Hvorfor vil regeringen ikke beskytte de unge kronikere?

Debat

Af Lisbeth Riisager Henriksen,
cand.mag. og forfatter

DEBAT:  Det er uacceptabelt og dybt uretfærdigt, at yngre patienter med alvorlige kroniske lidelser stadig skal vente på covid-19-vaccination. Skulle man virkelig ikke kunne finde de patienter, som allerede i detaljer er registreret i de mange kvalitetsdatabaser, spørger Lisbeth Riisager Henriksen i dette debatindlæg. 

I marts måned ændrede Sundhedsstyrelsen pludselig vaccinationsplanen imod covid-19. 

Det skete efter kritik fra Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation af en vanskelig proces med at selektere de mest svært syge patienter til gruppe 5  og gruppe 10.

Nu gik man fra et risikobaseret system med 12 grupper til et system, der slog grupperne 10, 11 og 12 sammen og erstattede risikokriteriet med et rent alderskriterium: De ældste skulle vaccineres først.

Gruppe 10 var "Personer på under 65 år, som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19", og som ikke allerede havde fået vaccinationen under gruppe 5, som er "Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19". Gruppe 11 var "Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner", og gruppe 12 var den "Øvrige befolkning". De tre grupper talte tilsammen ca. tre millioner mennesker.

Nu placeredes yngre kronikere under 50 år altså sidst i køen med forventning om op til flere måneders forsinkelse. Regeringen vurderede selv, at det drejer sig om mindst 200.000 personer eller to ud af ti personer, fremgår det af en artikel i Berlingske fra marts. 

Samtidig genåbnede regeringen en del af samfundet og lod dermed smitterisikoen for corona stige. Den genåbning er nu næsten fuldbyrdet.

Russisk roulette

Jeg er stadig rystet over denne beslutning og synes, den er uretfærdig. Man spiller russisk roulette med disse menneskers liv.

Som jeg skrev i et blogindlæg i A4 Arbejdsliv i marts måned, er mange mennesker med tunge kroniske sygdomme og nedsat immunforsvar ikke blevet henvist til vaccination under gruppe 5 fra sygehusafdelinger, der har tegnet størstedelen af henvisningerne. Det samme gælder de fleste kroniske patienter, der kun er i behandling via deres praktiserende læge.

Den almene lægepraksis, hvor jeg hører til, har for eksempel fået den begrænsning, at de maks. måtte henvise fire patienter per ydernummer! Da de er fem læger i dette lægehus med i alt 12.000 patienter, blev det til i alt kun 20 patienter.

Hvorfor har Sundhedsstyrelsen besluttet sig for en så rigid begrænsning af, hvor mange lægerne måtte vaccinere først?

De seneste regeringer i Danmark til både højre og venstre har tvunget en sundhedsdatapolitik igennem, som forpligter læger til alverdens datafangst hos danske patienter. Der er ikke det sygdomsregister, som ikke findes her i landet, selvom DAMD-skandalen i 2015 satte en midlertidig stopper for dele af det datamisbrug, som den daværende SR-regering havde lagt op til.

Siden er tilkommet mange andre sundhedsdataregistre, og der er blandt andet under VKLA-regeringen vedtaget en vidtgående lovgivning om, at DNA bliver tvangsregistreret i Nationalt Genom Centers databaser, med mindre man aktivt framelder sig det.

Det forekommer mig derfor bizart, at Sundhedsstyrelsen og regeringen forklarer den ændrede vaccinationsplan med, at det er for svært for de praktiserende læger at udvælge de mest syge kroniske patienter til vaccination imod covid-19 først.

Skulle man virkelig ikke i et land, der er blandt de mest progressive i verden i forhold til at tiltvinge sig borgernes sundhedsdata i registre og sidenhen at sammenkøre registrene af såkaldte hensyn til folkesundheden, kunne finde de patienter, som allerede er detaljeret registreret i de mange kvalitetsdatabaser?

Er sandheden ikke snarere den, at Sundhedsstyrelsen har lagt en rigid numerisk begrænsning på, hvor mange patienter de praktiserende læger måtte vaccinere under gruppe 5, og at lægerne er blevet pålagt den helt urimelige opgave kun at udvælge et helt ubetydeligt antal kronikere til vaccination sammenlignet med det antal patienter, der findes?

Først svigtet - så forsøgsdyr

Siden har regeringen og et folketingsflertal, imod anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen og fra Dansk Selskab for Almen Medicin, besluttet at frigive covid-19-vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson; To vacciner, som Sundhedsstyrelsen ellers har taget ud af det offentlige vaccinationsprogram, da man er bekymret over en række blodpropper og dødsfald rundt om i de europæiske lande hos ellers raske, yngre personer som følge af vaccination med de to nævnte vacciner. 

Nu skal befolkningen så alligevel have tilbud om frivillig vaccination hermed, så de hurtigere kan blive vaccineret, eller så staten kan få brugt nogle af de fejlindkøbte, dyre vacciner. 

Dette diskuterede man i P1 Orientering 4. maj. Sundhedsordfører Per K. Larsen (Kons.) mente, at der kunne være kronisk syge mennesker, som ikke havde fået plads i det officielle vaccinationsprogram, og som gerne for egen risiko ville have en tidligere vaccination, end aldersprogrammet muliggør. Det, syntes han, var en god ide at tilbyde dem.

Sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) kritiserede på sin side, at denne række kronisk syge mennesker endnu ikke har fået tilbud om den officielle vaccine, og at de så ifølge Per K. Larsens forslag skulle tage yderligere risici som følge af politikernes svigt af dem.

Først svigter man bevidst fra officiel side ved ikke at sikre alle de kronisk syge vaccination før de raske. Sidenhen forestiller Konservative sig så, at de selvsamme grupper kan være forsøgsdyr på vacciner, som mennesker i sjældne tilfælde er døde af at benytte. 

Det modsatte af at beskytte de svageste

Måske deler regeringen, uden at sige det højt, dette synspunkt?

Statsminister Mette Frederiksen (Soc.) sagde sidste forår under nedlukningen, at regeringen ville beskytte "de svageste".

Men det her er det modsatte af at give særligt smitteudsatte borgere værn imod smitte. Et værn, regeringen sagtens kunne have tilbudt os, nu hvor vaccinerne faktisk er kommet, hvis den havde haft vilje til det og ikke ændrede kurs undervejs.

Man kunne for eksempel bare have lagt grupperne 5 og 10 sammen under gruppe 5 og undladt at selektere mellem personer med "særligt øget" og "øget" risiko for alvorligt forløb ved covid-19. Man kunne vel bruge nogle af de mange danske sundhedsdataregistre til at udvælge vaccinepersoner.

Det havde været langt mere retfærdigt.

Nu er vi derimod mange yngre med tunge fysiske sygdomme, som stadig må vente på beskyttelse af vores liv.

Tags: corona, coronavaccine

Like eller del denne artikel