Trafik og barernes ekspressokaffe fylder igen de italienske bybilleder  

ITALIEN. Symbolerne på Italiens Coronakrise, den norditalienske by Bergamos kirkegårde og lufthavn, Orio, slog i mandag 18. maj dørene op efter at have været lukket ned i 69 dage for henholdsvist sørgende efterladte og rejselystne passagerer. Men samtidigt med, at antallet af døde og smittede falder, og landet nu for alvor åbner op, advarer landets eksperter mod en anden bølge i sommerens løb, skriver journalist Maria Cuculiza fra Italien.

Da Italiens regering mandag morgen åbnede landet igen efter at have mistet over 32.000 mennesker til coronavirus, og heraf næsten halvdelen i regionen Lombardiet, hvor byen Bergamo ligger, skortede det ikke på advarsler og bekymringer fra eksperter og regering. Men som landets premierminister udtrykte det lørdag aften: ”Vi tager en kalkuleret risiko, for vi kan ikke fortsætte nedlukningen”.

Det var Bergamo, som kom på hele verdens landkort, da kolonner af lastbiler mange dage i starten af april måtte køre lig, som der ikke mere var plads til hverken at begrave eller brænde i Bergamo, ud og væk til andre italienske provinser. Og det er Bergamo, som stadig står som nationens største skræmmebillede på, hvad der kan ske, når livet genoptages.

Maria Cuculiza

Men at italienerne var begejstrede var umuligt at overse i går, hvor de igen kunne få deres rituelle morgenmad, ekspresso og cornetto, som de har gjort det i århundreder, inden de går videre på arbejde. En spontan venden tilbage til tiden før coronakrisen, som dog straks påkaldte sig advarsler fra læger, myndigheder og politikere, som allerede før frokost begyndte at true med bøder og straf, fordi for mange i deres fryd fortrængte alle påbud om tilstrækkelig afstand og brug af masker i det offentlige rum.  

Det afholdt dog ikke en masse unge og yngre fra at fejre dagen med aperitivo’er senere på dagen, også uden masker og afstand rundt omkring i landet.

Hvordan det kommer til at udvikle sig de næste par uger, tør ingen spå om. Kan italienerne være innovative entreprenører under coronaens skygge og samtidig være forsigtige og ansvarlige? Vil især de unge italienerne fortsat blæse alle forsigtighedsregler en lang march efter flere måneder i fangenskab og muntre sig på barer, strande og pladser med masser af syge til følge? Eller retter de ind igen, når først håret er blevet klippet, neglene manicurerede og de nærmeste familiemedlemmer og venner kysset og krammet til uigenkendelighed? Og vil myndighederne mon overhovedet gøre alvor af deres trusler om, at alt lukkes ned igen, hvis smittetallet stiger til over 1?  

Eller vil rædselsscenerne fra Norditalien også blive en del af virkeligheden for de mere fattige sydlige dele af Italien, som indtil videre er mindre hårdt ramte, men nu efter første nedlukning er endnu fattigere? Ingen ved det og ingen tør gætte, for ingen har tidligere lykkedes med at spærre italienere inde i deres derfor ofte også ret så ubekvemme boliger.  

Men uanset så skal italienerne – om de vil eller ej - indstille sig på en radikalt anderledes ny normal, som givetvis vil ramme dem og deres kulturelle identitet uforholdsmæssigt hårdt sammenlignet med mindre frivole, mindre udadvendte og sprudlende nationer som for eksempel Danmark, Norge og Tyskland. For nok har barer, restauranter, frisører, butikker, storcentre, hoteller og skønhedssaloner, hvor en stor del af italienernes liv udspiller sig, nu fået lov at åbne igen. Men mange af alle disse små og større erhvervsindehavere lader vente på sig. Nogle tør ikke åbne på grund af smitterisikoen, andre har ikke tilstrækkeligt plads til at kunne drive forretning under de nye afstands- og hygiejneregler, og andre igen har ikke råd til at indrette deres lokaler, så disse lever op til kravene.

Og som noget nyt siden søndag aften er der restauratører, som frygter dundrende underskud fra dag et på grund af mangel på kunder, som enten er bange for at blive smittede ved at spise ude eller som simpelthen ikke ønsker at afgive de personlige data om sig selv og deres eventuelle selskab. Det kræver blandt andet den sicilianske regering nu som en del af åbningen. Restauranterne skal indsamle og opbevare folks personlige data i 14 dage, så samtlige kunder i perioden senere kan spores i fald af smitteudbrud.

Forandrende for kulturen er også alt andet lige, at mange over 50 år er rædselsslagne for at blive smittede eller for at smitte deres endnu ældre familiemedlemmer, hvorfor de fortsat har vendt deres sociale liv, frisøren og baren ryggen og forbliver hjemme i venten på vaccine og behandlinger. Alt imens at regeringens eksperter på åbningsdagen oplyste, at 30 procent af landets syge menes smittet hjemme eller hos familie og venner.

Men den effektive vaccine er ikke det eneste mirakel, som italienere afventer. Mange familie og virksomheder har siden lock-down 12. marts forgæves ventet på lovet økonomisk hjælp fra regeringen til mad og fornødenheder. Søndag aften legede regeringen igen julemand og lovede endnu flere hjælpepakker med alt fra tilskud til elektriske cykler til mad på bordet og tilskud til erhvervslivet. Mirakler, som alle tror og håber på samtidigt med, at alle udmærket godt ved, at intet vil blive indfriet, for statskassen er mere end tom.

Så lige nu venter italienerne på julemanden og hans gavesæk, på den hellige mirakuløse beskyttelse mod corona og det traditionelle sommerliv på strandene. Uden altid den store lydhørhed overfor de mange nationale advarsler fra landets eksperter, som frygter en ny bølge i løbet af sommeren, hvis ikke den løsslupne del af befolkningen meget hurtigt strammer sig gevaldigt an.

 

Læs Maria Cuculizas andre artikler om corona-situationen i Italien:

Tags: corona, italien

Like eller del denne artikel