Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Foto: Aalborg Universitet

Musik skal højne trivsel og nedsætte brugen af psykofarmaka blandt demensramte

Et nyt ambitiøst dansk forskningsprojekt søger at ændre demensomsorgen på plejecentre landet over ved hjælp af musik. Projektet, ledet af Aalborg Universitet i samarbejde med flere kommuner og plejecentre, fokuserer på at hæve fagligheden i den daglige pleje. Målet er at forbedre trivslen for både personale og mennesker med demens og samtidig reducere forbruget af antipsykotisk medicin.

Forskning fra blandt andet Aalborg Universitet har vist, at musik i plejen kan styrke den personcentrerede omsorg. Og at medarbejdere kan lære at bruge deres musikalitet i hverdagen til at skabe nærvær, nænsomhed og samhørighed i demensomsorgen og bidrage til en positiv omsorgskultur og forebygge vanskelige pleje- og omsorgssituationer.

Projektets nøglefigur, professor i musikterapi Hanne Mette Ochsner Ridder, understreger vigtigheden af nonverbale kommunikationsformer:

"I omsorgen for personer med svær demens er der brug for nonverbale kommunikationsformer til at skabe tryghed og nærvær. Og vi ved fra tidligere forskningsprojekter, at musikterapi kan gøre en reel forskel for både demensramtes og medarbejderes trivsel. Vi vil nu undersøge, hvordan medarbejderne kan støttes i at anvende sang og musik som en del af den daglige demensomsorg i Danmark."

Hanne Mette Ridder, som har udgivet over 100 videnskabelige artikler og mere end 50 bogkapitler og bøger om emnet, vil anvende en særlig pædagogisk metode kendt som personafstemt musikalsk interaktion (PAMI). Projektet, der er støttet af Velux Fonden, involverer forskere, musikterapeuter, og plejepersonale og løber frem til 2027 i kommunerne Kolding, Odense, Odsherred, Vejen, og Vejle.

Musikterapeut Emil Palmquist fra Vejle kommune deler sine første erfaringer:

"Jeg er allerede gået i gang med at undervise medarbejdere i PAMI. Det er fantastisk at være med ude i praksis og se, hvordan de tager metoden til sig. Det er virkelig noget, de kan bruge. Og det gavner jo især borgerne med demens. Det er vigtigt, at der bliver forsket i PAMI, og jeg glæder mig til at være med i forskningsprojektet," siger Palmquist. 

Ved hjælp af eksplorative forskningsdesign og kvalitative metoder søger Hanne Mette Ridder og hendes team at implementere PAMI i den daglige demensomsorg. Ridder beskriver kursusopbygningen som en integreret del af forskningen:

”Som led i vores forskning har vi udviklet undervisningsmateriale til et kursus for medarbejdere om musikalsk interaktion i demensomsorgen. Kurset er bygget op over fire grundmoduler med teori, øvelser og faglig sparring, i alt 16 timer. Medarbejderes egne erfaringer inddrages og kobles til et fagsprog for, hvordan de gør. Det sikrer at viden om god hverdagspraksis kan videregives til kolleger i et tværfagligt samarbejde."

Hanne Mette Ridder, der har mere end 25 års erfaring i arbejde og forskning i musik og demens, er tidligere i 2022 blevet tildelt Ridderkorset for sin forskning i, hvordan musikterapeutiske interventioner kan skabe tryghed, fællesskab, trivsel, værdighed og øget livskvalitet for mennesker med demens og deres pårørende.

I forbindelse med at Hanne Mette Ridder modtog Ridderkorset udtalte hun blandt andet:

 ”Vi ved, at vores forskning er meningsfuld, når en person med tidlig demens beskriver, hvordan musikterapi ”booster” og giver afklaring. Eller når medarbejdere fortæller, hvordan de bruger vores arbejde til at skabe nærvær og samhørighed i demensomsorgen. Musik indgår på så mange forskellige måder i tilværelsen, men tænkes sjældent ind i sundhed, omsorg og kommunikation. Vi er kommet et skridt nærmere med en fantastisk anerkendelse som denne. Det er jeg meget taknemmelig for," sagde Hanne Mette Ridder.  

 

Fakta: Hvad er PAMI?

PAMI - personafstemt musikalsk interaktion - er en form for samvær og kommunikation, som handler om, hvordan vi afstemmer os musikalsk til hinanden. For eksempel, hvordan en medarbejder bruger stemmen og nynner for at berolige eller er opmærksom på sprogets tone og rytme. Med PAMI er der også fokus på at være nærværende med personen med demens ved at kommunikere og skabe stemning med sang og musik. Det handler om at personliggøre omsorgen og skabe tryghed og nærvær. 

Del artikler