Mangel på forskning skal ikke åbne op for alskens alternativ behandling

Debat

Stinus Lindgreen

Ph.d, MF (Rad.), Sundhedsordfører

Vi skal opbygge god evidens for vores behandlinger, men bare fordi der er brug for mere forskning, betyder det ikke, at vi skal åbne dørene for alskens alternativ behandling, som i mange tilfælde allerede er undersøgt og fundet virkningsløs, skriver Radikale Venstres sundhedsordfører Stinus Lindgren i dette debatindlæg.

Den 16. august bragte Sundhedspolitisk Tidsskrift en kronik fra Torben Nielsen, formand for Foreningen for Oplysning Om Komplementær Kræftbehandling i Danmark, om evidens og alternativ behandling, der blandt andet var rettet imod undertegnede. Der var en række misforståelser og forkerte påstande, der kræver et modsvar.

Mit eget standpunkt har alle dage været, at det i forhold til alternativ behandling handler om patientsikkerhed og forbrugerbeskyttelse. Hvad må man love, og hvad gør man, hvis det ikke virker, eller hvis det går galt – direkte eller indirekte? Her er stadig meget at gøre, og det er vigtigt, netop fordi – som også kronikøren skriver – så stor en del af befolkningen benytter sig af alternative behandlinger. Det gælder i særdeleshed indenfor de mest sårbare patientgrupper.

Det betyder ikke, at videnskaben ved alting, eller at læger er ufejlbarlige. Naturligvis ikke. Men bare fordi der er noget, vi ikke ved, betyder det ikke, at alt andet så bliver lige plausibelt. Ja, der er meget at gøre indenfor det konventionelle sundhedsvæsen – det vender jeg tilbage til – men det fører ikke nødvendigvis til, at alternative behandlinger så er brugbare.

Det vigtigste først: Det er aldrig patienternes skyld, og jeg har aldrig sagt, at de patienter, der benytter sig af alternative behandlinger, er dumme og uvidende, sådan som kronikøren skriver. Tværtimod forstår jeg godt, at man i en svær situation – eksempelvis som terminal cancerpatient – kan have behov for at prøve hvad som helst. Hvis en behandler tilbyder lindring, vil mange naturligvis tage imod det.

Der er da heller ingen tvivl om, at selv hvis den udførte behandling er fuldstændig virkningsløs, så kan den enkelte patient have en god oplevelse, hvilket igen kan føre til øget velvære og livsglæde – også selv om det ingen reel effekt har på selve sygdommen. Tid, omsorg, en der lytter. Det kan alt sammen have stor betydning i en situation præget af usikkerhed, angst og et sundhedsvæsen, der er presset og ikke har tid til dybe samtaler.

Det er netop balancegangen: Hvordan sikrer vi ordentlig patientsikkerhed og forbrugerbeskyttelse overfor folks ret til selv at opsøge de behandlinger, de vil? Alternative behandlinger dækker jo over mange og meget forskellige traditioner, og hvis en patient har en god oplevelse, er det jo patientens valg. Nogle alternative behandlinger er ganske harmløse, andre kan være direkte eller indirekte farlige – og så er der naturligvis det økonomiske aspekt. Hvad lover den enkelte behandler? Er det den bedste brug af en terminal patients penge og sidste tid i live? Hvordan beskytter vi disse patienter mod at blive udnyttet?

Jeg har talt med mange patienter, der har benyttet sig af alternative behandlinger, og jeg har hørt både gode og dårlige historier. Her det vigtigt at skelne imellem en reel effekt af klinisk relevans og en oplevelse af velvære. Ja, det sidste er så sandelig også vigtigt, men det bliver man sjældent rask af. Derfor er det ikke nok kun at høre på de patienter, der selv har haft positive oplevelser og føler, de har fået det bedre. Som ved alle andre behandlinger kan vi kun sige noget sikkert om effekt og sikkerhed, når det har været testet ordentligt.

Det leder frem til kronikens bærende påstand: Nemlig at ”det danske sundhedsvæsen er fyldt med kvaksalveri”, og at konventionelle behandlinger i 90 procent af tilfældene er uden evidens. Ergo er det ikke bedre end alternative behandlinger.

Det er heldigvis ikke korrekt. For det første er det en logisk fejlslutning at påstå, at fordi én ting ikke virker, så skal vi bruge noget andet, der heller ikke virker. Selv hvis kronikøren havde ret i sin oprindelige påstand om konventionelle behandlinger, betyder det ikke, at homøopati eller akupunktur pludselig virker. Det er en pointe, som også fremgår tydeligt af en artikel af Anders Perner, som der i debatindlægget henvises til.

Jeg er enig i Anders Perners advarsel om, at der er meget, vi ikke ved, og jeg har selv flere gange talt varmt for offentlig klinisk forskning for at lære mere om behandlingseffekter ude i klinikken. Det er vigtigt for prioriteringer i sundhedsvæsenet og for patientsikkerheden.

Men jeg er ikke enig i konklusionen om, at under 10 procent af vores behandlinger er baseret på evidens. For det første er der forskellige grader af evidens udover velkontrollerede, randomiserede forsøg. Er en behandling for eksempel overhovedet biologisk plausibel? Kan man opsætte et reelt kontrolleret forsøg, eller må vi forlade os på basal viden om fysiologi i stedet for at teste effekten af at stoppe større blødninger overfor at lade være? Man kan diskutere hvilke metoder, som er bedst egnede til at stoppe blødning, men ikke om det er relevant livreddende behandling. Endelig kan man se på eksempelvis udviklingen i overlevelse indenfor kræftområdet, hvor det går fremad i takt med nye behandlinger. I begyndelsen af 90’erne overlevede kun 37 procent af mænd i fem år eller mere. I dag er det over 60 procent. Det tyder på, at  forskning i kræftbehandling og udnyttelse af ny viden virker.

Opgørelser over behandlinger er heller ikke helt så grelle. Edzard Ernst referereri sin bog “SCAM  So-Called Alternative Medicine”til en opgørelse, som finder, at der er evidens for gavnlig effekt ved 11procent af behandlinger, og sandsynligvis gavnlig effekt ved yderligere 24 procent - altså samlet 35 procent. Det skal her siges, at denne opgørelse indregner alle mulige alternative behandlingsformer, hvilket betyder, at hvis man lugede dem fra, ville tallet være endnu pænere.

Vi kan også se, at når læger rent faktisk ordinerer medicin eller vælger en behandling, så er de i langt højere grad baseret på evidens. Ordinationer er i over 80 procent af tilfældene baseret på evidens (30 procent på randomiserende, kontrollerede forsøg - RCT). På hospitaler i både Sverige og England var over 80 procent af behandlinger baseret på evidens, heraf over 50 procent på RCT.

Så det står ikke helt så slemt til, som kroniken giver udtryk for, men hele konceptet om evidensbaseret medicin er også relativt nyt og har kun eksisteret i et par årtier. Der er selvsagt meget arbejde foran os, som Anders Perner ganske rigtigt påpeger. Vi skal opbygge god evidens for vores behandlinger, men bare fordi der er brug for mere forskning, betyder det ikke, at vi skal åbne dørene for alskens alternativ behandling, som i mange tilfælde allerede er undersøgt og fundet virkningsløs.

 

Tags: alternativ behandling

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift