Sygeplejerske: Jeg undskylder

Debat

Af Berit Byg
Tidligere mangeårig anæstesisygeplejerske og sundhedspolitisk konsulent
Medlem af kredsbestyrelsen for Dansk Sygeplejeråd, kreds Nordjylland

KRONIK: Intens travlhed får sygeplejerske Berit Byg til at føle, at hun svigter alle: Patienterne, de pårørende og kollegerne. For at få tingene til at hænge sammen, må hun tage dobbeltvagter. Og svigter så sit lokalsamfund, sin familie og sine venner. "Undskyld," siger hun. 

”Undskyld” siger jeg til min patient, da jeg må forlade ham, fordi telefonen i min lomme ringer endnu engang, mens vi taler med hinanden.

Jeg er sygeplejerske og er ved at forsøge at spore mig ind på baggrunden for hans sygeforløb, og hvornår symptomerne kommer klarest til udtryk.

”Jeg ved jo, I har travlt,” svarer han overbærende, mens jeg haster videre.

Det skærer mig i hjertet, fordi patienten fortjener min opmærksomhed og mit nærvær for at kunne blive hjulpet bedst muligt i den situation, han befinder sig i netop nu.

Lige som jeg ved, at lægerne om lidt vil spørge ind til netop dette, og jeg også må svare dem med en beklagelse og undskylde, at jeg ikke nåede at blive færdig med mit arbejde.

En anden patient er utryg og bange, fordi hun snart skal udskrives. Hun forsøger at tage fat i mig hver gang, jeg kommer forbi. Der er for meget andet, og jeg har ikke tiden til at gå dybere ind i hendes frygt. Jeg forsøger at afbøde det værste, når jeg skriver til kommunen. Men husker jeg det hele? Og kommunen skal jo også spare og regner på, hvad hun kan nøjes med og ikke, hvad der er det bedste for hende.

Hendes frygt er vel begrundet.

”Undskyld” siger jeg igen og kigger skamfuldt ned på snuderne af mine sygeplejesandaler.

Undskyld, pårørende

På en anden stue ligger en gammel mand for døden. Hans pårørende er der, og de kræver en masse opmærksomhed i deres sorg og lidelse. ”I må gøre noget,” siger de vredt. Jeg ved, de taler sådan, fordi det er svært at tage afsked, og jeg ikke kan give dem, hvad de har brug for.

Jeg holder om dem og beder dem om at ringe med klokkesnoren, hvis de har brug for hjælp. Med en beklagelse og en smertelig bevidsthed om mit svigt skynder jeg mig videre.

En patient er blevet dårlig, og jeg ved, at dette vil tage tiden fra de andre, der også har brug for, jeg er der.

En anden patients pårørende er kaldt til samtale for at lægge en plan for deres kære. Tre gange under samtalen må jeg rejse mig, fordi telefonen i min lomme ringer med noget andet, jeg skal forholde mig til.

Undskyld, syge kollega

En af dem er min unge kollega. Hun kan ikke mere og melder sig syg. ”Undskyld, undskyld” hulker hun i røret. ”Jeg ved jo, det er jer, det går ud over.”

Det gør mig så ondt, at hun skal føle sådan, og mine øjne fyldes af tårer. ”Du skal ikke undskylde”, siger jeg, ”vi finder ud af det”. Vi ved begge, at det kun kan klares ved, at en af os andre skal tage en dobbeltvagt.

Undskyld, pårørende

På gangen står en vred pårørende, fordi jeg glemte at sende et bestemt lægemiddel med, da hendes mor blev udskrevet til plejecenteret. Hun har måttet køre en ekstra tur på grund af mit dårlige arbejde.

Jeg er ked af det og beklager det besvær, det har forvoldt hende.

På plejecenteret har de sagt, at hvis det er en lidt flink sygeplejerske, hun får fat på henne på sygehuset, kan hun nok få udleveret et hjælpemiddel til sin mor ved samme lejlighed, som plejecenteret er udgået for. Jeg har ingen mulighed for at hjælpe og gentager min undskyldning.

Telefonen i min lomme bliver ved med at ringe. En rekvisition er ikke udfyldt korrekt. En patient skal til en undersøgelse, og der mangler en information på henvisningen. En anden vil følge op på noget tredje, mens yderligere en vil noget fjerde og femte. Jeg har langt fra været involveret i det hele, men tager imod kritik og undskylder, og siger, at jeg nok skal rette op.

Ikke nødvendigvis noget, en sygeplejerske skal. Men lægesekretærer blev afskaffet for længe siden i afdelingerne som led i en strømlinings- og sparemanøvre. Og vil man tilkøbe selv de mindste ydelser fra andre afdelinger og klinikker, bliver det trukket fra afdelingens skrantende budget.

Undskyld, kolleger

Jeg har været sygeplejerske i 27 år, men har altid arbejdet i et højt specialiseret område, hvor arbejdsgangene er meget anderledes end her.

Derfor har jeg brugt lang tid på at arbejde mig ordentligt ind i arbejdsopgaverne og kunne bidrage på lige fod med mine kolleger.

Alligevel er der stadig alt for meget, jeg ikke ved endnu, og jeg arbejder fortsat ikke hurtigt nok. ”Undskyld”, spørger jeg min kollega, ”men kan du forklare mig dette, selvom du også har travlt?”

Overfor alle mine kolleger i andre afdelinger, der ikke er helt så pressede på personale som der, hvor jeg er nu, undskylder jeg, at jeg selv bidrager til at dække over problemerne ved at blive efter arbejde eller påtage mig en ekstra vagt midt i en kamp for en højere grundløn til sygeplejersker.

Det er op til os selv, at få tingene til at hænge sammen. Ofte er det ikke muligt at skaffe vikarer. Og når min kollega ringer og spørger, om jeg kan møde ind i min fritid, så ved jeg, at jeg typisk vil være den eneste mulighed, hvis hun ikke selv skal blive i en dobbeltvagt. Så pyt med, at jeg ikke kan overholde min hviletid, og nu mister min hårdt tiltrængte fridag.

Undskyld, lokalsamfund, familie og venner

Privat plejer jeg at engagere mig i mit nærområde og i forskelligt frivilligt arbejde. Der er brug for mit arbejde for at gøre livet lidt bedre for os alle, der hvor jeg bor. Jeg beklager, at jeg forsømmer mine opgaver. Jeg kører på spareblus for tiden. Eller overlevelses-mode, om man vil.

Men jeg er også mine forældres datter, min mands kone, mine børns mor, mine søskendes søster og mine venners veninde. De har alle brug for mig i forskellige sammenhænge. Jeg ved, jeg ikke er der nok for dem. En undskyldning rækker ikke længere.

Det gør så ondt. Men arbejdet tog min tid og mit fokus. Igen.

Undskyld, ledelse

Overfor ledelsen vil jeg gerne undskylde mit skriveri på forhånd. Jeg ved, I ikke bryder jer om, når det påtales offentligt, at bladguldet drysser af ”verdens bedste sundhedsvæsen” i store flager.

Også I er bare sat til at bestyre en ”nytænkende og innovativ organisation med en stærk forandringskultur, der kan lide at have mange bolde i luften på en gang”.

Det er flovt for mig at sige det højt. Men jeg kan bare så meget bedre lide læhegn end vindmøller, ”når forandringens vinde blæser”, som politiske lappeløsninger og magtmanifestationer benævnes nu om dage. Det for nyligt officielt afskaffede produktivitetskrav, overskredne budgetter presset ned i alt for snævre rammer og en forskruet form for kassetænkning har i årevis gjort deres for systematisk og målrettet at udpine sundhedsvæsnet.

Hertil kommer et syn på både patienter og ansatte, der i sin mangel på basal empati og forståelse skærer i hjertet.

Et underligt forrået og koldt menneskesyn er efter min mening konsekvensen.

Selvom jeg endnu har til gode at se politikere, der helhjertet går ind for et sammenhængende sundhedsvæsen, der tager hånd om alle patienter og behandler dem som andet og mere end deres diagnose, vil jeg med dette ønske alle nyvalgte i regions- og byråd god arbejdslyst.

Vores sundhedsvæsen er under nedsmeltning, og der er presserende brug for politisk handling. Nu!

Like eller del denne artikel