Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diabetes kan øge risikoen for huller i tænderne og tandkødsbetændelse.

Personer med type 2-diabetes har stærkt forringet tandsundhed

Personer med type 2-diabetes har en 50 procent højere risiko end andre for dårlig tandsundhed, som blandt andet kan forstyrre blodsukkerreguleringen og øge risikoen for diabeteskomplikationer.

Det viser resultater fra spørgeskema-undersøgelsen ´Helbred i Midt´. Den første spørgeskemaundersøgelse under ´Helbred i Midt´ blev udsendt i 2020, og i 2022 blev der lavet en mindre opfølgende undersøgelse. Lige nu udsendes der igen invitationer ud til cirka 130.000 borgere både med og uden diabetes, hvor de bliver bedt om at svare på spørgsmål om deres fysiske og psykiske helbred. Det er Steno Diabetes Center Aarhus står bag undersøgelsen, som udsendes i samarbejde med Danmarks Statistik.

Deltagerne blev blandt andet bedt om at vurdere deres egen tandsundhed, og hertil svarede 37 procent af personerne med type 2-diabetes, at de havde dårlig tandsundhed, hvorimod det gjorde sig gældende for 24 procent af deltagerne uden diabetes. Efter at tallene var blevet justeret for andre faktorer viste det sig, at personer med type 2-diabetes havde næsten 50 procent øget risiko for at have dårlig tandsundhed. Jo lavere uddannelsesniveau folk havde, jo værre beskrev de deres tandsundhed. Risikoen for dårlig tandsundhed var størst for personer med folkeskole som højeste gennemførte uddannelsesniveau, og risikoen aftog i takt med højere uddannelsesniveau.

Forskning fra Steno Diabetes Center Aarhus viser også, at egenbetaling på tandlægeydelser kan betyde, at færre personer med type 2-diabetes kommer afsted til tandlægen.

"Vi kan se en tydelig social ulighed i sundhed, når det kommer til spørgsmålet om, hvem der bruger tandlægen i Danmark. Disse uligheder forværres, hvis man har type 2-diabetes," siger Anneli Sandbæk, der er enhedschef på Steno Diabetes Center Aarhus og professor i folkesundhed på Aarhus Universitet.

"I dag kan personer med diabetes få en gratis øjenundersøgelse for at forebygge diabetisk øjensygdom. Billigere eller gratis tandbehandling kan være et godt sted at sætte ind for også at forebygge sygdom i mund og tænder hos denne befolkningsgruppe," siger hun, der mener, at der generelt mangler opmærksomhed på sammenhængen mellem type 2-diabetes og tandsundhed. Både i den almindelige befolkning og blandt dem, der arbejder i sundhedsvæsenet.

Diabetes og tand- og mundsundhed påvirker hinanden, fordi koncentrationen af sukker i spyttet stiger ved højt blodsukker, hvilket øger risikoen for huller i tænderne. Diabetes reducerer også tandkødets modstandsdygtighed, hvilket øger risikoen for tandkødsbetændelse. Betændelsestilstande i kroppen, herunder tandkødsbetændelse, får blodsukkeret til at stige, hvilket kan påvirke blodsukkerreguleringen. Når man behandler problemer med tænder eller mund, eksempelvis tandkødsbetændelse, vil mange med diabetes opleve, at blodsukkeret bliver lettere at regulere, fordi betændelsestilstanden ikke længere påvirker blodsukkeret.

type 2 diabetes, ulighed

Del artikler