Forfatter: Psykiatrien er en etisk blind plet

Psykiatrien udtrykker et etisk paradoks. På den ene side er den værdiladet i alle ender og kanter og samtidigt har den i årtier været fagetikkens blinde plet.

Det fastslår tidligere formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler i sin nye bog, Etik i psykiatrien, der handler om etiske dilemmaer i dagens psykiatri, som den udfolder sig på hospitaler, institutioner og i forskellige andre sektorer.

"Etik angår det gode og handler ofte om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Og i ethvert møde med en psykiatrisk patient er der værdier på spil. Men jeg har i min bog tilstræbt ikke at være normativ. Dels er der så mange andre, som er netop dette. Men endnu vigtigere så tror jeg på, at det er mere opbyggeligt at pege på, hvor dilemmaerne optræder og således synliggøre dem, forklarer Birkler, som blandt andet retter sin etiske detektor mod patientinddragelse, pårørendeinddragelse, anvendelse af tvang, stigmatiserende diagnoser. 

"Vi taler om forhold som indebærer komplekse og svære beslutninger. Beslutninger der i nogle tilfælde træffes uden patientens samtykke og derfor nogle gange i en eller anden grad af tvang. Men tvang er dog ikke nødvendigvis uetisk i psykiatrien, hvor tvang kan være udtryk for omsorg for patienten og derfor nogle gange er det rigtige at gøre," forklarer Birkler og fortsætter: 

"At vurdere tvang i psykiatrien, handler ikke alene om det potentielt krænkende i at anvende tvang, men måske især om den måde tvangen udføres, altså måden man gør det på, uddyber Jacob Birkler, som henviser til, at nogle patienter ikke oplever den primære krænkelse bundet til den konkrete bæltefiksering men derimod bundet til den måde bukserne modvilligt trækkes ned og sprøjten stikkes i ballen. En omstændighed, som har stor værdi at få drøftet med patienten, hvilket ofte efterlader konkrete aftaler," siger han.

Også fortielser og løgne kan skabe svære etiske dilemmaer i psykiatrien ifølge Jacob Birkler, der fuldt ud anerkender problemstillingens mange varianter i hverdagen, men som også erfarer, hvordan etisk refleksion og forståelse for patientens behov i nogle tilfælde kan opløse dilemmaets omfang:

"Ofte handler det ikke om at lyve eller ej, men om at finde vejen til omsorg og behandling uden at lyve. Hvis en dement psykiatrisk patient hver dag spørger efter sin nu afdøde mand, så risikerer man, at hun skal stå op til ny sorg hver dag, hvis man fortæller sandheden. Siger man, at han er på arbejde og kommer snart, så lyver man. Istedet kan man spørge, om hun vil fortælle om ham, hvordan han ser ud, og hvad de har lavet sammen. På den måde kommer samtalen ikke til at handle om løgnen, men om det som optager patienten," siger han.

Men selv om psykiatrien er sprængfuld af de mange dilemmaer, som Birkler mener, at personaler med fordel kan trænes i at erkende, så tror han dog personligt mindre og mindre på traditionelle undervisningsformer, kurser, kompendier og pjecer omhandlende etik:

"Det kan være let at blive enige om generelle etiske regler. Men det kan være svært at handle i det konkrete. Derfor bør der ikke primært tales om dilemmaerne løsrevet fra praksis, men der hvor dilemmaerne opstår og trænger sig på i de svære situationer. Arbejdet med etik er fjernelse af skyklapper, og personalet ser ofte måder at handle på, men ikke altid måder at tale om dilemmaerne på. Men jeg erfarer, hvordan det opbyggelige blandt andet. ligger i at drøfte hverdagens dilemmaer, at få ord på de ting som erfares, så andre også tager ved lære heraf.

Det er afgørende, at man hele tiden reflekterer over, hvordan det kunne være bedre, uanset om rammerne ikke er til det, for det vil være afgørende i det mindste at kende til det, som har værdi, så i det mindste målet er klart. Men jeg hører ofte ’vi skal’, ’jeg skal’, men derved udelukker man jo tanken om, hvad der ville være det bedste for patienten." 

At tænke og tale er uanset rammer og tidspres dog alligevel heller ikke tilstrækkeligt ifølge Jacob Birkler:

"Selvfølgelig er etik ikke kun en refleksionsøvelse. Der kan opstå nye valgmuligheder, hvis vi pudser brillerne og ser patienten, for som en patient sagde til mig: Det er så befriende at blive forstået, men det er så modbydeligt at blive udsat for forståelse."

Men en styrkelse af de etisk velfunderede handlinger i psykiatrien er ikke uden udfordringer ifølge Birkler, hvis erfaring det er, at håndteringen af etiske dilemmaer i høj grad handler meget om personlige egenskaber. 

"Det betyder ikke, at etiske redskaber såvel som kundskaber er irrelevante eller fraværende blandt personalet. Men de store forskelle i håndteringen af de etiske dilemmaer er bundet til de personbårne egenskaber, og det gør det selvfølgelig mere udfordrende," siger Birkler og fortsætter: 

"Det blev desuden hurtigt klart for mig, at der er stor diversitet i dilemmaernes karakter afhængigt af, hvor man befinder sig i psykiatrien. Faktisk kom det bag på mig, hvor stor forskel der er afhængigt af sted og sektor. Både for patienter og for behandlere. Og det bør man være opmærksom på. For eksempel når man skifter sektor, for der kan så optræde nye former for etiske dilemmaer, som gør, at man kan komme til at gøre noget, som strider mod hvad patienterne har af behov afhængigt af alder, køn og sygdom, hvis man ikke er meget opmærksom.

• Etik i Psykiatrien
• Jaco Birkler
• Forlag: Munksgaard
• Pris: Kr. 249,00