kroner og tvang dem til besparelser.

Nye regler for medicintilskud: 49.000 diabetespatienter står til at skifte medicin

I 2023 kostede Novo Nordisks diabetesmedicin Ozempic regionerne 1,4 milliarder kroner og tvang dem til nedskæringer. Nu vil det fremover blive sværere at få tilskud til diabetesmedicin af typen GLP-1 analoger som eksempelvis Ozempic, Rybelsus og Trulicity, og det vil spare regionerne for millioner. Men det vil også skabe utryghed for 49.000 patienter, mener Diabetesforeningen.

Lægemiddelstyrelsens er onsdag kommet med sin endelige afgørelse om det fremtidige tilskud til danskere med type 2-diabetes.

Afgørelsen betyder, at mange patienter i stedet skal flyttes over på billigere diabetesmedicin. Styrelsen vurderer, at der er tale om omtrent halvdelen af de nuværende cirka 100.000 brugere af GLP-1 analoger. Den halvdel, der skal flyttes, er de mennesker med type 2-diabetes, som ikke først har prøvet billigere diabetesmedicin – de såkaldte SGLT-2-hæmmere, som for eksempel Forxiga og Jardiance. De skal nu aftale med deres læge, at de skal skifte medicin, med mindre de selv vil betale. 

De kan i samråd med deres læge også prøve at søge enkelttilskud til den GLP-1-analog, som de bruger i forvejen, men det er ikke, hvad Lægemiddelstyrelsen lægger op til. Derfor er spørgsmålet, om det kan overhovedet betale sig for den almindelige patient at søge om enkelttilskud. Patienten skal af egen lomme betale lægen for at søge Lægemiddelstyrelsen, og styrelsen lægger som sagt ikke op til at give tilskud til nogen, som ikke har prøvet billigere diabetesmedicin først. Ingen tvivl om, at spørgsmålet om at søge enkeltilskud bliver et diskussionsemne den kommende tid.

"Det er desværre ikke klart, hvad der skal til for, at en ansøgning om enkelttilskud vil blive imødekommet," siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg. "Vi har derfor et behov for at få en dialog med Lægemiddelstyrelsen om, i hvilke særlige tilfælde egen læge skal kunne søge om enkelttilskud for denne gruppe patienter, så vi kan få et mere præcist billede af, hvornår det giver mening, og hvor stort omfang opgaven har."

Ozempic er en GLP-1-analog

GLP-1 (glucagon-lignende peptid-1) receptoreragonister er en klasse af lægemidler, der bruges til at behandle type 2-diabetes. Semaglutid – solgt under handelsnavne som Ozempic og Wegovy – er et af disse lægemidler.

GLP-1-midler er væsentlig dyrere end anden diabetesmedicin, men GLP-1-analogerne har en gennemsnitlig større effekt på langtidsblodsukkeret end de øvrige glukosesænkende lægemidler. Semaglutid kan også have en stor effekt på vægttab hos overvægtige danskere.

Lægemiddelstyrelsen skriver, at hver anden nye diabetespatient i 2023 begyndte på behandling med en GLP-1-analog med tilskud uden tidligere at have prøvet et relevant alternativ (betacellestimulerende midler, DPP-4-hæmmer eller SGLT-2-hæmmer). Desuden havde 6 ud af 10 patienter, der startede behandling med en GLP-1-analog med tilskud i 2023, ikke tidligere prøvet en SGLT-2-hæmmer, som er det mest oplagte behandlingsalternativ til GLP-1-analoger. Samme tendens gjorde sig gældende i 2022, hvor 7 ud af 10 patienter, der startede på en GLP-1-analog, ikke først havde prøvet en SGLT-2-hæmmer.  

”Vi er landet på en beslutning, som flugter med de faglige behandlingsvejledninger og vurderingerne fra Medicintilskudsnævnet, og som sikrer, at vi reducerer de offentlige udgifter til medicintilskud. Dertil kommer den sidegevinst, at lægerne ikke behøver bruge ressourcer på at ansøge om enkelttilskud,” siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Kim Helleberg Madsen.

Diabetesforeningen ikke glade

Diabetesforeningen er ikke begejstrede for afgørelsen. 

"Det skaber utryghed for de omtrent 49.000 mennesker, som nu risikerer at skulle igennem et medicinskift. Det kan betyde, at deres diabetes vil være mindre velbehandlet i den periode, hvor den anden medicin skal testes. Det kan være forbundet med stor usikkerhed at skifte medicin," siger forskningschef Tanja Thybo fra Diabetesforeningen.

Hun er derimod tilfreds med, at Lægemiddelstyrelsen har fundet en løsning for de ca. 52.000 mennesker med type 2-diabetes, der allerede HAR prøvet SGLT-2-hæmmere.

"Der er med afgørelsen heldigvis også delvist lyttet til os i Diabetesforeningen og skabt tryghed for de ca. 52.000 mennesker med type 2-diabetes, som lige nu bruger GLP-1-analoger og samtidig bruger eller tidligere har brugt SGLT-2-hæmmere, og nu uden ændringer i tilskuddet kan fortsætte med den medicin, som deres læge har anbefalet dem," siger Tanja Thybo.

Novo satte prisen ned

Op til afgørelsen i Lægemiddelstyrelsen har Novo sat prisen ned på Ozempic med 34 procent. Prisfaldet skete sidste mandag, hvor prisen faldt fra 1313,35 kroner til 873,35 kroner per pakke. Samtidig er et andet diabetespræparat, Rybelsus, sat ned med 10 procent, så Ozempic og Rybelsus koster det samme.

Novo Nordisk oplyser, at prisnedsættelsen på Ozempic skete i forbindelse med diskussionerne om tilskud til medicinen:

"Ozempic har været på markedet siden 2018, og det er helt normalt, at prisen på et lægemiddel revurderes i løbet af produktets livscyklus. I forbindelse med tilskudsprocessen har vi valgt at justere vores priser, og vi håber, at dette vil sikre, at de patienter, der har behov for Ozempic og Rybelsus, kan få adgang til behandling med klausuleret tilskud, som det er i dag," lyder det fra Markus Hochmuth, Senior Director External Affairs, Novo Nordisk Danmark.

Lægemiddelstyrelsen skriver, at de lægger vægt på, at der kommer en øjeblikkelig økonomisk gevinst i form af reducerede medicinudgifter i omegnen af 500 millioner kroner årligt, fordi Novo har sænket prisen. De lavere priser er slået igennem fra udgangen af april. Hertil kommer den økonomiske gevinst, der følger af den strammere klausul, for hvis klausulen bliver fulgt for alle diabetespatienter, vil omtrent halvdelen af de nuværende GLP-1-brugere som nævnt komme over på en billigere medicin.

Professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet finder, at det er bedre med en stramning, som der er besluttet, end at alle overgår til individuelt tilskud.

”Man har været nødt til at gøre noget for at redde regionernes økonomi. Regeringen fedtspiller lidt – men har jo ikke tilbudt at finansiere en del af ekstraudgifterne til regionernes medicintilskudsudgifter, som så skal finansieres med besparelser på hospitalerne. Det er jo heller ikke holdbart,” siger sundhedsøkonomen.

Ændringerne gælder fra 25. november 2024.

Sker efter anbefaling fra Medicintilskudsnævnet

Afgørelsen fra Lægemiddelstyrelsen kommer efter, at Medicintilskudsnævnet i januar anbefalede, at Lægemiddelstyrelsen fjerner klausuleret tilskud til alle GLP-1-analoger, herunder Ozempic (semaglutid). I stedet anbefalede Medicintilskudsnævnet, at mange af patienterne flyttes over på en billigere type diabetesmedicin – de såkaldte SGLT-2-hæmmere og andre alternative præparater – som ifølge Medicintilskudsnævnet er lige så effektive til at behandle sygdommen hos mange patienter. 

{snippet title="Tilmelding nyhedsbrev"}

Mistanken fra Medicintilskudsnævnet har mere eller mindre udtalt været, at Ozempic af nogle bruges som vægttabsmedicin. Ozempiz indeholder nemlig det samme aktive indholdsstof semaglutid som Novo Nordisks meget populære vægttabsmiddel Wegovy, som regionerne ikke giver tilskud til, og som patienterne selv må betale op til 2.400 kroner for om måneden. 

Praktiserende læger har været rigtig trætte af mistænkeliggørelsen af, at de har udskrevet Ozempic til folk, som ville tabe sig. I august sidste år sagde Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation:

"Jeg kan ikke afvise, at man her eller der kan finde en læge, som har ladet sit gode hjerte løbe af med sig og har givet Ozempic som slankemiddel. Dette bør stoppes ved at føre tilsyn med de få læger, som har misforstået noget og har et abnormt ordinationsmønster eller har brugt tilskudsreglerne uberettiget. Resten af lægestandens læger, de 99 procent, håber jeg får lov at arbejde i fred for den slags bureaukrati."

 

Sådan ændres medicinernes tilskudsstatus

GLP-1-analoger 

Dulaglutid (Trulicity 1,5 mg) og semaglutid (Ozempic og Rybelsus) bevarer klausuleret tilskud, men klausulen bliver mere restriktiv. Fra den 25. november gælder klausuleret tilskud for:

A) Patienter med type 2-diabetes, hvor SGLT-2-hæmmer ikke kan anvendes på grund af intolerance eller svært nedsat nyrefunktion, og som enten har

  1. hjertekar- eller nyresygdom eller
  2. mindst tre risikofaktorer for hjertekarsygdom og samtidig utilstrækkelig glykæmisk kontrol med metformin.

B) Alle patienter med type 2-diabetes, som ikke har tilfredsstillende glykæmisk kontrol ved behandling med alle relevante orale antidiabetika, herunder SGLT-2-hæmmer.

Øvrige GLP-1-analoger mister klausuleret tilskud eller har fortsat ikke generelt klausuleret tilskud.

SGLT-2-hæmmere

Kun de anbefalede SGLT-2-hæmmere (dapagliflozin, canagliflozin og empagliflozin) og de billigste kombinationer med metformin (metformin+ dapagliflozin og metformin+empagliflozin) vil fortsat have generelt tilskud.

DPP-4-hæmmere

Kun de billigste DPP-4-hæmmere (vildagliptin og sitagliptin) og kombinationer med metformin (metformin+ vildagliptin og metformin + sitagliptin) vil fortsat have generelt tilskud.

Betacellestimulerende midler

Kun de billigste og anbefalede sulfonylurinstoffer (gliclazid og glimepirid) vil fortsat have generelt tilskud.

Kombinationsmidler med DDP-4-hæmmere og SGLT-2-hæmmere:

Det generelt klausulerede tilskud til alle tre kombinationer bortfalder.

 

Diabetesforeningen har lavet følgende tabel, hvor man kan se de forskellige typer diabetesmedicin og deres nye tilskudsstatus:

https://diabetes.dk/media/1sojrrri/t2d-tilskud-diabetesmedicin-oversigt-maj-24.pdf

Hvis medicinen har ændret tilskudsstatus, kan man kontakte egen læge i løbet af det kommende halve år

Hvis medicinen ikke er nævnt i oversigten på informationsarket, vil der ikke ske ændringer i behandlingen

 

 

Relaterede artikler

 

Del artikler