Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

“Det er et rigtig godt resultat og flugter med det, vi håbede og troede. For ønsket er selvfølgelig, at vi bliver i stand til at dæmpe patienternes kernesymptomer fremfor ledsagesymptomerne - eller med andre ord, at vi ser effekten direkte på depressionen og ikke via de bivirkninger behandlingen kan have,” siger René Ernst Nielsen. Foto: Psykiatrien i Region Nordjylland

Vildt fase lll-forsøg på vej: Om tre år kan mennesker med svær depression måske blive helbredt med én tablet

Det lyder næsten for fantastisk: Men at kunne kurere svær depression med varig effekt ved hjælp af blot en enkelt pille tegner til at kunne blive realitet inden for cirka tre år. Stadig flere resultater af forskning i stoffet psilocybin peger i den retning. Stoffet undersøges nu også i relation til posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og spiseforstyrrelser.

Forsøgene i Danmark foregår i øjeblikket med patienter, der lider af vanskelig behandlelig depression (TRD), og som ikke har haft effekt af mindst to andre medicinske behandlinger. Et af de studier, der har vist lovende effekter, er det store COMPASS-studie, som nu er godt i gang med fase lll. I 2022 viste resultatet af fase ll-forsøget, at en tredjedel af de mennesker, der fik den højeste dosis psilocybin - 25 mg - oplevede, at deres depressive symptomer var stort set væk tre uger efter, de tog pillen. Og en nærmere analyse af dataene fra dette forsøg viste sidste år, at midlet især virkede på de depressive kernesymptomer, det vil sige tristhed, nedtrykthed, tab af lyst, interesse, energi og så videre.

“Det er et rigtig godt resultat og flugter med det, vi håbede og troede. For ønsket er selvfølgelig, at vi bliver i stand til at dæmpe patienternes kernesymptomer fremfor ledsagesymptomerne - eller med andre ord, at vi ser effekten direkte på depressionen og ikke via de bivirkninger, behandlingen kan have,” siger René Ernst Nielsen, ph.d. og overlæge ved Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital, samt professor ved Aalborg Universitet.

Han glæder sig også over, at de bivirkninger, studiet påviser, nok er relativt kraftige, men at de alle er væk inden for 24 timer efter, at man er blevet eksponeret for stoffet.

Flere lovende resultater

COMPASS-studiet, som er et stort forskningsprojekt rettet mod behandling af svær depression, involverer forsøg på 22 forskningscentre i 10 lande, heriblandt Danmark og specifikt på Aalborg Universitetshospital. I studiets anden fase deltog 233 patienter, som blev inddelt i tre grupper via lodtrækning. Hver gruppe modtog en enkelt dosis af et medicinsk stof – enten 25 mg, 10 mg eller 1 mg.

Efter tre uger viste resultaterne, at patienterne i 25 mg-gruppen oplevede en betydeligt større forbedring i deres depressive symptomer sammenlignet med dem, der fik 1 mg. Dette blev målt med en skala kaldet MADRS, der bruges til at vurdere depressionens sværhedsgrad. I gruppen, der fik 10 mg, var der ikke en lignende markant forskel sammenlignet med 1 mg-gruppen.

Desuden viste det sig, at en betydelig del af patienterne i 25 mg-gruppen fortsat viste tegn på forbedring - defineret som mindst en halvering af deres oprindelige symptomer - helt op til 12 uger efter behandlingen. Dette var gældende for 20,3 procent i 25 mg-gruppen, sammenlignet med kun 5,3 procent i 10 mg-gruppen og 10,1 procent i 1 mg-gruppen.

COMPASS Pharmaceutical står bag dette omfattende forskningsprojekt, hvor de har udviklet en syntetisk version af psilocybin kaldet COMP360. Dette stof undersøges ikke kun for sin effekt på svær depression (TRD), men også i relation til posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og spiseforstyrrelser.

De første positive resultater omkring COMP360's effekt på depression blev offentliggjort i 2019. Resultaterne fra fase II af studiet blev frigivet i 2022, og nu er forskningen gået ind i fase III, som forventes at vare et par år. Denne del af forskningen foregår på 22 centre rundt om i verden.

Indtil videre har resultaterne levet op til forskernes forventninger. Hvis de afsluttende resultater fra hele studiet fortsætter i samme retning, forventes det, at psilocybin kan være godkendt og klar til brug i behandlingen af blandt andet depression inden for omkring tre år.

Et paradigmeskift i behandlingen

I Danmark ledes studierne af René Ernst Nielsen, der fortæller, at man lige nu er ved at forberede deltagelse i fase lll-studiet, hvor der skal rekrutteres 8-12 patienter fra dansk side.

“Jeg er optimistisk i forhold til resultaterne af studiet. Og går det, som vi håber, vil det være et stort paradigmeskifte i vores måde at behandle depression på. For så vil vi gå fra, at patienter med depression skal tage medicin hver dag i årevis, og til, at de blot skal tage en enkelt pille én enkelt dag, og så er depressionen væk – i hvert fald for en del af patienterne,” siger han.

Endnu ved forskerne dog ikke, hvor længe depressionen i så fald vil være væk. De hidtidige studier har ikke undersøgt effekten ud over 12 uger.

I det store COMPASS-studie defineres TRD som de patienter, der er i hospitalspsykiatrisk behandling. Det vil sige, at det er 5-10 procent af alle dem, der lider af depression. Langt størstedelen behandles ved egen læge.

“Man kan sige, at studiet omfatter den gruppe af patienter, der er vanskelige at behandle - altså dem, der har prøvet mindst to og max fire forskellige præparater inden for en given periode. Men vi har patienter, der har prøvet mere end det, og dermed er endnu vanskeligere at behandle. Og det skal blive spændende i yderligere studier at se, om en enkelt dosis psilocybin også vil kunne hjælpe dem,” siger René Ernst Nielsen.

 

 

Om Psilocybin

Psilocybin er et psykedelisk stof, som findes i visse typer svampe, ofte kendt som "magiske svampe". Det er kendt for sine psykedeliske effekter, der kan forårsage ændringer i perception, humør og tankeprocesser.

Når psilocybin indtages, omdannes det i kroppen til psilocin, som er den egentlige aktivt virkende forbindelse. Psilocin påvirker serotoninreceptorer i hjernen.

Psilocybin forskes i stigende grad i for dens potentiale til behandling af forskellige psykiatriske lidelser, herunder depression, angst, PTSD og afhængighed. Studier har vist, at psilocybin kan hjælpe med at reducere symptomer på disse lidelser, ofte med langvarige positive effekter efter blot en eller få doser under kontrollerede betingelser.

Del artikler