Varigt vægttab – er det overhovedet muligt?

Debat

Inge Vinding
psykolog, aut. klinisk diætist

Frem for kun at se på forskningsresultater, der peger på, at varigt vægttab stort set ikke er muligt, bør vi rette blikket mod den forskning, der ser nærmere på dem, der faktisk har succes med at fastholde vægttabet. Spørgsmålet er så, hvad vi kan lære af dem? skriver psykolog og autoriseret klinisk diætist Inge Vinding i dette debatindlæg.    

Der synes at have udviklet sig en slags konsensus blandt fagfolk om, at det nærmest er umuligt for folk til at holde vægten efter et vægttab, og at det derfor ikke nytter at få overvægtige til at tabe sig. Men holder den konklusion? Hvilket grundlag bygger den på?

I sundhedsfaglige kredse har der været en tendens til at betragte overvægt snævert ud fra et naturvidenskabeligt perspektiv. Mange af de behandlingstilbud, som findes i dag, har kun fokus på personens vægt – ikke på hele personen. Og behandlingen er tilrettelagt ud fra devisen: Overvægt forårsages af kalorieoverskud og skal derfor behandles med kalorieunderskud. Metoderne er kost og motion, evt. medicin, operation og ballon.

Det er bare ikke tilstrækkeligt. Man er også nødt til at forstå, hvorfor man spiser mere, end man har brug for fysiologisk. Mad dækker nemlig andre behov end at stille sulten. Vi spiser også, når vi skal hygge os, fejre noget, eller når vi keder os. Og vi spiser for at dæmpe uro, stress, bekymringer, tristhed, ensomhed og ikke mindst oplevelsen af lavt selvværd.

I den ene ende af overægtsspektret har vi dem, der spiser for meget på grund af dårlige vaner, almindeligt vellevned og for meget hyggespisning. I den anden ende dem, der lider af en spiseforstyrrelse (BED eller bulimi). Og midt imellem er dem, der trøstespiser, spiser på grund af kedsomhed eller stress, samt dem med et forstyrret forhold til mad, krop og vægt, f.eks. restriktive spisere og følelsesmæssige overspisere. Det siger sig selv, at den samme behandling ikke er løsninger på alle disse forskelligartede grunde til overvægt. Hvis man bliver ved med at løse det samme problem med samme metode, opnår man det samme (og ikke varige) resultat.

Manglende fokus på at fastholde vægttabet

Når det hævdes, at varigt vægttab ikke er muligt, er det vigtigt at huske på, at overvægt hidtil ikke er blevet betragtet som en kronisk tilstand eller sygdom. Ved kroniske sygdomme er der altid en opfølgning, hvor man sætter ind med øget/ny behandling, hvis symptomerne blusser op igen. Men ikke, når det gælder overvægt. Til trods for, at både erfaringer og den eksisterende forskning peger på, at det at holde vægten efter et vægttab er meget svært.

Når vægttabsforløbet eller slankekuren stopper, vender langt de mere eller mindre ubevidst tilbage til deres gamle spisevaner – de vaner, der førte til overvægten. De har lært, hvordan de taber sig, men de har hverken fået indsigt i eller redskaber til at håndtere alle de situationer i livet, hvor det er svært at holde fast i de nye vaner – til at overvinde praktiske og psykologiske barrierer. Og der er ikke blevet arbejdet med evt. bagvedliggende årsager som spiseforstyrrelse, stress og depression. Derfor er chancen for varigt vægttab lille.

Det lykkes for nogle at fastholde et opnået vægttab

Frem for kun at se på forskningsresultater, der peger på, at varigt vægttab stort set ikke er muligt, kan vi jo rette blikket mod den forskning, der ser nærmere på dem, der faktisk har succes med at fastholde vægttabet (de såkaldte ’maintainere’). Der er dog desværre aldrig forsket så meget i netop dette emne. Men lidt er det blevet til. Spørgsmålet er så, hvad vi kan lære af dem?

Efter et vægttab fortsætter de med at spise sundt, er opmærksom på mængder, vejer sig med jævne mellemrum og sætter ind, når vægten stiger, samt motionerer regelmæssigt. Det er i sig selv jo ikke så mærkeligt, at det hjælper at fortsætte med de sundere vaner. Det store spørgsmål er imidlertid, hvorfor nogle fastholder den nye livsstil, mens andre falder tilbage til de gamle vaner?

Forskningen har identificeret en række psykologiske faktorer, hvor især kognitive faktorer synes at være afgørende. Det gælder f.eks. sort-hvid tænkning, der i høj grad er med til at forudsige vægtøgning inden for det første år efter vægttab. Sort-hvid tænkning ses hos mennesker, der er meget restriktive i deres valg af mad. Restriktive spisevaner er forbundet med forbud og afsavn og fører til overspisning. Dem, der holder vægten, udøver en mere fleksibel kontrol over, hvad, hvornår og hvor meget de spiser.

Dem, der tager på igen, oplever dagligdagens barrierer for at spise sundt (job, familie, manglende tid mm.) som større end dem, der fastholder vægttabet. Fordelene ved at have tabt sig står ikke mål med ulemperne ved de anstrengelser, der kræves for at fastholde vægttabet. Og de vedbliver at være utilfredse med, hvordan de opfatter deres krop.

Endvidere peger forskningen på, at spisning for at regulere humøret især for at undgå negative følelser som frustration, nedtrykthed, ensomhed, stress og oplevelsen af lavt selvværd øger risikoen for at tage de tabte kilo på. Det samme gør øget følsomhed over for signaler om mad i omverdenen – noget der er meget relevant i vores samfund, som mange med en vis ret kalder fedmefremmende.

Mangesidet indsats

Hvis det skal lykkes at få folk til at fastholde vægttabet, er man nødt til at se på det hele menneske og dermed inddrage den enkeltes grunde til overvægt. Og ikke mindst acceptere, at det kræver langvarig opfølgning især i de perioder, hvor risikoen er størst for at miste fokus på den nye livsstil og vende tilbage til de gamle vaner f.eks. sygdom, stress, følelsesmæssig ubalance. Et behandlings- og opfølgningsforløb kunne passende tilrettelægges ud fra en screening, hvor man finder ud af, hvad der ligger bag de mange kilo. Og hvor der spilles på mange flere strenge, end det hidtil er sket – herunder inddrager de psykologiske faktorer. Ligesom der er mange veje til et succesfuldt vægttab, er der også mange veje til varigt vægttab. Det er netop ikke ’one-size-fits-all’.

Men sideløbende skal der arbejdes på gruppe- og samfundsniveau. Det er en udfordring at holde vægten stabil i vores samfund, hvor der er rigelige mængder af velsmagende, kalorierige madvarer som søde sager, snacks og fast food alle steder og på alle tider af døgnet. Samtidig har de fleste af os en travl og presset hverdag. Det gør, at vi ofte vælger de lette løsninger, der måske ikke altid er de mest fornuftige ernæringsmæssigt. Derfor har industri og detailhandel også et ansvar. Deres opgave kunne være at skabe mulighed for at købe mindre portioner til fornuftige priser, overveje placering af søde sager og snacks i butikken samt indføre kaloriemærkning. Og arbejdspladserne har et ansvar. Mange steder er der f.eks. en meget dårlig mellemmåltidskultur i form af kage, slik, rundstykker med smør dagligt etc.

Tid til paradigmeskift

Det store fokus på vægt har sammen med de mange forsimplede og ikke evidensbaserede kostråd og trendy kure bidraget til, at stadigt flere har et problematisk forhold til mad, vægt og krop.

Derfor skal vi have fokus på livsstilsændringer, hvor rigid kontrol og firkantede regler om maden erstattes med fleksibel kontrol, hvor alt er tilladt – med måde - med plads til nydelse. Og vi skal have større fokus på sundhed, som handler om meget andet end tallet på vægten. Det betyder en større accept af, at den bedste løsning for nogle mennesker er at fokusere på en sund livsstil og ikke på vægttab. Det kan forhåbentligt bidrage til, at vi kommer væk fra fordømmelse og stigmatisering af de overvægtige. Men samtidig huske på og acceptere, at nogle mennesker faktisk ønsker at tabe sig – af mange forskellige grunde. Det er ikke forkert, og det kan faktisk godt kan lade sig gøre!

Tags: overvægt

Like eller del denne artikel