Sådan kan vi mest effektivt hjælpe patienter til bedre liv

Kronik

Michael Birkjær,
Senioranalytiker ved
The Happiness Research Institute

 

Der er stor forskel i livskvaliteten mellem syge og raske mennesker, og den forskel skyldes ikke blot fysiske sundhedsforskelle, men i højeste grad psykisk og socialt velbefindende. De nuværende livskvalitetsmålinger måler dog ikke de stærkeste kilder til mistrivsel, skriver Michael Birkjær, senioranalytiker i tænketanken The Happiness Research Institute i denne kronik. Han mener, at hvis patienters livskvalitet prioriteres, kan vi realisere sundhedssektorens fulde potentiale til at skabe gode liv og reducere sundhedsomkostningerne i samfundet. 

Danskerne er et af de lykkeligste folkefærd i verden. Hvert år rangerer Danmark i top-3 over gennemsnitlig livskvalitet i verden i FN’s ”World Happiness Report” samt i OECD’s ”Better Life Index”. 

Mens disse fornemme placeringer vidner om, at de fleste mennesker i dette land lever et godt liv, så er det vigtigt at bemærke, at placeringerne er baserede på et gennemsnitsbillede af hele befolkningen og derfor maskerer en betydelig ulighed i livskvalitet mellem mennesker. Eller med andre ord: Der findes en betydelig andel danskere, som også mistrives.

Årsagerne til mistrivsel er mange, men en primær kilde er sygdom og kroniske lidelser. Mennesker med forskellige lidelser som for eksempel diabetes, Parkinsons sygdom og psoriasis har alle i gennemsnit en betydelig ringere livskvalitet end raske mennesker.

Dét er der i sig selv ikke noget overraskende i, men det er alligevel afgørende, at vi dvæler lidt ved denne sammenhæng. For hvad betyder det egentlig? Er et øget fokus på fysiske sundhedsproblemer vejen til et samfund, hvor endnu flere mennesker kan leve et godt liv?

Svaret er både ja og nej!

Fra et livskvalitetsfremmende perspektiv bør sundhed være et primært fokus! Men på trods af at mange sygdomme og kroniske lidelser i deres natur er fysiske, så er livskvalitetskløften mellem kronisk syge og raske ikke blot et spørgsmål om fysiske sundhedsforskelle. Nærmere tværtimod.

Patienters livskvalitet er ikke blot et spørgsmål om fysisk sundhed

Når WHO definerer sundhed som ”… en tilstand af fuldkommen fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom,” så nærmere vi os en definition, der i høj grad afspejler kroniske patienters faktiske tilværelse. Virkeligheden er nemlig den, at livskvalitetsforskellene mellem kronisk syge og raske mennesker oftest kan forklares af sociale og psykiske udfordringer for disse mennesker. For kroniske patienter handler det ikke udelukkende om de fysiske implikationer såsom smerte, irritation og mobilitetsproblemer.

Kroniske lidelser og sygdomme er selvfølgelig meget forskellige, men netop disse forskelle kan livskvalitetsmålinger hjælpe os med at adressere ved at identificere hvilke livsomstændigheder, der er mest livskvalitetsforringende for den enkelte patientgruppe.

For eksempel ser vi, at for mennesker, der lever med psoriasis, som per definition er en fysisk lidelse, er forringelse af livskvaliteten i højeste grad et spørgsmål om socialt stigma og mentale sundhedsproblemer. Svær ensomhed er eksempelvis ti gange mere udbredt blandt danskere med psoriasis end blandt danskere i almindelighed. Når vi gør os bevidste om disse sammenhænge, kan vi også afgøre, hvordan vi mest effektivt kan hjælpe mennesker med forskellige sygdomme til at leve bedre liv.

Det er ikke en ny idé, at livskvalitet skal anvendes som styringsmål i sundhedsplejen. Nogle vil sågar mene, at det er helt almindelig praksis, og at Danmark allerede regner på patienters livskvalitet.

Her refereres der til de sundhedsværktøjer, som skeles til eller aktivt tages i brug, når effektiviteten af forskellige interventioner skal vurderes. Disse værktøjer går under fællesbetegnelsen ”Sundhedsrelaterede-livskvalitetsmål” og dækker blandt andet over det omdiskuterede værktøj ”Kvalitetsjusterede-leveår”, som danske læger og beslutningstagere er vant til at læse om i forskningslitteraturen.

Hvis du er kronisk patient eller har været igennem et kort behandlingsforløb, så har disse værktøjer med stor sandsynlighed haft betydning for, hvilken behandling du er blevet tilbudt.

Men er det ikke alt sammen godt så? Adresserer vi ikke livskvalitetskløften på bedste vis, når “mest mulig livskvalitet for flest mulige patienter” allerede er en grundlæggende præmis i de værktøjer, vi typisk anvender i forskning og i praksis?

Jo. Hvis det dog bare var tilfældet, at disse værktøjer faktisk målte livskvalitet.

Et fokus på livskvalitet sætter nye mål og betaler sig

Selvom de sundhedsrelaterede livskvalitetsmålinger har til formål at måle livskvalitet, så måler de oftest blot fysisk sundhed og hverdagsrestriktioner, og mange af de stærkeste kilder til mistrivsel ignoreres enten delvist eller fuldstændigt. Det gælder for eksempel psykiske sundhedsproblemer, som konsekvent vægtes som mindre afgørende end de fysiske aspekter. Og ensomhed, som er en af de mest afgørende årsager til mistrivsel, og som har samme effekt på dødelighed som rygning, udelades konsekvent i udregningerne.

Når vores nuværende livskvalitetsværktøjer ikke i tilstrækkelig grad adresserer de mest potente kilder til mistrivsel – såsom ensomhed og psykiske sundhedsproblemer - så realiserer vi ikke sundhedsplejens fulde potentiale til at skabe gode liv. Blev livskvalitetsmålinger anvendt som enten primært eller komplementært styringsværktøj, ville vi i højere grad prioritere de sociale og psykiske aspekter af sundhed, og en intervention som for eksempel gratis psykologhjælp vil pludselig få meget bedre vilkår, da den alt andet lige, vil fremstå som en mere omkostningseffektiv intervention.

Men har vi råd til sundhedsprioriteringer baseret på patienternes livskvalitet? Med forskning der peger på, at patienternes nuværende livskvalitet alene kan forudsige deres fremtidige forbrug af sundhedsservices, samt evidens der peger på at mentale sundhedsproblemer koster Danmark 5,4 procent af BNP, men at innovative former for mental sundhedspleje reducerer disse omkostninger, så kunne man også spørge, om vi overhovedet har råd til at lade være?

Ny dedikeret forskning vil realisere sundhedssektorens fulde potentiale

Den nyligt lancerede ”The Health and Happiness Foundation”, under forsæde af Kristian Hart-Hansen (CEO, LEO Innovation Lab), har til formål at adressere begrænsningerne i forskningen om og prioriteringen af patienters livskvalitet. Den primære ambition er at skabe kvalificeret viden og udvikle styringsværktøjer, som gør det muligt at forstå og prioritere sundhed på en måde, som faktisk afspejler, hvordan patienter oplever tilværelsen.

På linje med WHO’s definition af sundhed, ønsker fonden at skabe et mere videnskabeligt og praktisk fokus på de mentale og sociale aspekter af sygdomme. Men dette er dog blot toppen af isbjerget. Hvis ambitionen er at mindske livskvalitetskløften mellem raske og syge mennesker, kræver det, at vi også regner på de demografiske og adfærdsmæssige aspekter, såsom: Alder, køn, socioøkonomiske forhold, relationer til sundhedsplejen, risikoadfærd og arbejdsliv. Derudover skal livskvaliteten for personer i patientens nærmeste sociale miljø, såsom familie og omsorgspersoner, også gøres til en del af ligningen.

Formålet med denne tilgang er ikke at trivialisere de problemer, der er relateret til fysisk (u)sundhed. Det er vigtigt at pointere, at selvom de fysiske sundhedsproblemer er alvorlige i sig selv, så er et isoleret fokus på sygdommens fysiske aspekter en forsimpling af sundhed! Oplevelsen af tilværelsen for mennesker med sygdomme er ufatteligt kompleks, og vores forskning og prioriteringsmetoder skal i højere grad afspejle den kompleksitet.

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift