Hvor vil samfundssindet bære os hen, når coronakrisen er slut?

Kronik

Af Stinne Gommesen,
uddannet sygeplejerske,
går hjemme på fuld tid,
dækket 37 timer på grund af datters muskelsvind

DEBAT. Stinne Gommesen er blevet stolt af at være dansker igen. Stolt over danskernes samfundssind og parathed til at hjælpe sårbare mennesker, selv om det koster formuer. Sådan har hun ikke haft det i årevis som mor til et meget sårbart barn, som ikke har fået lov til at få dyr medicin.  

Hvad gør corona-faren ved os i denne tid? 

Ja det er et super godt spørgsmål. Nu, hvor vi har vænnet os til at være hjemme, og de fleste har forstået, at det er nødvendigt, at alle løfter i flok i denne situation, og der er ro de fleste steder; ja så begynder der så småt at opstå politiske debatter og ikke mindst store økonomiske spekulationer.

Hvad koster alt det her? Har vi råd til at lukke Danmark ned? Hvem skal hjælpes? Hvem skal reddes?

Nogle spekulerer i, om det havde været billigere, at vi intet gjorde, andre spekulerer modsat - har vi i Danmark gjort for lidt? Jeg tror, at de flestes meninger er styret af, hvor bange de hver især er i det her. Hvordan de opfatter hele Corona-situationen på verdensplan. Vi er i en situation, hvor ingen ved, hvor alting ender, og hvad vi skal igennem, før vi når derhen.

Vores statsminister tog drastiske beslutninger for hele vores nationale samfund, ud fra en konklusion “vi kan ikke vente på en evidens om det her, det har vi simpelthen ikke råd til”.

Der bliver talt utrolig meget om samfundssind i denne periode, at vi alle skal kere os om hinanden, uanset om vi er i risikogruppe eller ej. Det bliver italesat gang på gang, at vi skal passe på samfundets svageste, “det kan være din egen mormor, der bliver ramt, og ikke kan klare det”.

I alt dette corona-virak er jeg pludselig blevet enormt stolt af at være dansker igen. Vi løfter i flok. Vi, i hvert fald hjemme hos os, hejser Dannebrog, i fællesskab med andre, for at hylde sundhedspersonalet, der går ind i forreste krigszone for at bekrige coronavirussen, vi flager for at ære næstekærligheden i Danmark og for at hjælpe med at signalere, at Danmark kan, hvor det gælder. I Danmark tager vi os af hinanden! Vi har råd til at tage os af hinanden!

Den stolthed har jeg tidligere savnet! De seneste tre år har jeg brugt så meget krudt på at ærgre mig gul og grøn over, at vores samfund var begyndt at splitte sig, at vi i Danmark qua Medicinrådet netop har prioriteret imellem, hvem skal vi hjælpe, og hvem skal vi ikke hjælpe. Hvem er for dyre for samfundet, hvem er ikke. Og det kan jeg sige, fordi jeg er mor til en skøn, dejlig, livsglad pige på 12 år. Hun har en muskelsvindsdiagnose (SMA – spinal muskel atrofi) og må ikke få behandling, fordi det er for dyrt for Danmark. Vi skulle prioritere ressourcerne!

Nu står hele vores (verdens-)samfund i en situation, hvor alle helt potentielt kan rammes af denne corona-sundhedskrise. Lige pludselig kan alle mærke, at gør vi ikke noget, så synker skuden! At skuden synker, vil betyde, at alle er i risiko for at miste en, de har kær, til en invaderende virus, som i værste fald benytter al din ilt, kvæler dig, så organerne sætter ud, og du dør. Og endnu findes der ingen kur imod denne grusomme sygdom. Alle er skræmte! Og det kan jeg virkelig godt forstå.

Når jeg kan forstå det, er det fordi, at vi herhjemme lever et liv, hvor vi altid mærker den frygt på egen krop, også før corona-faren var over os. Hos os, i min familie, hedder coronaen i hverdagen SMA. Jeg ved ikke, om det helt kan sammenlignes, og dog? Det coronavirussen kan gøre ved menigmand, det kan en ganske almindelig influenza eller lungebetændelse gøre ved vores datter Johanne, fordi hun har SMA i grundlidelse. Det vil sige, at vi altid lever i en frygt for at opsnappe disse sygdomme.

Det betyder også, at mange med SMA har prøvet at være på kanten af livet på grund af disse sygdomme, og ja - faktisk har en del med SMA betalt med livet til disse sygdomme.

I øjeblikket er der vildt mange opskræmte mennesker, der higer efter en vaccine imod denne coronavirus, og jeg tror ikke, vi skal lede ret længe, førend vi har fundet nogen, der hjertens gerne tager imod denne vaccine, straks den er på markedet. Altså af de “helt almindelige” danskere, der ikke kan kaldes sårbare.

Når coronavaccinen kommer på markedet, så gætter jeg (ja, det er stadig gæt, for vi ved ikke, hvor vi ender henne i fremtiden), men så gætter jeg på, at hele den danske befolkning får tilbudt denne vaccine GRATIS. Uanfægtet hvad den må koste i indkøb. Og den tilgang kan jeg faktisk godt li, for det er til stadighed i tråd med, at “vi løfter i flok”, “vi udviser samfundssind”, “vi kerer os for hinanden”. Og det er netop det, som et samfundssind kan, fordi staten (os alle) betaler.

Det, der som mor giver mig en torn i øjet nu, er der, hvor Danmark, før hele coronakrisen overhovedet kunne tænkes at forekomme i virkeligheden, sagde "vi har ikke råd til at behandle ca. 150 mennesker i Danmark for deres muskelsvind. Det er for dyrt”. Og når vi SMA-ramte (ikke corona!) har forsøgt at råbe politikere op, er det et fåtal, der oprigtigt har hørt på, hvad vi har sagt. Disse få politikere har ikke været nok i antal til, at vi kunne få hjælp til at løse sagen, som til stadighed er fuldstændig horribel. Nu viser coronasagen jo, at vi faktisk har masser af penge til at forhindre sårbare i at dø!

Når den værste bølge af coronabølgen er overstået, og samfundet skal i gang igen, så er jeg yderst spændt på, hvor dette nye “samfundssind” bærer os hen. Jeg håber inderligt, at hele det danske politiske set-up er rykket tættere på de “nære værdier”, og hvad disse værdier betyder for os alle - også når hverdagen ruller derudaf, hvor vi ikke er i beredskab som nu. Jeg håber inderligt, at med dette nye samfundssind er sårbare mennesker for alvor er kommet med ind i den samlede betegnelse, når vi skal kere os om hinanden.

Også selv om det vil koste.

Tags: Spinraza, spinal muskelatrofi , corona

Like eller del denne artikel