Rapport fra en seng på hospitalet: Stakkels medpatienter

Debat

Af cand. jur og provstisekretær Karen Bue

KRONIK: Karen Bue er lige nu indlagt på et hospital. Og ser fra sin seng, hvordan sundhedsvæsnet bløder. For som indlagt kræver det, at man er på dupperne og holder øje. F.eks. fik hun store mængder af B-vitamin, da der fejlagtigt stod, at hun havde et stort alkoholforbrug. Og på det første hospital, hun var, gik de ikke op i hygiejne - på det næste er hun ikke blevet testet for covid. Venner og familie hjælper hende med hygiejne og omsorg - men hvad med de patienter, som ikke har nogen til at hjælpe, spørger hun.

Lørdag græd jeg hele formiddagen, klart en overreaktion, men jeg følte mig så lille. De havde glemt, at jeg skulle have en smertestillende pille om natten, og jeg havde ondt, da jeg vågnede. Jeg ringede på alarmen klokken syv, der kom en ind og fortalte, at der var morgenmøde, men hun ville lade min anmodning gå videre. Klokken otte rykkede jeg igen for noget smertestillende og fik beskeden, at medicinen snart kom rundt, og så begyndte jeg at græde. De troede, at det skyldtes smerter, det skyldtes mest det at være overladt til mennesker, som ikke har tid til omsorg (og af overvældelse over at have ødelagt min fod i sommerhuset ved middagstid onsdag).

Jeg har ondt af personalet, men mest har jeg ondt af patienterne. Når man er patient og helt overgivet til Region Hovedstadens sundhedsfaglige hænder, skal man være på dupperne, og nu lever jeg med, at være hende den kværulantiske patient, som stiller spørgsmål.

F.eks. om, hvordan lægen kan skrive i et notat, at min fod stadig ikke kan opereres, fordi den er for hævet, når han ikke har set på foden.

”Du har nok sovet, da han så på den”, sagde sygeplejersken. ”Jeg har ikke sovet siden klokken halv syv, og lægen kan ikke se, om min fod er hævet uden at klippe forbindingen op”, sagde jeg. Så let lod hun mig ikke slippe: ”Han kan se det på tæerne”.

"Kan han på den halve centimeter af min storetå, der stikker ud af gipsen, se om min ankel er hævet”? Den svarede hun ikke på.

Interessant at være indlagt

Det er interessant at være indlagt, ikke behageligt, men interessant, og jeg prøver at tilpasse mig. Jeg er f.eks. begyndt at drikke mindre vand, så jeg ikke skal tisse så meget, for det betyder, at jeg kan ringe på klokken færre gange. Den ventetid, der er, fra man har trukket i den røde snor, indtil der kommer en i en hvid kittel, tyder på, at der er mangel på personale på den ortopædkirurgiske afdeling på Bispebjerg, her har jeg været siden sen eftermiddag torsdag. Jeg har netop ventet, og da der endelig kom en i hvid kittel, sagde hun: ”Det skal jeg fortælle en sygeplejerske”, og så måtte jeg igen vente. Det er jo også interessant, at det kræver sygeplejerskekompetencer at hente et bækken til mig. Ti minutter kan lyde som en bagatel, men hvis man er tissetrængende, er det laaaang tid. Lørdag aften var der en mand, som råbte på hjælp i flere omgange: ”Kan I dog ikke komme og hjælpe mig”. Men det kan jo være, han er dement.

Jeg synes også, det er interessant, at jeg får den ene pose med B-vitamin ind via drop efter den anden. Jeg spurgte en sygeplejerske, hvorfor jeg skulle have al den B-vitamin. ”Det er B-Vitamin og en B-Combi”, sagde hun. ”Ja, det forstår jeg, men hvorfor skal jeg havde det?” ”Det er B-Vitamin og en B-Combi”, gentog hun. Så opgav jeg den samtale. Da aftenvagten mødte ind, spurgte han undrende, hvorfor jeg fik så meget B-vitamin. ”Det er noget, man giver nyrepatienter og alkoholikere” sagde han.

”Det er så, du ikke skal få abstinenser under operationen, det kan man godt få, når man drikker hver dag”, sagde en SOSU-assistent lørdag aften. ”Det kan man da ikke få af så lidt, som jeg drikker, hvis jeg fordelte det over en uge, så er det ca. halvanden genstand om dagen, og jeg drikker da ikke hver dag”, forsøgte jeg. ”Jo det kan man godt”, sagde hun. Ja, så blev jeg så klog. Jeg fik den sidste genstand nytårsaften og brækkede foden ved middagstid den 5. januar. Jeg havde givet et realistisk bud på, at jeg drak 12 genstande om ugen ”hvis vi indregner middage og fester med”.

I dag ser jeg til min overraskelse, at en kirurg den 7. januar har skrevet: "Kendt med alkoholforbrug: rp abstinensscoring via skema".

Samme kirurg har også skrevet, at jeg drikker mellem 15 og 21 genstande om ugen, hvad jeg ikke gør og ikke har oplyst. Jeg er virkelig rystet.

Der sker fejl, det forstår jeg, og man dør ikke af for megen B-vitamin, men tænk hvis det var en anden fejlslutning. Jeg synes faktisk ikke, at der må begås fejl i sundhedsvæsenet.

Det kan være at der er nogen, der pynter på det, når de skal oplyse om deres ugentlige antal af genstande, den kategori falder jeg ikke i, og her vil jeg lige flette ind, at alle blodprøvetal er fine, hvis der skulle være en som tænker, ”mon ikke hun også pynter på antallet”.

Der mangler en pille

Nå, men man skal være dupperne. Jeg blev opmærksom på, at der manglede en pille, jeg plejer at få, og skal have. ”Nå ja, det gør der da også” sagde sygeplejersken. ”Dem har vi ikke lige, har du ikke nogen selv”, spurgte hun, ”eller kan du få fat på nogen derhjemme”, spurgte hun. ”Er det her ikke et hospital”, spurgte jeg flabet.

Ikke testet for covid

Jeg blev onsdag den 5. januar kl. 12.30 bragt i ambulance fra mit sommerhus i Ellinge Lyng til Holbæk Sygehus med en fod, der sad helt forkert. Det virker som om, der er flere varme hænder i Holbæk. Her præsenterede sygeplejerske og SOSU sig, når de mødte ind på vagt, og der var ingen ventetid, når man havde ringet på alarmen. Interessant er det, at man i Holbæk tester for covid dagligt, på Bispebjerg er jeg ikke blevet testet en eneste gang. I Holbæk går de til gengæld ikke særligt meget op i hygiejne.

Ikke en gang i de 29 timer, jeg var på Holbæk Sygehus, spurgte de, om jeg skulle have vasket hænder eller tørret dem af i en renseserviet. På Bispebjerg var der torsdag og fredag et hygiejnebevidst hold på arbejde, og det føltes trygt. De giver mig renseservietter og sikrer sig, at jeg renser hænder, før jeg spiser, og vasker hænder, når jeg har været på toilettet. Det viser sig nu, at det med hygiejne går weekendholdet på Bispebjerg ikke så meget op i. Ikke en eneste gang er der kommet en og har spurgt, om jeg skal have hjælp til den personlige hygiejne.

Ikke i bad i fem dage

Efter ikke at have været i bad i fem dage, spurgte jeg lørdag, om jeg ikke kunne få hjælp til det. Dagvagten sagde, at det havde de ikke tid til, men hvis jeg ventede til kl. ca. halv fire kunne aftenvagterne tage sig af det. Aftenvagterne blev sure, da de hørte, at dagvagterne havde tørret den tjans af på dem, det havde de slet slet ikke tid til. Jeg bad så om at blive kørt ud på toilettet, så skulle jeg nok selv finde ud af det. Det ønske fik jeg opfyldt og blev sat i en plasticstol under en bruser, det tog dem højst fem minutter at køre mig frem og tilbage.

Jeg har for hhv. 30 og 20 år siden ligget på hospitalet, det er en helt anden oplevelse i dag, om det skyldes covid eller bare en generel underbemanding, ved jeg ikke, men trygt føles det ikke længere. Men er der slet ikke noget, der er blevet bedre? Jo maden.

Hjælp fra venner 

I dag er det mandag, en ortopædkirurg har nu givet grønt lys for, at jeg kan blive opereret i morgen klokken otte. Og nye vagter er kommet til, der er flere på arbejde i dag. En god ven kom med renseservietter til mig, han kørte mig på toilettet og fik fjernet noget beskidt linned, der har ligget i vindueskarmen siden fredag. Min underbo, som er uddannet sygeplejerske, har også været her i dag, og har ryddet op omkring mig, og har sikret sig, at jeg fik børstet tænder, og hun har skiftet mit lagen, der var et lille uheld med et bækken i nat, det er den slags personalet glemmer, også selvom jeg minder dem om det. Hvor tit man får skiftet sengetøj, ved jeg ikke, men det er ikke sket siden torsdag, hvor jeg flyttede ind, det er måske også ok, men hele livet leves i denne seng.

Jeg er så taknemmelig over at have venner og familie, der yder den omsorg, som personalet ikke har tid til at yde. Min 78-årige roomie, som fik amputeret en del af sit ben for tre dage siden, nyder ikke den luksus. For hende og alle andre patienter uden pårørende, der kan hjælpe dem, bløder mit hjerte. Fra hvor jeg ligger, ser det ud til, at sundhedsvæsenet også bløder.

 

PS. Nåede i dag, tirsdag, hele vejen ned og på operationsbordet, og da kirurgen så de væskefyldte blister, jeg har på anklen, fik jeg besked på, at de ikke kunne operere mig på grund infektionsfare. En anden kirurg sagde i går, efter at have set på samme blister, at jeg var klar til operation.
PPS. Jeg er nu blevet covid-testet.

Tags: corona

Like eller del denne artikel