Et gebyr på tolkning er et gebyr på menneskerettigheder

Kommentar

Morten Sodemann

Professor i Global Sundhed og Indvandrermedicin på Syddansk Universitet

DEBAT: Folketingets er ved at begå en forbrydelse i den blinde, tonedøve tiltro til, at dansk sprog er det eneste middel til integration, og at manglende sprogtilegnelse er tegn på sløvsind, ligegyldighed eller vrangvillighed. Tolkegebyret truer patientsikkerheden og basale menneskerettigheder, skriver professor Morten Sodemann i dette debatindlæg.

Det er aldrig sjovt at tabe mælet. Endnu værre er det at miste sin dyd. Men det allerværste er dog at tabe sin værdighed. Alle tre ting tabte Folketinget i torsdags. Oven i købet over en lillebitte, bagatelagtig, men symbolladet, sag: Folketinget havde første behandling af et forslag om, at patienter, der har brug for tolk, nu skal betale et gebyr for at kunne tale med lægen.

Bevares, der findes læger, der mener, at patienter, som ikke kan tale dansk, bør gå til dyrlæge, og der er politikere, der mener, at det er fuldstændig ligegyldigt, om man kan tale med lægen. Men det må være de skøre enlige tilfælde, tænker du måske.

Men nej, et flertal i Folketinget, med Socialdemokratiets kovending faktisk en urovækkende majoritet, er i sidste uge blevet enige om, at patienter må gå til dyrlæge, hvis de ikke taler dansk. Dyrlæger er trods alt uddannet til det der med simple kropssprog, grovkirurgi, foder og hestesprøjter.

Man tror, at det er løgn, når politikere i Folketingssalen åbent indrømmer, at der ikke er rationelle argumenter for et tolkegebyr, men at de alligevel vil stemme for det. Man kommer til at tænke på Fremskridtspartiets Kresten Poulstrup: ”Hvis dét er fakta, så benægter ah fakta”.

Jeg nægter simpelthen at tro på, at I ikke ved, hvilke konsekvenser,a t et tolkegebyr har. Vi taler ikke om bjørneklo, ulve, vandpest eller vildsvin. Vi taler om mennesker, om personer med sygdom, om flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter at have krydset Middelhavet i en synkende, rådden, brændende gummibåd med tre måneder gamle spædbørn og 80-årige bedsteforældre. Flygtninge, der har oplevet ting, ingen mennesker skal opleve: Giftgas, vilkårlige henrettelser, systematisk voldtægter eller set deres forældre blive begravet levende.

Sprog er ikke til at spøge med – det skal læres, og det kræver overskud og tydelig nødvendighed. Men man tilegner sig ikke bare sprog, fordi flertallet synes, at man skal. Der er oceaner af forskning, der beskriver og forklarer sociale og psykiske forskelle i sprogindlæring, og krigstraumer er bare én af mange barrierer. Sprogtilegnelse kræver også en hjerne med batteri, overskud og hukommelse. Krigstraumer, krigstræthed og krigen med familie, kommunen og hjemlandet er opslidende – det tærer på kræfterne, og den mentale båndbredde indsnævres. Dét er menneskets overlevelsesmekanisme: konservér energi til overlevelse.

Vi har prøvet et tolkegebyr kortvarigt i 2011-12, men det blev hurtigt stoppet, fordi det var farligt, dyrt og en kafkask administrativ udfordring: Patienter klagede over dårlige tolke, dårlige lægesamtaler, tolkegebyr på aflyste aftaler og et tiltagende morads af undtagelser, der hver især krævede en dyr lægeerklæring. Det ved I godt, ikke? Vi har sagt det til jer mange gange, bl.a. i en detaljeret rapport ”Tolkelovens præmisser og konsekvenser” fra 2011. Så, I kan ikke sige, at dén viden er ny.

Når man ikke kan tale med lægen, går det galt – rigtig alvorligt galt. Som en patient i Indvandrermedicinsk Klinik lidt opgivende konstaterede: ”Hos lægen taler jeg med fingrene – det er ikke så godt”. I en rapport fra 2017 blev det påvist, at tre ud af fire patienter henvist til Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital havde oplevet to eller flere betydende patientfejl alene pga manglende tolk.

En læge-patient samtale består af tre dele: 1) en patienthistorie, 2) en fælles problem/løsningsformulering og 3) et informeret samtykke til undersøgelse og behandling. De første to dele er en sundhedsservice, en sundhedsydelse, men den tredje del, samtykket, er en forvaltningsretlig afgørelse. De to første samtaledele er juridisk set uproblematiske, men den tredje del, samtykket, er dybt problematisk, fordi der er tale om en gensidig, juridisk bindende, afgørelse, som patienten SKAL a) forstå og b) være helt og entydigt enig i. Og det er hér, at politikerne er på juridisk udebane. For hvem har ansvaret, hvis patienten 1) nægter at have tolk med, 2) af lægen/sygehuset er blevet påtvunget at betale for en dårlig tolk, 3) af lægen/sygehuset er blevet påtvunget at betale for en tolk, der taler et forkert sprog/dialekt? 

Den sidste del af samtalen handler om forvaltningsret – og her er der ikke frit valg på de symbolpolitiske hylder. Lovforslaget om tolkegebyret er omhyggeligt udformet, så det IKKE berører forvaltningsret. Men dét betyder ikke, at det ikke ér forvaltningsret. Patienter, der ikke forstår lægens beslutninger kan derfor gøre ansvar gældende overfor den pågældende læge.

Tolkegebyret opererer i en bred gråzone: Hvem har ansvaret, hvis en patient ikke har råd til tolk og derfor ikke forstår det informerede samtykke (og enten klager over at blive behandlet uden at vide det, eller hvis der opstår en lægefejl, komplikation eller bivirkning, som får langtidsfølger, fordi patienten ikke har den fornødne information til at reagere selv). Et informeret samtykke er ikke en serviceydelse, men en forvaltningsmæssig afgørelse, hvor patienten kan gøre ansvar gældende overfor den enkelte læge/sygeplejerske. Det er ulovligt at kræve gebyr for en forvaltningsretlig afgørelse. Det er formentligt juridisk acceptabelt at tage gebyr for servicedelen af lægesamtalen, MEN det gælder ikke af den sidste del af samtalen, som er en forvaltningsretlig afgørelse. Med andre ord: Der kan ikke tages penge for en læge-patient samtale. 

En samtale hos lægen (og det efterfølgende juridiske samtykke) kræver 1) tilstrækkelig information 2) korrekt information 3) relevant information, 4) klar information. Desuden er der behov for enighed om, hvad ord betyder (semantik), hvordan ord anvendes (pragmatik) og det underforståede, det implicitte udtrykt ved rammer og kontekst og det ”usagte” (implikatur). I tværkulturelle læge-patientsamtaler kræver det ikke bare en sprog-tolk, men også en sprog-kultur-mediator, der kan sikre at det usagte, det kontekstuelle, formidles til patienter, der ikke er bekendte med de finurlige, etnisk danske sociale samtalekoder. Og det er dét, der er Folketingets forbrydelse: Den blinde tonedøve tiltro til, at dansk sprog er det eneste middel til integration, og at manglende sprogtilegnelse er tegn på sløvsind, ligegyldighed eller vrangvillighed, truer patientsikkerheden og basale menneskerettigheder. Men den lurende fare nedenunder det hele er, at Folketingets hjerne- og hjerteforløse beslutning rokker ved sundhedsprofessionelles tiltro til politikeres dømmekraft og værdighed. Man kunne undskylde folketingspolitikernes manglende detailviden om sprogtilegnelse, og hvordan PTSD påvirker hukommelse, koncentration og indlæring. Men det er utilgiveligt, at politikerne ikke kender til grundlæggende patientsikkerhed, generelle lighedsprincipper og helt basal jura. 

Kære Folketing: Tænk jer om – I starter en farlig glidebane med tolkegebyret. Et gebyr på tolkning er et gebyr på menneskerettigheder. Én af de faktorer, der videnskabeligt set er med til at reducere sprogtilegnelse er et fjendtligt miljø overfor minoriteter, stigma og marginalisering. Det er dér, I skal sætte ind – og det ved I godt. Der er INGEN studier, der nogensinde har vist, at et gebyr på tolkning øger sprogindlæring hos dem, der har problemer med at lære sprog., vel? Og så er der lige den alvorlige del af festen: Læger er stærkt bekymrede over, at I bevidst ignorerer, at det informerede samtykke er en afgørelse, der både beskytter patienten OG LÆGEN. Og læger er lige nu meget MEGET følsomme overfor de juridiske tvetydigheder, I har indlejret i Sundhedsloven. Vi vil ikke have mere ballade med dét, end vi har allerede, tak.

Flertallet i Folketinget har ikke ret, bare fordi I er flest, og I har kun ret til de meninger, I kan argumentere for. I denne sag har I tabt mælet, ligesom 30 procent af flygtningepatienter vil miste mælet med dette gebyr. Der er hverken moralske, integrationspolitiske eller logiske grunde til at påføre patienter en helt unødvendig sårbarhed, der med sikkerhed fører til patientfejl, komplikationer og bivirkninger, som kunne være undgået. Der er ingen rimelighedsbetragtninger, der kan forsvare de enorme menneskelige og faglige konsekvenser, som jeres svage, vakkelvorne symbolpolitik efterlader.

Sundhedsvæsnet er ikke en symbolpolitisk legeplads – find et andet sted at lege, hvor I ikke gør skade.

Tags: Morten Sodemann, tolkegebyr

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift