Trump i videoen. Han har fået et nyt våben mod covid-19 i valgkampen.

Trump lover gratis, eksperimentel behandling: Guds velsignelse, at jeg fik covid-19

Den amerikanske præsident Donald Trump mener, at det var en Guds velsignelse, at han fik covid-19. For så fik han afprøvet biotekfirmaet Regenerons eksperimentelle og ikke-godkendte cocktail af monoklonale antistoffer, Regn-cov2. Den behandling mener han nemlig var årsagen til sin hurtige bedring - og nu lover han samme behandling til alle covidsyge amerikanere.

"Det var Guds velsignelse. En velsignelse i forklædning. For før min sygdom var behandlingen en behandling på linje med alle andre. Men jeg havde hørt om den og foreslog selv lægerne at afprøve den på mig, og jeg fik det straks bedre. Så nu har jeg autoriseret en nødgodkendelse af behandlingen. Jeg vil have, at alle syge amerikanere kan få samme behandling som jeg. Og vi arbejder på, at det skal være gratis," siger Trump i en video på Twitter. 

"Vi har Regeneron, men der er også en lignende behandling fra Eli Lilly. Man siger, at det er terapi, og det er det måske også. Men jeg ser anderledes på det. For mig har det været en kur. Jeg har det fantastisk, perfekt. Og alle skal have den samme behandling som deres præsident," siger han.

Miltæret skal stå for distribution, fortæller han, og kan levere hundredetusinder af doser i løbet af kort tid. 

Nyt våben op til valget

Lederen af staben i Det Hvide Hus, Mark Meadows, har forsøgt at protestere imod strengere retningslinjer fra de amerikanske lægemiddelmyndigheder FDA for nødgodkendelse af en coronavirusvaccine. De strengere retningslinjer anbefaler, at frivillige, der har deltaget i kliniske forsøg, skal følges i en median på to måneder efter den endelige dosis, inden der gives nødtilladelse til en vaccine. Det vil bedre sikre, at der ikke kommer tidlige bivirkninger, og at vaccinen ikke kun virker meget kortvarigt. Til gengæld vil to-måneders opfølgningsperioden udelukke enhver nødgodkendelse inden valgdagen 3. november.

Overraskende nok har Det Hvide Hus nu nikket til retningslinjerne. Måske fordi FDA havde fundet andre metoder til at få firmaer til at følge vejledningen. Og måske fordi Trump har fundet ud af, at han i stedet for at tale vacciner og forebyggelse af covid-19 nu kan slå på behandling af sygdommen.

"Det her er meget vigtigere for mig end en vaccine. Men vi har mange firmaer, som er i den sidste fase af en vaccine. Johnson & Johnsom, Moderna, Pfizer - alle store firmaer, og vi vil få en glimrende vaccine om kort tid. Jeg synes, at den skal komme før valget, men helt ærligt, så kommer der politik ind over, og det er okay, de vil spille deres spil, men det kommer lige efter valget. Og ingen andre end USA ville kunne have gjort det. FDA har reageret hurtigere end nogensinde før, og for at være ærlig, så har ingen præsident tidligere skubbet så meget på som jeg. FDA godkender nu medicin på uger, hvor det tidligere tog år," siger han.

"I skal have det gratis. Det var ikke jeres skyld, det her. Det er Kinas skyld. Husk det. I vil få det gratis. Det vil blive meget bedre end terapi. I vil få det bedre hurtigt ligesom jeg," siger han.

Fik eksperimentelt stof med det samme

Da præsident Trump fredag blev indlagt på Walter Reed National Military Medical Center, modtog han samme dag den eksperimentelle og ikke-godkendte cocktail af monoklonale antistoffer, Regn-cov2, som firmaet håber kan blive en effektiv behandling for covid-19.

En høj dosis af Regenerons antistofcocktai fører - ifølge en pressemeddelse fra Regeneron dagen før, at Trump blev indlagt - til, at virusniveauerne faldt hurtigere hos inficerede, ikke-indlagte patienter, hvilket potentielt indikerer, at behandlingen kan hjælpe dem med at blive bedre. Regeneron oplyste samtidigt, at de fulde resultater vil blive blive offentliggjort på et senere tidspunkt. Men ifølge Regeneron synes data at vise, at antistoffet havde en større effekt hos patienter, der testede positivt for covid-19, men som endnu ikke havde skabt høje niveauer af deres egne antistoffer mod virussen. Regenerons data stammer fra et forsøg med 275 patienter, som var testede positive, men som ikke var hospitalsindlagte, oplyste Regeneron om præparatet, som Trumps læger ifølge CNN måtte indhente FDA’ særlige tilladelse til for at kunne anvende overfor Trump.

Konvalescent plasma fra mennesker, der kommer sig efter covid-19, indeholder en blanding af forskellige antistoffer. Nogle af molekylerne kan angribe coronavirus, men mange er rettet mod andre patogener. Forskere har forsøgt at finde de mest potente antistoffer mod covid-19. De har derefter fremstillet syntetiske kopier af disse molekyler, kendt som monoklonale antistoffer. Forskere undersøger nu udvalgte syntetiske antistoffer som en mulig behandling for covid-19, enten individuelt eller i cocktails. Virksomheder som Eli Lilly og Regeneron startede for nylig kliniske forsøg med disse monoklonale antistoffer.

Monoklonale antistoffer blev først udviklet som en terapi i 1970'erne, og siden da har FDA har godkendt dem til 79 sygdomme, der spænder fra kræft til AIDS.

USA’s førende ekspert i infektionssygdomme, Anthony Fauci, mener, at de monoklonale antistoffer er lovende både som behandling og til forebyggelse af covid-19. Det siger han i et interview med MedPage Today 1. september. Fauci, læge og direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID), sagde desuden, at antistofferne har en meget koncentreret, meget specifik, direkte antiviral tilgang til en række sygdomme.

”Succesen med ebola var meget opmuntrende," sagde Anthony Fauci.

USA’s sundhedsstyrelse, NIH, har flere gange i august fremhævet forsøg med monoklonale antistoffer udført blandt flere forskellige covid-19-patientpopulationer: F.eks. blandt ambulante patienter med covid-19, patienter indlagt på hospitalet og endda et forsøg i hjem med bekræftetet coronasmitte, hvor terapien blev brugt forebyggende.

Fauci forklarede videre, at antistofferne ikke er praktisk anvendelige for andre vira, der kun varer en dag eller to, hvor virussen måske allerede er væk, når patienten modtager behandlingen: 

"Hvis du har en sygdom, der er alvorlig nok og langvarig nok, som vi så med ebola, og hvad vi i øjeblikket ser med covid-19, har du formentligt  muligheder for at få det monoklonale antistof til at fungere," sagde Fauci og tilføjede: ”Mange af dem er stadig i kliniske forsøg og er ikke tilgængelige til rutinemæssig brug, men de data, der er akkumuleret på det seneste, indikerer, at de er en meget lovende form for forebyggelse og behandling."

 

Tags: corona, trump

Like eller del denne artikel