Hver tredje plads som psykiater står ledig i Region Midtjylland

Debat

Birgit Marie Christensen
Næstformand i Psykiatri- og Socialudvalget og
Peter Møller Andersen
Speciallæge i Psykiatri
Regionsrådsmedlemmer for Socialdemokratiet i Region Midtjylland

DEBAT. Der er kommet væsentligt flere ansatte i psykiatrien i Region Midtjylland de seneste tre år. Men vi er langt fra i hus. Og den helt store udfordring er manglen på speciallæger i psykiatri. Ud af 137,4 speciallægestillinger er de 44,5 ledige, skriver Birgit Marie Christensen og Peter Møller Andersen, der er medlemmer af regionsrådet i Region Midtjylland for Socialdemokratiet.

I valgkampen op til regionsrådsvalget 2017 i Region Midtjylland blev psykiatri det tema, der kom til at fylde mest til valgmøder og i medierne.

Psykiatrien havde ved tidligere regionsrådsvalg ikke haft meget plads, og de fleste partier og regionsrådskandidater var overraskede over denne udvikling i valgkampen.

Hvordan er det så gået i de seneste tre år, og hvad har det siddende regionsråd og andre gjort for psykiatrien?

I retspsykiatrien og børne- ungdomspsykiatrien er der sket en mindre tilvækst af ansatte. Størst er stigningen på Risskov-afdelingerne, der nu ligger i Skejby.

I Afdeling for depression og angst har det ændret sig fra 1,48 til 1,67 ansatte plejepersonale pr. patientplads.

I Afdeling for psykoser fra 1,43 til 1,74 ansatte plejepersonale pr. patientplads.

Afdelingerne i Viborg og Herning er næsten uændret over de tre år. I Randers har personalenormeringen haft et mindre fald.

Regionens samlede antal ansatte i Psykiatrien er steget fra 1837 til 2430. Tilvæksten har været størst i antal for læger (182 til 249), sygeplejersker (738 til 979) og SOSU-ass.(345 til 430).

Den største procentvise stigning er sket for ergo- og fysioterapeuter og mindst for psykologer og socialrådgivere.

Ud af 137,4 speciallægestillinger er de 44,5 ledige, og det er en rigtig stor udfordring for at få skabt god og lige behandling på tværs af regionen, især i voksenpsykiatrien.

Fremskridtene har været muligt ved at prioritere ressourcer til psykiatrien, dels med midler fra staten, dels fra Region Midtjyllands budget. Et samlet regionsråd har prioriteret den nuværende udvikling inden for psykiatrien, men vi er langt fra i hus endnu.

Vi vil i den socialdemokratiske regionsrådsgruppe arbejde hen imod 2,0 ansatte plejepersonaler pr. patientplads i alle akutte modtageafsnit og et ambulant case-load på ca. 35 patienter pr. ambulatoriesygeplejerske/primærbehandler.

Patienterne skal i centrum, de pårørende skal medinddrages, og god kommunikation om behandling skal prioriteres gennem direkte kontakt, så tvang kan undgås.

 

Relateret artikel

 

Tags: kræftbehandling

Like eller del denne artikel