Peter Øvig Knudsen efter elektrochok: Jeg er blevet en anden, og jeg kan bedre lide ham

BØGER. Elektrochok deler fortsat vandene i Peter Øvig Knudsens nye, modige og menneskekærlige bog "Jeg er hvad jeg husker". Heri beskriver han halvt selvbiografisk og halvt journalistisk ikke blot sin egen mirakuløse behandling med elektrochok, men også hvordan andre alvorligt depressive patienter tilsyneladende kun har fået en ødelagt hukommelse og andre skader ud af deres behandlinger.

Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen blev i januar 2018 helbredt for en svær, psykotisk depression ved hjælp af elektrochok efter to måneders indlæggelse på Rigshospitalets lukkede afdeling. Siden har han turneret Danmark rundt med det glade og mirakuløse budskab om de ellers så ofte dæmoniserede elektrochoks behandlingsresultater.  

Men i den nye bog "Jeg er hvad jeg husker" - med undertitlen ’Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt’ er hans aldeles forståelige taknemmelige begejstring her tre år senere blevet suppleret med et par mere kritiske, nysgerrige briller, som tidligere ECT-behandlede patienter gennem et par år har tryglet og bedt ham om at tage på. Heriblandt Pernille Frandsen, som kontakter ham efter at have overværet et af hans foredrag, hvor hun følte, at han med sin ’veldrejede fortælling om elektrochokmiraklet fuldstændig havde tromlet hendes egen mareridtshistorie, som rummede, at hun efter 12 behandlinger fik slettet stort set hele sin hukommelse, koncentrationsevne og evner til at arbejde, planlægge og lære nyt,” fortæller Peter Øvig Knudsen, der fortsætter:

"Efter telefonsamtalen med Pernille Frandsen var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle skrive den bog, du nu læser. Alle mine andre dokumentariske bøger har haft det underliggende tema, at jeg som den undersøgende forfatter konfronterer mine hovedpersoner og kilder med, at de i deres hukommelse har skabt en personlig fortælling om de mest dramatiske nøglebegivenheder i deres liv – og at den fortælling ikke nødvendigvis er identisk med andre øjenvidners erindring, endsige sandheden. De har redigeret fortiden og måske endda digtet til,’ fortæller han og fortsætter:

“Nu har begivenhederne tvunget mig til at stille spørgsmål ved min egen fortælling om mit liv: Det gælder oplagt Pernille Frandsens oplevelse af min magtfulde, ekskluderende fortælling om mirakuløse elektrochok”. 

Peter Øvig Knudsen har tidligere på ypperste vis beskrevet sin psykotiske depression i bogen "Min mor var besat", hvis første halvdel handler om at vokse op med en mor, der led af alvorlig depression og personlighedsforstyrrelse, og hvis anden halvdel handler om den voldsomme, depressive psykose, som han selv udviklede, da han kort efter morens død dykkede ned i hendes journaler med henblik på at skrive om hende.

Peter Øvig Knudsens mor modtog også elektrochok, og da hans egen psykiater anbefalede ham ETC-behandling, strittede han rædselslagen imod behandlingerne, som han på det tidspunkt sammenlignede med at blive tvunget til skafottet.

”Jeg er gået i sort. Elektrochok vil være det passende svar på den livstruende tilstand af svær psykotisk depression, som han og flere af afdelingens andre læger hurtigt har konstateret, at jeg befinder mig i. Det paradoksale er, at det præcis er, hvad jeg har forudset. Og frygtet mest af alt.

Siden jeg var dreng, og min mor fortalte mig om de skadelige elektrochok, hun selv havde fået, og op gennem en venstreorienteret ungdom med et dræbende kritisk syn på psykiatrien har elektrochok for mig stået som en form for statsautoriseret tortur,” skriver han og uddyber:

“Over for mig sidder denne alvorligt udseende mand, vi er sikkert jævnaldrende, han er iført hvid kittel. I ham ser jeg den ubønhørlige dommer, som snart vil dømme mig til den elektriske død. Han ser foran sig et ulykkeligt, stærkt forpint menneske, der efter flere måneders stadigt værre depression, angst, søvnløshed og mareridt nu har sluppet forbindelsen til en normal virkelighedsopfattelse, og som efter hans erfaring også er i høj risiko for at begå selvmord. Psykiateren, en afdelingslæge, er blevet tilkaldt på denne søndag, netop fordi personalet er bekymret over, at min tilstand er blevet værre siden indlæggelsen,” erindrer Øvig Knudsen, der frygter at blive en levende død uden hukommelse.

Men behandlingerne hjælper ham mirakuløst hurtigt og effektivt, og ud af depressionens grå og lammende askesky træder en ny-omvendt ECT-fortaler. Og det er denne pludselige genfødsel, som Øvig Knudsen nu forsøger at nuancere ved at give plads og taletid til blandt andre Pernille Frandsen, hvis fortælling og forløb i det psykiatriske system han tydeligvist har stor respekt for, og som får ham til at erstatte sin tidligere uforbeholdne begejstring med ord som: ’ECT deler vandene, og de, der har modtaget denne behandlingsform, kan opdeles i to hovedgrupper: De helbredte og de, som ikke er blevet raske og klager over at have fået ødelagt hukommelsen og deres liv.’

Men det er dog ikke kun hos Pernille Frandsen, at Peter Øvig Knudsen søger forklaringer. Blandt andre danske eksperter taler han med professor emeritus i psykiatri, Tom Bolwig, der har viet en stor del af sit professionelle liv siden 1970’erne til at forsvare og behandle med ECT både i Danmark og i udlandet. Men de to samtaler ikke kun om den gruppe patienter, der angiveligt kun får bivirkninger ud af behandlingerne. De taler også om Øvig Knudsens egne bryderier med at forstå, hvorfor han selv tidligere har været så meget imod ECT-behandlinger, som også han har viet en del af sit professionelle virke til – men dog i form af kritik af selvsamme Bolwigs arbejde.

Tom Bolwig har tydeligvist fortsat svært ved at anerkende patienternes klager og taler hellere om de mange patienter, som han mener er døde på grund af samfundets fordomme mod elektrochok – blandt på grund af filmen "Gøgereden" med Jack Nicholson i 70’erne. Andre af bogens medvirkende psykiatere og psykologer er – dog først efter kvalificeret pres fra forfatterens side - betydeligt mere åbne eller ligefrem anerkendende overfor, at der trods mange års officielle benægtelser af problemet blandt de psykiatere, som arbejder med ECT, måske alligevel kan være et problem i forhold til nogle patienter, som ikke blot er behandlingsresistente, men som måske decideret ikke tåler de for andre patienter så mirakuløst effektive behandlinger.

Indrømmelserne er således ikke afgørende nyheder for det interne psykiatrisk faglige miljø. Men det er vigtige indrømmelser for den almindelige samfundsdebat om ETC, som forfatteren således her få lirket frem, og indrømmelser, som måske kan være med til at nuancere både behandlingsforløb og potentielle efterbehandlinger hos dem, hvor behandlingerne ikke har levet op til målene herfor. Og om ikke andet kan indrømmelserne forhåbentligt styrke øget allokering af midler til forskning i effekt og bivirkninger ved ETC-behandlinger, som professor, overlæge dr.med. Poul Videbech ønsker at udføre samt til udvikling af tests, der fra fra starten kan udpege de patienter, som ikke har gavn af behandlingerne  - og i det hele taget til bedre tests af de former for hukommelsessvigt, som i dag ikke er målbare. 

Om sin fortid som indædt kritiker af psykiatriens behandlingsmetoder og heriblandt ikke mindst elektrochok, skriver forfatteren blandt andet:

"Samtidig er jeg i en proces med denne bog, hvor jeg forsøger at forstå, hvorfor jeg tidligere i mit liv har taget så vældig meget fejl i forhold til psykiatrien og ikke har villet anerkende det biologiske niveau. Måske er der omvendt nogle psykiatere og hjerneforskere, hvis egoer er svulmet lidt op, så de er kommet til at tro, at deres forskningsniveau var det, som styrede og kunne forklare alle andre niveauer,” skriver Peter Øvig Knudsen, der derfra bevæger sig over i en række refleksioner over, hvorfor så mange af os alt for ofte kan have svært ved at rumme andres opfattelser og fortællinger om, hvordan verden hænger sammen. Forklaringerne finder han i en blanding af fordomme og tabuer, som får os til at redigere virkeligheden ud fra vores egne selvopfattelser. Refleksioner, som ikke kun er interessante i forhold til psykiatrien, men også yderst relevante i forhold til sundhedsmyndighedernes forsøg på at komme i dialog med pandemiens covid-19-benægtere og vaccinemodstandere.

Peter Øvig Knudsen lægger i øvrigt ikke skjul på, at behandlingerne har betydet, at også hans egen hukommelse formentligt er blevet markant forringet. Men i hvor høj grad ved han ikke, for som bogens eksperter forklarer, så har videnskaben endnu ikke udviklet test og prøver, som er i stand til at diagnosticere og kvantificerbare den form for skader, som ECT muligvis kan påføre hukommelsen på længere sigt, nemlig den episodiske eller den selvbiografiske hukommelse, altså vores erindring om begivenheder tilbage i vores eget liv.

En mangel på redskaber, som forværres yderligere af, at også selve depressionen kan påvirke de kognitive evner negativt:

”Jeg kan ikke huske, hvad jeg har glemt. Med den sætning har jeg efterhånden svaret mange mennesker, som spørger, hvordan min hukommelse er blevet påvirket af både en alvorlig depression og en serie elektrochok. Men svaret er også, at selv om det er svært at kvantificere, har jeg en påtrængende fornemmelse af, at jeg efter min sygdom er blevet markant dårligere til at huske. Det gælder både erindringer fra år tilbage i mit liv og vigtige samtaler, som mine nærmeste fortæller mig, at vi har ført for få uger siden,” fortæller han og fortsætter:

”Det er ikke alt, jeg glemmer, langtfra. Ja, faktisk ville jeg tro, at jeg husker alt, hvad der er sket af væsentlige begivenheder i mit liv, både i nutid og fortid, hvis ikke jeg igen og igen bliver mindet om et eller andet, som min søn eller datter eller kæreste eller gamle ven begynder at tale om, og som simpelthen er væk fra min erindring.”

Men "Jeg er hvad jeg husker" er ikke kun en særdeles velskrevet bog om smertelige depressioner, elektrochok, hukommelsestab, forudindtagne holdninger, vores evne til at digte vores erindringer og identitet, men også en bevægende beretning om alvorlig sygdoms påvirkning af livet, efter at denne er overstået.

Selv er han ikke kun blevet dårligt huskende, men også en meget følsom tudeprins, som tit må betvinge sin trang til tårer og gråd:

”De første måneder efter, at jeg blev udskrevet fra hospitalet, hang grådlabiliteten sammen med en oplevelse af i det hele taget at være følelsesmæssigt hudløs og sårbar, hvilket gjorde det vanskeligt at deltage i sociale aktiviteter med andre end familie og nære venner. Men selv om ny hud siden er vokset frem, er jeg stadig en anden end den, jeg kender fra før, nu med en påtrængende sensitivitet og især denne tendens til ganske let at blive bevæget.

Nogle af de forsvarsværker, jeg byggede op i en ensom barndom med en psykisk syg mor, synes at være blevet væltet, og jeg har en gryende fornemmelse af, at jeg måske ikke bare skal bygge dem op igen. Jeg er begyndt at sætte pris på den øgede følsomhed som en livgivende gave i en moden alder,” skriver Peter Øvig Knudsen om sig selv og konkluderer:

”Jeg er blevet en anden, og jeg kan bedre lide ham," erklærer Peter Øvig Knudsen, der således endnu engang har brugt sine egne indre arkiver til at skrive endnu en meget læsværdig, modig, begavet og menneskekærlig bog om depressioner og deres nærmest uforståelige grumhed.

Peter Øvig Knudsen: "Jeg er hvad jeg husker", er udkommet på Gyldendals forlag og koster 224 kroner