Flugten fra omsorgsjobs handler om mere end løn

Kronik

Per Betzonich-Wilken, dr.phil.,
censor i sundhedspsykologi
ved Lægeuddannelsen og Folkesundhedsvidenskab
 

DEBAT. Løn er en central del, men er ikke hele årsagen til medarbejderflugten fra omsorgsjobs. Det handler også om arbejdsmiljø. Om den interne omsorgskultur. Om dårlige kolleger, skriver Per Betzonich-Wilken i dette debatindlæg. 

Specielt i sundhedssektoren er det efterhånden blevet klart, at såkaldt ”effektivisering” også er et synonym for både forvirring og forværring. Som repræsentanter for hierarkiets top og bund kan speciallæger og rengøringspersonale nok engang gøre fjerne beslutningstagere opmærksom på, hvad de mangler at tage højde for og burde have vidst. Desværre også forgæves. Den følgende elendighed er strukturpresset, der forpester arbejdsklimaet og truer patienters velfærd. 

Med tanke på den helhed og vigtigheden af ansvarlig arbejdsindsats er det ikke et mysterium, at det ender med mere end bare brokkeri i omklædningsrummet. Traditionen tro består fortsættelsen i striden om det grundlæggende gode, der samtidig udpeges som det onde: Lønnen.

Så burde det være tilstrækkeligt fremhævet – nok engang: Løn er central. Hvor meget, der skal til, vil også stå til debat i ubegrænset fremtid, men ikke her.

Professionsbelastning

Al patient- og pårørende-kontakt i sundhedssektoren hører til professionelt omsorgsarbejde. Traditionelt er det et erhverv, hvor personalet i høj grad selv har risiko for at blive ramt af udbrændthed og deraf følgende sygdom. Det skyldes med andre ord ikke kun lønforhold, glatte gulve, bakterier eller virus i sig selv, men et psykisk og socialt pres. Som specialist har psyko-neuro-immunologen derfor også andre kolleger i kikkerten – tilmed som patienter.

Både før, under og efter uddannelse kan man være indstillet på, at elendighed præger professionen; men den afgørende prøve går ud på at kunne affinde sig med det i længden. I det meste af arbejdstiden testes evnen til at omgås med negative følelser i møder med patienter og pårørende. Ganske vist kvitteres der også med taknemmelighed for indsatsen; men forventes den som en selvfølge, er der udsigt til skuffelser og på længere sigt måske tvivl om det rette professionsvalg. 

Til trøst for den yngre kollega kan den ældre pege på, at den professionelles sårbarhed med tiden kan blive afløst af saglig nøgternhed, der heldigvis ikke udelukker empatisk sans. Hvis det altid var sikker beskyttelse for alle kolleger, ville der ikke være køer på isen.

Eksternt pres og intern omsorgskultur

Manglende indsigt hos fjerne beslutningstagere med dårlige konsekvenser for den daglige indsats vil fortsat belaste; når der hertil kommer, at opmærksomhed på patienters og pårørende behov står øverst på dagsordenen, er bægeret fyldt. Derfor er det hverken underligt eller uprofessionelt, at man selv kan komme til at føle sig i underskud. Selv sjælløse high-tech-robotter i basal pleje og avanceret kirurgi har brug for menneskelig opmærksomhed for at kunne fungere efter hensigten. Af samme grund er der behov for intern omsorgskultur. Men desværre kan den også misforstås.

I interviews og arbejde med efteruddannelse inden for sundhedssektoren er både strukturpres, lønforhold og ansvar for patienter og pårørende selvsagt faste punkter på dagsordenen. Men en genganger fylder i særlig grad: Mange deltagere påpeger, at det ikke er selve arbejdet med omsorgen, der tynger mest, men derimod kollegiale misforhold.

Når det går hårdt for sig, er det sympatisk at gribe en nødstedt kollega under armene. Men det er vigtigt at skelne mellem det, der kan løse et problem, og det, som vedligeholder det. 

I den ene og opbyggelige ende af skalaen findes det almindelige behov for at få lidt luft over for en kollega og frem til at tage del i kollektiv ulydighed over for urimelige eller bare tåbelige direktiver fra oven; i den anden og nedbrydelige ende finder man kronisk intrigemageri og jamren, der egentlig ikke sigter efter forbedring, men råber på den opmærksomhed, som man selv mangler og mener at have krav på. I en misforstået omsorgskultur belaster det velfungerende kolleger og kan true en hel afdelings funktionsdygtighed. 

I de enkelte teams er det gerne almindelig kendt, hvem der belaster, og hvem der forsøger at aflaste, men det er sin sag at få skovlen under problemet. I lyset af det beklager ledere fortsat, at det er lige så svært at komme af med dårlige kolleger, som det er at holde på de gode.

Man behøver ikke at have speciel faglig indsigt for at kunne forstå, at det i sig selv bidrager til hyppigheden af udbrændthed og sygemeldinger med forskelligt indhold. Det samme gælder for antallet af frivillige og ufrivillige opsigelser i omsorgskulturen som helhed.  

Tiltag

Der er lang tradition for investeringer i kurser og supervision. Men selv med velfunderet indhold, god gennemførelse og interesse fra deltagere, har de ingen eller kun kortvarig effekt, hvis dårlige kolleger eller mangelfuld ledelse får lov til at fortsætte. Det kan måske lyde udansk og tilsvarende udemokratisk, når det påpeges, at der på enkelte arbejdspladser er brug for strammere selv- og fælles status med mere forpligtende konsekvenser. Det vil næppe helt forhindre, men i højere grad kunne nedbringe flugten fra omsorgen.  

Tags: corona

Like eller del denne artikel