Vaccinationer kan redde liv og førlighed

Af Janus Tarp, formand PolioForeningen (til venstre), 
Dr Siddhartha Datta, Regional Advisor, Vaccine-preventable diseases and immunization programme, WHO/Europe (i midten)

og Nicolai Wirenfeldt Asmussen, Distriktsguvernør, Rotary International

 

DEBAT: Hvis vi ikke havde vaccineret mod polio, ville 1,5 millioner børn og unge være døde og 19 millioner lammede. Lad os udrydde sygdommen helt. Det kræver, at børn i hele verden bliver vaccineret, indtil polio ikke findes mere, skriver blandt andre Janus Tarp, formand PolioForeningen i anledning af international poliodag 24. oktober. 

For blot få årtier siden var polio, også kendt under den danske betegnelse børnelammelse, en frygtet gæst i mange hjem i Danmark. Så sent som i 1952-53 blev Danmark ramt af en yderst voldsom polioepidemi, der førte til flere hundrede døde børn og unge, mens omkring 3.000 børn fik lammelser i større eller mindre grad.

Sygdommen kunne man dengang ikke gøre så meget ved – man kunne lindre børnenes lidelser og tilbyde dem genoptræning, men fjerne selve sygdomme og forældrenes frygt, det kunne man ikke. Polioen var og er en sygdom, der rammer alle på tværs af køn, grænser og placering i samfundet. Og, husker vi ikke vores vaccine, så kan den desværre hurtig komme igen. 

Vaccinernes indtog

Blot få år efter epidemien i 1952-53, i 1955, var der udviklet en vaccine, og Danmark kunne som det blot andet land i verden begynde at vaccinere befolkningen, og få år efter var polio stort set forsvundet i Danmark. Med andre ord, takket været videnskaben fik man has på polioen. Siden er vaccinen udbredt til hele verden, og der er kun to lande, hvor den vilde polio cirkulerer: Afghanistan og Pakistan. Derudover er der vaccineafledt polio flere andre steder i verden. 

Polio skal udryddes

Verdenssamfundet har som mål at udrydde polio, den vil i givet fald blot være den anden sygdom, der bliver udryddet på verdensplan. Den første sygdom, der blev udryddet, var kopper, også takket været en omfattende vaccinationsindsats. I 1988 var der årligt 350.000 poliotilfælde i 125 forskellige lande, nu er der blot få hundrede tilfælde af vild og vaccineafledt (mutationer) polio i en håndfuld lande. Polio er yderst smitsom, så det er i alles interesse, at vi får udryddet sygdommen.

Vaccineafledt polio opstår kun, når der ikke er en tilstrækkelig vaccinedækning, og vaccinevirussen får lov til at udvikle sig (muterer) over tid. Vi kender det tilsvarende fra covid-19, hvor virussen også kan mutere, og jo flere smittetilfælde der er, jo større er risikoen for mutationer.

Hvad kan du og jeg gøre?

Hvis ikke vi havde vaccineret mod polio, så anslår forskerne, at der havde været 1,5 mio. døde børn og unge, og derudover yderligere 19 mio. lammede børn og unge på verdensplan. I dag er det sådan, at 150.000 lokale sundhedsmedarbejdere årligt vaccinerer omkring 400 mio. børn mod polio, og hver vaccine koster kun få kroner at producere.

Vi kan derfor kun anbefale, at verdenssamfundet yder økonomisk støtte, så vaccinationsindsatsen kan fortsætte over hele verden. Det kommer alle til gode i sidste ende. Derudover kan vi også kun anbefale, at vi følger WHO’s og myndighedernes retningslinjer ift. vaccination. Forskellige former for misinformation på blandt andet de sociale medier om vacciner kan have en negativ indvirkning på tilslutningen til vaccinationsprogrammerne, så det er vigtigt kun at dele korrekte og troværdige oplysninger fra pålidelige kilder

Hvis polio skal udryddes i hele verden, kræver det, at børn i hele verden bliver vaccineret, indtil polio ikke findes mere. Polio og andre smitsomme sygdomme kender ikke til landegrænser. Hvis man er i tvivl, kan man blot kigge på udbredelsen af covid-19, der i løbet af få måneder i foråret 2020 blev til en pandemi.

Glædelig international poliodag – den 24. oktober.

Like eller del denne artikel