Regionale beslutninger har fatale konsekvenser for lungekræftpatienter

Debat

Ulrich Fredberg
Læge, adjungeret professor,
Region Midtjylland

DEBAT. 

I det internationale ansete tidsskrift Chest er overskriften på en videnskabelig artikel fra 2021 ”Røntgen ved mistanke om lungekræft er farlig” (Chest X-ray in suspected lung cancer is harmful), og konklusionen er, at de praktiserende læger skal have adgang til at henvise direkte til CT-skanning i stedet for røntgen af lungerne, hvis der er mistanke om lungekræft.

Den tidligere regering vedtog ”Jo før – jo bedre”-planen, som skulle give bedre kræftdiagnostik, ved at praktiserende læger skal have adgang til at henvise direkte til CT-skanning i stedet for røntgen af lungerne. 

I Onkologisk Tidsskrift 10.2.2021 og i Sundhedspolitisk Tidsskrift 11.2.2021 fastslås, at i Region Nordjylland overlever langt flere lungekræftpatienter, da de bliver tidligere diagnosticeret, efter de praktiserende læger for flere år siden fik adgang til at henvises direkte til CT-skanning i stedet for røntgen af lungerne i det såkaldte 3. diagnostiske spor, uden det skal godkendes af en visitator på sygehuset.

Overlæge Erik Jakobsen, leder af Dansk Lunge Cancer Register og medlem af Dansk LungeCancer Gruppe udtaler: ”Alene det at give de praktiserende læger adgang til at henvise til CT-scanning, ser ud til at forbedre diagnostikken. Det gør også, at hastigheden i udredningen bliver hurtigere, når man springer et mellemled over. Det er et budskab, vi gerne vil have ud. Det kan gøre en stor forskel at give praktiserende læger det tilbud, da røntgenundersøgelsen overser en stor andel af lungekræfttilfælde."

Erik Jakobsen tilføjer: ”Jeg mener ikke, at alle patienter i spor 3 skal CT-scannes, men at de praktiserende læger skal have mulighed for og i højere grad benytte sig af henvisning til CT-scanning uden visiteringsfilter på sygehusene. Jeg er helt tryg ved, at de praktiserende læger ud fra deres speciallægeviden vurderer, hvilken undersøgelse der er behov for i det videre udredningsarbejde – herunder CT-scanning. Vi (DLCG, red.) vil ikke blande os i, hvordan det gøres.”

Alligevel udtaler regionsrådsformanden i Region Midtjylland: ”Godt vi stoppede lavdosis CT i Silkeborg” (Sundhedspolitisk Tidsskrift 25.11.2020).

Den rådgivende koncerndirektør Ole Thomsen i Region Midtjylland forstod aldrig, at diagnostikken udføres i tre spor:

Spor 1: Begrundet mistanke om lungekræft (f.eks. blodigt opspyt) resulterer alle steder i en henvisning til Lungekræftpakken med CT-skanning.

Spor 2: Begrundet mistanke om kræft (f.eks. utilsigtet vægttab) resulterer alle steder i en henvisning til Diagnostisk Pakke med CT-skanning.

Spor 3: Den 1/3 af lungekræftpatienterne, der blot har hverdagssymptomer som f.eks. lungebetændelse, KOL, hoste, skuldersmerter, åndenød, som hver eneste praktiserende læger ser flere af hver eneste dag. Lavdosis CT i Silkeborg omhandler kun spor 3. ”Udfordringen ligger i, at man altid har en lille mistanke om lungekræft for patienter i spor 3”, vurderer Bolette Friedrichsen, næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin og praktiserende læge i Region Nordjylland. 

Beslutningen har resulteret i, at patienter henvist til lavdosis CT i stedet har fået lavet røntgen af lungerne. Med stor sandsynlighed har det koster lungekræftpatienters liv.

Den dårlige håndtering bør få konsekvenser for den øverste politiske ledelse og koncerndirektøren, som ”forvaltningsskandalen” i al fremtid vil klæbe til.

Regionsrådsformandens eget bagland er begyndt at knirke.

Koncerndirektøren og regionsrådsformanden bevægede sig trods massive advarsler ud på tynd is.

Og faldt gennem isen.

 

Tags: Fredberg-sagen

Like eller del denne artikel