Coronaepidemien handler ikke om QALY og sundhedsøkonomi

Debat

Leif Vestergaard Pedersen, 
medlem af Medicinrådet og medlem af Etisk Råd

Indsatsen imod coronaepidemien er ikke at sammenligne med nogen anden sundhedsindsats. "Pris pr. kvalitetsjusteret leveår" er simpelthen en forkert målestok. Målestokken er, hvad vores samfundsmodel er værd, skriver Leif Vestergaard Pedersen, medlem af Medicinrådet og medlem af Etisk Råd, i dette debatindlæg.    

Flere sundhedsøkonomer og andre debattører har kastet sig ud i forskellige vurderinger af, hvor meget vi som samfund kan og skal ofre for at redde nogle ”få tusinde menneskeliv” under coronakrisen.

Synspunktet synes at være, at den lockdown, det danske samfund (og det internationale samfund) gennemlever i denne tid, koster så meget i produktion og vækst, at prisen pr. vundet liv eller vundet kvalitetsjusteret leveår (QALY) bliver urimelig høj. Milliarder af kroner pr. menneskeliv. Analyserne kunne føre til, at vi bare skulle lade virussen rase ud så hurtigt som muligt – og tage de tab i menneskeliv, der på den måde uundgåeligt måtte følge af infektionen.

Selvom det er meget vanskeligt præcist at gøre op, hvad omkostningerne ved indsatsen er – og hvilken effekt det har på antallet af tabte menneskeliv, så er der næppe nogen tvivl om, at prisen pr. kvalitetsjusteret leveår langt overstiger de niveauer, som Medicinrådet arbejder med – selv når det drejer sig om de allerdyreste lægemidler.

Uden sammenligning

Men sådan skal det også være. For indsatsen imod coronaepidemien er ikke at sammenligne med nogen anden sundhedsindsats. Målestokken pris pr. kvalitetsjusteret leveår er simpelthen en forkert målestok.

Et almindeligt lægemiddel anvendes til en afgrænset gruppe af patienter. Indsatsen mod corona er både en forebyggende og en (be-)handlingsorienteret indsats. Det er en indsats, der i princippet tilgodeser alle, for vi alle ramt af corona - helbredsmæssigt og økonomisk. Og vi bliver ramt, uanset om vi lod stå til - eller om vi gennemfører lockdown. Coronaindsatsen er således ikke behandling af en patient – det er behandlingen af et samfund, der er alvorligt truet.

Indsatsen mod corona er derfor mere end bare et lægemiddel. Indsatsen handler mere om at sikre, at det velfærdssamfund og den samfundskontrakt, dette hviler på, kan overleve den krise, vi er kastet ud i. Vi betaler vores skat, vi stemmer til vores valg, og vi forventer, at vores samfund tager sig af os, vores kære og vores naboer med flere. Vi forventer, at vi hver især og sammen gør, hvad vi kan, for at mindske krisen, og vi forventer, at samfundet sørger for de svageste, de sygeste og de døende.

Hvis sygehusene hurtigt brød sammen på grund af manglende kapacitet, hvis vi måtte opgive at behandle de sygeste, eller hvis de døende og døde blev overladt til sig selv, så ville samfundet bryde den ”kontrakt”, der gælder for velfærdssamfundet – og vi vil hver især miste yderligere en del af tilliden til det samfund, vi er en del af.

Hvad er vores samfundsmodel værd?

Så målestokken er derfor ikke, om det det er for dyrt at redde et menneskeliv. Målestokken er, hvad vores samfundsmodel er værd. Hvor meget værdsætter vi det samfundssystem, vi har været med til at bygge op? Og at vi er indstillet på at kæmpe og ofre for det.

Den franske præsident har beskrevet indsatsen mod coronavirus som en krig. Og på mange måder er sammenligningen god. For i en krig sidder man jo heller ikke og regner på priser på kvalitetsjusterede leveår. For krigen handler om meget mere. Om de grundlæggende værdier og ideer vi tror på, arbejder for og også kæmper for – og ofrer os for.

Vi vinder krigen mod corona. Vi vinder den forhåbentlig også uden at blive ramt af italienske tilstande. Men hvis sundhedsvæsenet bryder sammen, så ved vi nu, at vi alle sammen har gjort, hvad vi kunne, og sundhedsvæsenet også gjorde, hvad der var muligt – kort sagt, at det samfund, vi er en del af, gjorde, hvad der var muligt for at opretholde samfundskontrakten, at være et humanitært samfund, der bygger på det samaritanske princip. Og dermed bevares samfundskontrakten.

Havde vi intet gjort, ville vi ikke være de samme

Men hvis vi havde brugt den sundhedsøkonomiske analysemodel, så var sundhedsvæsenet brudt sammen, og vi havde ikke kunnet tage os af alle de sygeste, de døende og de døde. Og så havde vi ikke gjort, hvad der var muligt for at undgå katastrofen. Og det ville have efterladt os med et andet land, en anden tænkning og måske med en anden samfundsorden.

Selvfølgelig er der en grænse for, hvornår nok er nok. Det er der i enhver krig. På et tidspunkt kan omkostningerne ved at kæmpe mod corona blive for stor – men så har vi også gjort alt, hvad der var muligt.

Hvor lang tid, vi skal opretholde lockdown, afhænger derfor både af, hvordan epidemien forløber – men også af den etiske og politiske vurdering af, om vi oplever, at vi har gjort hvad der var muligt for at vinde krigen.

Og den slags vurderinger rummer sundhedsøkonomien og QALY slet ikke.

 

Tags: overvægt

Like eller del denne artikel