Sundhedspolitisk Tidsskrift

Anne Kahns. - Foto: Carsten Lundager

Apotekerformand: Forsøgsordning med medicinsk cannabis vil intet vise

Den kommende forsøgsordning med medicinsk cannabis, der træder i kraft fra januar er for uambitiøs. Når forsøgsordningen udløber i 2021, er ingen blevet spor klogere på, om det virker på de lidelser, som det i løbet af forsøgsordningen bliver brugt imod. Det mener Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening.

I et debatindlæg på Altinget efterlyser hun en styrkelse af den kliniske forsøgsdel i perioden og opfordrer til, at Folketingets partier tage imod sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) med åbne arme, når hun som bebudet vil tage en dialog med Folketingets partier om at styrke den kliniske forsøgsdel i perioden.
“Der bliver i forsøgsordningen holdt øje med, om der er bivirkninger, men der bliver ikke holdt øje med, om det har en effekt,” skriver Anne Kahns.
“Ud fra de kriterier kan man uden problemer argumentere for, at vi skal bruge kalkpiller som behandling mod alskens lidelser. En forsøgsordning vil helt sikkert vise, at der ingen problematiske bivirkninger er ved kalkpiller, uanset hvad man tager dem imod. Logikken halter åbenlyst,” skriver hun.

Hvis forsøgsordning med medicinsk cannabis vedtages i Folketinget, kan det fremover blive muligt at få tilladelse til at importere cannabisholdige produkter samt at fremstille cannabis produkter til færdigfremstilling på apoteker. Sundheds- og Ældreministeriet har netop sendt en ny bekendtgørelse om området i høring. 

Det er planen, at Lægemiddelstyrelsen i forsøgsperioden vil oprette et overvågningssystem specielt til medicinsk cannabis, ligesom der skal indføres et særligt register for indberettede bivirkninger. Læger får også pligt til at indberette alle formodede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen, som hver uge skal vurdere, om der er ’nye eller ændrede risici ved medicinsk cannabis’.

 

Medicinsk cannabis, forsøgsordning, Danarks Apotekerforening, Anne Kahns

Like eller del denne artikel