Jes Søgaard: Om et halvt år kan vi se, hvem af os, der har ret

Debat

Af Jes Søgaard, professor og
direktør ved CPop på Syddansk Universitet (SDU)

DEBAT. Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard kritiserede forleden udregninger fra den uafhængige borgerlig liberale tænketank CEPOS. I en replik gik Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS, i rette med Jes Søgaards beregninger. Nu svarer Jes Søgaard igen.

Jonas Herby (JH) og jeg kan formentlig diskutere vores forskellige kuvertberegninger af prisen på coronaindsatserne i Danmark fra nu, og til krisen er overstået. Det vil næppe gøre mange læsere klogere. Derfor vil jeg gøre min respons på JH’s kritik af mine beregninger kort og principiel.

JH og jeg er enige om, at coronakrisen er og bliver meget dyr for Danmark og alle andre lande, både i sundhed og dødsfald og i økonomitab. Vi er også enige om, at der kan være et trade-off mellem sundhed (dødsfald, tab af qaly) og økonomi (fald i BNP). Det trade-off er svært for os at forstå, at kvantificere og værdisætte. Faktisk er det svært for os at håndtere både som individer og samfund.

Med tiden vil vi få flere og flere data både om epidemi og økonomi, og så bliver beregningerne gradvist mere sikre. Først da vil det give mening, at den danske regering begynder at sætte tal på det vanskelige trade-off.

JH og jeg er uenige om to spørgsmål.

Det ene spørgsmål drejer sig om fordelingen af de meget høje coronaomkostninger af selve epidemien henholdsvis på indsatserne for at få den under kontrol og etableret behandlingskapacitet og -tilbud til covidsyge patienter.

Det andet spørgsmål, vi er uenige om, drejer sig om effekten af corona-indsatser på sundhed og økonomi. Her fastholder JH, at der kun er en effekt på dødsrisikoen hos de smittede og ikke på antallet af smittede. Jeg indregner i mine to sidste beregninger antagelser om en afbødning af både sygdoms- og økonomikonsekvenser. Disse virkninger estimerer jeg via et australsk studie med forskellige coronasmittespredninger.

Men JH har ret i, at den såkaldte afbødningsstrategi ikke nødvendigvis vil begrænse det samlede antal smittede på lang sigt, dvs. to-tre år. Strategien er visualiseret i blå og gul kurve i figuren nedenfor.

JH observerer korrekt, at arealet under de to kurver er ens og dermed også det totale smitteantal. Og det kan godt være, at det ender sådan. Men kun en statisk og deterministisk fortolkning af afbødningsstrategien ignorerer forskelle i måden at komme frem til flokimmunitet på.

Der er den hårde måde, drakonisk dyr i dødsfald, men også dyr i økonomi. Det er den blå kurve. Og så er der den bløde måde, med relativt få dødsfald, men måske lidt dyrere i økonomi. Det er gul kurve.

Blå kurve beskriver et epidemisk forløb, hvor myndighederne intet gør (og derfor er det hypotetisk). Da den her virus er så effektiv med højt smittetryk (R0≈2,5), er det beregnet, at 80 procent af voksenbefolkningen bliver smittet inden for knap et halvt år. Sygehusvæsenet vil bryde totalt sammen, og coviddødeligheden vil blive særdeles høj, måske 1,5 procent af de smittede, fordi mange ikke behandles. Det viser en af de første kombinerede epidemi- og økonomimodeller, som lige nu udvikles for coronaepidemien. Og igen helt uden myndighedsindgreb vil epidemiens økonomitab svare til et fald i BNP på godt fire procent. Så har man flokimmunitet, og økonomien kan begynde at komme sig. Men man har også tusindvis af sår og ar i sjælen hos sundhedspersoner og pårørende.

Jeg fastholder, at det er disse epidemiomkostninger, som man skal holde indsatsomkostningerne op mod. Også selv om de er svære og meget usikre at estimere, da de aldrig vil blive synlige. Intet land gør ingenting.

Gul kurve er afbødningsstrategien, der skal sikre en smittespredning i et tempo, så sygehusene kan følge med. Strategiens tiltag spænder fra såkaldte lockdowns til omprioriteringer på sygehusene. Førstnævnte koster økonomi, og muligvis bliver prisen mere end de 4 procent, som økonomien ville skrumpe under det blå scenarie. Sidstnævnte går ud over andre patienter, som nu må vente på operationer.

Afbødningsstrategien ser ud til at være lykkedes. Smittetrykket er næsten halveret, Kåre Mølbak siger, at aktuelle smittetryk < 1, og kurverne er begyndt at vende. Jeg ser det som udtryk for, at epidemiens første bølge er kommet under kontrol i Danmark efter mindre end en måneds lockdown. Så kan dansk økonomi gradvis genåbnes, og sygehusene kan igen behandle ikke-akutte patienter. Selvfølgelig sker det gradvist. Måske vil vi se delvise genlukninger til efteråret, hvis kurverne vender, og løbende justeringer, indtil vaccinen forhåbentligt er parat om 1½ år. Og selvfølgelig vil vores økonomi være påvirket af, hvordan det går i andre lande.

Men jeg vil da til enhver tid foretrække gult scenarie fremfor blåt. Det vil JH også. Vores uenighed er blot, at jeg ikke tror, at gult scenarie vil blive så drakonisk dyrt, som JH tror. Sundhedsomkostningerne reduceres meget i gult scenarie, og økonomiomkostningerne bliver ikke så høje, når man trækker det fra, som de ville blive i blåt scenarie.

Om et halvt år kan Jonas og jeg samles om data og finde ud af, hvem af os, der havde ret – og den anden giver en julepilsner.

 

Foregående to artikler i sagen

Tags: corona

Like eller del denne artikel