Kritisk læge fik brutal besked af ledelse: Du er ikke ønsket i Region Midtjylland

Ledende overlæge på Røntgen og Skanning i Randers, Mahican Gielen, er fortid, ikke kun i Randers, men i hele Region Midtjylland. 

Det fik hun at vide på et brutalt møde i går, hvor den kritiske læge reelt fik valget mellem fyring og en fratrædelsesaftale.

Hun var indkaldt til tjenstlig samtale med hospitalsledelsen, hospitalsdirektør Jonas Dahl, lægefaglig direktør Lone Winther Jensen, sygeplejefaglig direktør Marianne Jensen, HR-chef Mette Hjorthøj Dehlendorff og en juridisk repræsentant for sygehuset. Selv havde Mahican Gielen taget en repræsentant fra fagforeningen med, sin mand og regionspolitiker Jørgen Winther (V).

Sundhedspolitisk Tidsskrift har bedt Mahican Gielen om at fortælle om mødet, men det ønsker hun ikke. Hun henviser i stedet til Jørgen Winther.

Han er chokeret.

"Jeg har været med i 100 år i politik, men jeg har aldrig oplevet noget så uretfærdigt, urimeligt og katastrofalt," siger han.

"Mahican fik at vide, at hun ikke er ønsket på noget hospital i Region Midtjylland. Det var chokerende. Der er stor mangel på radiologer i regionen, og ledelsen kunne dokumentere, at Mahican Gielen er en fantastisk dygtig røntgenlæge. Der er ventelister for patienter, men der er ikke plads til en utrolig kvalificeret radiolog! Ledelsen vil åbenbart hellere skændes end behandle patienterne. Regionen har mange problemer, men al energi går med ballade," siger Jørgen Winther.

"Regionen henviser til "samarbejdsproblemer", men kan kun komme med to konkrete kritikpunkter: At Mahican Gielen er kommet med spydige bemærkninger og har været for lidt i kaffestuen. Det er hovedrystende," siger han.

I dag onsdag forventes det, at ledelsen kan præsentere en fratrædelsesaftale, som Mahican Gielen reelt ikke har andre muligheder end at sige ja til, med mindre hun vil fyres på gråt papir.

Jørgen Winther var også bisidder for Ulrich Fredberg, som i foråret blev fyret som ledende overlæge på Diagnostisk Klinik i Silkeborg på grund af hans brug af lavdosis CT i Silkeborg. Og Jørgen Winther kan se flere paralleller i de to sager og i sagen med hospitalsdirektør på Regionshospitalet Viborg, Lars Dahl Pedersen, og sygehusets sygeplejefaglige direktør, Tove Kristensen, som begge blev fyret i 2018.

"Der er tale om nogle yderst kvalificerede direktører og læger, som alle har været kritiske overfor koncerndirektør Ole Thomsen. Ole Thomsen sidder med den totale magt i regionen og styrer Anders Kühnau (regionsformanden, red.). I sagen med Ulrich Fredberg blev der beviseligt bragt falske anklager frem, og i Mahican Gielens tilfælde kan jeg se, at hun kom i problemer, efter at hun var bannerfører på en kritik af manglende ytringsfrihed for hospitalsansatte i Region Midtjylland," siger Jørgen Winther.

I maj foretog Dagens Medicin en spørgeskemaundersøgelse om lægers ytringsfrihed. 83 pct. af deltagerne fra Region Midtjylland mente, at der generelt er problemer med lægers ret til at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen. 45 pct. af deltagerne fra regionen havde – af frygt for konsekvenserne – undladt at fortælle offentligt om problemer på deres arbejdsplads.

Sundhedspolitisk Tidsskrift har bedt hospitalsdirektør Jonas Dahl og koncernchef Ole Thomsen om en kommentar til Jørgen Winthers kritik.

Ole Thomsen meddeler, at han ikke ønsker at kommentere på udtalelserne fra Jørgen Winther. 

Jonas Dahl siger, at han ikke kan genkende hverken Jørgen Winthers udlægning af mødet eller af sagen. 

"Men jeg kan bekræfte, at baggrunden for mødet var Mahican Gielens manglende evne til at løfte den ledelsesmæssige opgave. Det har vi fået flere henvendelser om. Mere kan jeg ikke sige om sagen på nuværende tidspunkt," siger han.

Ivrig debattør

Mahican Gielen har gennem de seneste måneder været stærkt kritisk overfor bl.a. regionsledelsen. Hun er gået i brechen for Ulrich Fredberg, som før sin fyring i foråret i årevis havde været en torn i øjet på både hospitalsledelse og ledelsen i regionen for hans åbenmundethed og kritik af ledelsen.

Mahican Gielen har været en ivrig debattør på både Twitter og i andre medier, hvor hun bl.a. har advokeret for ytringsfrihed. Men frygten for, at hendes kritik skulle give bagslag, har ligget i hende længe.

I et debatindlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift 4. maj skrev hun blandt andet: "Jeg ... er rystet over udmeldingerne omkring Ulrichs kritiske holdning, og at det kunne have været med til at få ham fyret. Jeg ved ikke, om der er sandhed i de udmeldinger, men jeg er selv ny lægelig leder i Region Midtjylland, og det kan gøre mig bekymret at høre om det. Jeg kan selv også være kritisk, når jeg synes det er vigtigt for vores faglighed og for personalets eller patienternes tarv og mener, at vi faktisk har en pligt til det som læger og videnskabsmennesker. Hele sagen gør mig dog bekymret om, hvorvidt man skal passe på med sin kritik, og hvem man kan kritisere. Det håber jeg sandelig på ikke er nødvendigt i et land som Danmark."

Senest har Mahican Gielen gjort opmærksom på, at en gennemgang af 94 henvisninger af patienter til røntgen af brystkassen i Randers viser, at 59 opfyldte kriterier for at komme i højdosis CT, hvis man skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, sådan som det blev pålagt Silkeborg at gøre. Men indtil videre er ingen patienter, der er undersøgt med den mindre præcise røntgen, indkaldt til højdosis CT i Randers, skriver Midtjyllands Avis. Det på trods af, at hun har gjort sin hospitalsledelse opmærksom på problemet. Hun har ifølge avisen rejst sagen i Specialelægerådet for Radiologi i Region Midtjylland, hvor hun er næstformand, men hendes oplysninger og kommentarer fremgår ikke i det efterfølgende referat, hvilket hun har klaget over.

Kritik af Gielens ledelse

Ledelsens begrundelse for at indkalde Mahican Gielen til tjenstlig samtale tirsdag var, at man vurderede, at hun, der blev ansat som ledende overlæge på afdelingen i september sidste år, ikke magtede ledelsesopgaven. 

Om dette er den sande forklaring, eller det er et forsøg på at banke hende på plads og standse hendes kritik, Twitter-indlæg og debatindlæg, vides ikke.

Mahican Gielen sagde i august til Sundhedspolitisk Tidsskrift om baggrunden for den tjenstlige samtale:

"Min overradiograf har været sygemeldt, og jeg bad derfor Lone Winther Jensen om en samtale 19. august for at høre, hvad jeg kunne gøre. Pludselig bliver der booket et møde, hvor også Jonas Dahl og Marianne Jensen kommer. Da jeg kommer til mødet sidder HR-chefen der også. Hovsa, siger jeg, da jeg kommer ind. Hvad sker der? Hvis HR-chefen er med, skulle jeg have haft det at vide.

Hun blev præsenteret for et notat, hvoraf det fremgik, at der havde været flere henvendelser om hende, også en henvendelse tilbage i juni.

"Jeg er totalt overrasket, for det jeg intet hørt om. Jeg har ikke anet, at der var nogle, som var utilfredse med min ledelse. Flere ting i notatet er heller ikke rigtige eller meget personligt. Jeg kan f.eks. se, at en overlæge giver udtryk for, at jeg kommer for lidt til kaffebord," sagde hun.

 

 

 

 

 

 

Relaterede artikler

Tags: Fredberg-sagen

Like eller del denne artikel