Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Manu Sareen dropper cannabisforening

Tidligere socialminister Manu Sareen og hans ’Patientforeningen for Medicinsk Cannabis’ dropper en retssag mod den danske stat efter, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har ændret i bekendtgørelsen om euforiserende stoffer og tilladt køb og salg af plantebaseret medicinsk cannabis med under 0,2 procent indhold af THC. Samtidig lukker Sareen foreningen.

”Vi har vundet,” siger Manu Sareen som forklaring på, at både Patientforeningens hjemmeside og kampagnesiden legalizenature.nu i sidste uge blev lukket ned, og at retssagen mod staten er droppet.

Baggrunden for søgsmålet var ifølge Manu Sareen, at han blev forarget over, at helt almindelige mennesker blev kontaktet af politiet og straffet, fordi de købte cannabis til medicinsk brug i udlandet. Den primære påstand i søgsmålet var, at det strider mod varernes frie bevægelighed, når de danske myndigheder konfiskerer og straffer import af medicinsk cannabis fra EU-lande, hvor lovgivningen i modsætning til i Danmark tillader produkter, der indeholder op til 0,2 procent af det euforiserende stof THC.

Folketingets ændring af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer er imidlertid netop det, som Patientforeningen for Medicinsk Cannabis ønskede, og derfor er sagen droppet, fortæller Manu Sareen.

”Vi sendte søgsmålet, men da Folketinget ændrede lovgivningen, så har vi jo sådan set vundet, og så er det klart, at vi ikke går videre med sagen,” siger han.

Også patientforening droppes

Da Patientforeningen for Medicinsk Cannabis søgte 750.000 kroner via crowdfundingsiden Boomerang. skrev den, at patientforeningen blev stiftet med det formål, at den ville være "en traditionel patientforening, hvor alle danskere med fysisk eller psykiske lidelser kan få rådgivning om medicinsk cannabis". Og at den i praksis ville fungere som et "videnscenter, deer samler al vital (international) forskning inden for medicinsk cannabis og yde rådgivning til større organisationer".

Men samtidig med, at retssagen mod staten droppes, lukkes patientforeningen imidlertid også, og Manu Sareen siger nu, at det skyldes, at legalisering af medicinsk cannabis var hovedformålet med foreningen.

”Tingene hænger sammen, og for mange af de mennesker, der hjalp os, var retssagen det primære årsag til at være med,” siger han.

Manu Sareen vil nu give foreningens medlemmer en chance for at bede om at få deres kontingent tilbage, og når han er sikker på, at alle har haft chancen, vil der bliver gjort regnskab, og et eventuelt overskud vil blive doneret til foreningen Børn, Unge og Sorg, fortæller han. Hvor mange medlemmer, der har støttet foreningen økonomisk, kan han ikke på stående for svare på, men opbakningen har været stor, fortæller han.

”Min mailboks er nærmest væltet i mails fra folk, der har støttet sagen,” siger Manu Sareen.

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Medicinsk cannabis med et højere indhold af CBD eller THC er stadig forbeholdt nogle få patientgrupper, og det skal stadig udskrives af en læge, og priserne på de produkter, der er i handlen i Danmark er så høje, at flere læger mener, at de fleste patienter ikke vil have råd til behandlingen. Er der ikke stadig en opgave for patientforeningen?

”Jo, man vil stadig have en sag, og jeg er enig i, at der stadig er udfordringer, men det var ikke det, vi blev sat i verden til. Vi har aldrig forholdt os til priser og andre ting omkring produkterne, det vi kæmpede for var retten til at bruge medicinsk cannabis, men man kunne helt sikkert godt have startet en bevægelse,” siger Manu Sareen.

 

 

Sådan formulerede Patientforeningen for Medicinsk Cannabis sit formål, da den søgte 750.000 kroner via crowdfundingsiden Boomerang. Der blev dog kun indsamlet 14 procent af beløbet.  

 

Ændringen af bekendtførelse om euforiserende stoffer

Efter 1. juli 2018 anses cannabisprodukter med et indhold på 0,2 % THC eller derunder ikke længere som regulerede euforiserende stoffer. Det betyder, at det bliver tilladt at besidde og forhandle cannabisprodukter med THC under grænsen. Men ved siden af dette gælder fortsat reglerne om lægemidler, kosttilskud, fødevarer m.v., som fortsat skal overholdes.

Det er svært at svare generelt på, om cannabisprodukter på nettet nu er lovlige eller ej. Det afhænger af en konkret vurdering oliens reelle indhold, anvendelse, oprindelsesland, produktionsforhold m.m.

Men generelt gælder, at meget af det cannabisolie, der sælges på nettet indeholder CBD i en mængde, der påvirker kroppen. Olien vil derfor formentlig blive vurderet til at være et lægemiddel – også selv om THC-indholdet er under 0,2%. 

Hvis cannabisolien er et lægemiddel, skal det enten leve op til reglerne i lægemiddelloven eller i loven om forsøgsordningen med medicinsk cannabis. 

Cannabisolie, der indeholder CBD og sælges på nettet, er derfor for det meste ulovligt – også selv om olien indeholder under 0,2% THC, fordi den ikke lever op til de øvrige regler, der gælder på området.

Kilde: Lægemidelstyrelsen

Tags: Medicinsk cannabis, cannabis

Del artikler