Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kirurger arbejdede 42 timer på en weekend

Kirurger på Odense Universitetshospital er i mindst et år blevet vagtsat, så de arbejdede 42 timer fra fredag eftermiddag til tidlig mandag morgen. Den vagthavende kirurg arbejdede op til 24 timer i træk.

Det skriver BT. Avisen er kommet i besiddelse af oversigter over vagtplaner for Odenses Universitetshospitals Kirurgiske Afdeling A. Afdelingen hører under samme ledelse som den afdeling i Svendborg, hvor en læge i august fik en dom for 'grov pligtforsømmelse' i forbindelse med en fejl begået i 2013.

Foreningen Yngre Læger oplyser, at læger og dermed også kirurger, faktisk gerne må have vagter i op til 24 timer, men ifølge overenskomsten skal den pågældende læge hvile i 11 timer ud af de 24 timer.  

Camilla Ratchke, formand for Yngre Læger, vil ikke kommentere på de konkrete forhold på OUH´s kirurgiske afdeling, da Yngre Læger i øjeblikket er i dialog med afdelingen og ledelsen om arbejdsforholdene på stedet. Men hun forklarer, at det på store kirurgiske afdelinger efterhånden ikke er muligt, at leve op til de gældende regler.

»Lægerne må kun arbejde i de 13 timer af en 24 timers vagt, men i praksis er det meget få stedet i landet, hvor det efterhånden kan lade sig gøre. Derfor er det også vigtigt, at tillidsfolk siger fra,« siger hun til avisen.

Psykolog i Stressforeningen, Solveig Wandall, forklarer at det er helt utilstedeligt, at danske kirurger arbejder efter den type vagtplaner.

»Man risikerer simpelthen folks liv på den måde. Når du er i søvnmangel og arbejder under pres, så nedsættes dine kognitive funktioner. Kirurger skal udføre krævende og meget præcise indgreb og i den forbindelse, så er det simpelthen livsfarligt,« siger Solveig Wandall til BT.

Ledende overlæge på OUHs Kirurgisk Afdeling A, Claus Vinther, forklarer i en mail til BT, at praksis med kirurgernes vagter på 42 arbejdstimer i weekenden nu er stoppet.

»Der er tale om såkaldte bagvagter, som alle er speciallæger, hvor der er indregnet mulighed for søvn og hvile i den tid, man er på vagt,” skriver han bl.a.

Tags: ARBEJDSMILJØ, Yngre Læger, Odense Universitetshospital, patientsikkerhed, Camilla Ratchke, Solveig Wandal, Stressforeningen, stress, Claus Vinther

Del artikler