EU’s økonomiske politik ødelægger det danske sundhedsvæsen

Kronik

Chresten Sørensen,

fhv. overvismand

De konstante nedskæringer på bl.a. sygehusene er ikke nødvendige, mener fhv. overvismand Chresten Sørensen. Men det er lykkedes at bilde politikere og beslutningstagere ind, at offentlige spareøvelser er nødvendige, og det er sket som en kombination af ødelæggende, overordnede økonomiske spilleregler i EU og accept heraf af såvel politikere som økonomer mv., skriver han i kronik.

Danmark har en usædvanlig stærk samfundsøkonomi. Siden 2010 har vi haft et årligt betalingsbalanceoverskud på mere end 100 mia. kr., og i de seneste fem år endog over 150 mia. kr. i gennemsnit. Så hver eneste dag, inkl. søn- og helligdage, har vi nu i gennemsnit et overskud på betalingsbalancen på ½ mia. kr.! Dette har ført til, at der kun er et land i Europa – nemlig Holland – der har større nettotilgodehavender i udlandet i forhold til bruttonationalproduktet end Danmark. Hertil kommer et meget højt beskæftigelsesniveau. Alligevel begrundes offentlige spareøvelser med, at dette er nødvendigt.

Hvordan er det lykkedes at bilde politikere og beslutningstagere dette ind? Min forklaring: En kombination af ødelæggende, overordnede økonomiske spilleregler i EU og accept heraf af såvel politikere som økonomer mv.

De overordnede økonomiske spilleregler i EU, som de kommer til udtryk i Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten, bygger på den falske præmis, at der skal være balance eller overskud på de offentlige finanser. Dette tvinger eller opfordrer politikere i Danmark til spareøvelser, selv om dette ikke er nødvendigt og ligefrem kan være skadeligt, som det aktuelt er tilfældet i Danmark på vigtige områder som uddannelse, ældrepleje og ikke mindst sundhedsområdet, jf. bl.a. de aktuelle, ødelæggende besparelser på Aarhus Universitetshospital.

Lande, herunder også EU-landene, påvirker hinanden via ikke mindst eksport- og import. Disse transaktioner registreres på betalingsbalancen. Når den økonomiske politik skal koordineres, som det er absolut nødvendigt i et område med fælles valuta, siger det vel næsten sig selv, at det af rent faglige grunde derfor burde være taget udgangspunkt i betalingsbalancen og ikke i de offentlige budgetter. For er der nogenlunde betalingsbalanceligevægt opvejes et evt. underskud på den offentlige saldo af et tilsvarende overskud i den private sektor. (Det gælder nemlig: At overskuddet på betalingsbalancens løbende poster = summen af det offentlige og private opsparingsoverskud, der igen måles som opsparing minus investeringer). Offentlige underskud kan derfor finansieres af et privat overskud, når der er ligevægt på betalingsbalancen og mere end finansieres ved overskud på betalingsbalancen, hvorfor der under disse forudsætninger ikke er et eksternt problem, men højest et internt problem ved offentlige underskud. Og der er vel at mærke ikke eksempler på, at IMF har måttet træde til i lande med nogenlunde betalingsbalanceligevægt.                                                           

Finanskrisen demonstrerede dette igen. Alle fire Euro-lande, der kom i meget alvorlige problemer, Grækenland, Irland, Spanien og Portugal, havde alle meget store betalingsbalanceproblemer. Men to af landene – Spanien og Irland – havde ligefrem overskud på den offentlige saldo, hvorfor der ikke udgik tilstrækkelige advarsler fra de grundlæggende spilleregler i EU’s økonomiske og monetære union. Så både teori og praksis viser, at der i den økonomiske koordinering i EU primært burde være taget udgangspunkt i betalingsbalancestillingen. Dette er langt mere grundigt dokumenteret i bogen ”Fundamentet under EU vakler”, som jeg har skrevet sammen med fhv. departementschef Jørgen Rosted, og som udkom i nov. 2018.

Men hvorfor tier politikere, beslutningstagere og økonomer med, at EU’s overordnede økonomiske spilleregler er direkte misvisende? Det vil jeg forsøge at forklare med en analogi til Kejserens nye klæder også for med litteraturens hjælp at udtrykke, hvor misvisende disse regler er. Når væverne i Kejserens nye klæder har held til at bilde befolkningen ind, at Kejseren har klæder på, skyldes det, at de påstår, at dumme mennesker ikke kan se de fine nye (ikke eksisterende) klæder. Og ingen har jo lyst til selv at udbasunere, at de er dumme. Først, da et barn råber sandheden, at Kejserens ingen klæder har på, får bedraget en brat ende.

Hvorfor tier alt for mange økonomer herom? Er de som bedsteborgerne i Kejserens nye klæder bange for at blive kaldt uansvarlige eller ligefrem dumme, hvis de grundlæggende økonomiske spilleregler i EU udfordres? Eller hvad er ellers grunden? Hvis vi har taget fejl, er det jo mærkeligt, at vi ikke irettesættes af de kolleger, der måtte have en anden vurdering. Og dette er i øvrigt ikke første gang, at jeg udfordrer mine kolleger, så jeg tror ikke, at de kan komme med vægtige indvendinger mod vores analyse i bogen. I øvrigt burde ikke mindst vismændene tage til genmæle, idet de jo skal holde øje med overholdelsen af Budgetloven, der jo er baseret på de fejlkonstruerede pagter: Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten. Det burde være et problem for vismandsinstitutionen, at de har accepteret at være overdommere i fejlkonstruerede retningslinjer for den økonomiske politik – især når de ikke gør opmærksom herpå.

Disse pagters konsekvenser for Danmark med unødvendige forringelser af den offentlige service på bl.a. sundheds-, undervisnings- og ældreområdet har mindet mig om en af de bøger uden for pensum, som jeg, læste, da jeg studerede til økonom i slutningen af 1960’erne, nemlig John Kenneth Galbraith’s bog ”Det rige samfund”, som udkom på dansk i 1961 – tre år efter den amerikanske udgave fra 1958 ”The Affluent Society”. Dengang var USA et meget rigt samfund i hvert fald relativt set i forhold til andre lande som Danmark.

Men selv om USA var et meget rigt samfund, var det også et fattigt samfund. Mens gennemsnitsamerikanerens privatforbrug var meget høj, var det offentlige forbrug i form af offentlige ydelser fra veje, hospitaler m.m. lavt. Det var denne kløft mellem det private og det offentlige forbrug, som blev udstillet i ”Det rige samfund” – og som gjorde bogen interessant og tankevækkende for mig.

Når jeg fremhæver denne bog og denne problemstilling, er det naturligvis, fordi vi i disse år vel oplever noget tilsvarende i Danmark. Det private forbrug er således steget med otte pct. i de seneste fem år, hvor det offentlige forbrug steg med 4½ pct.

I min alder bliver man mindet om betydningen af det offentlige forbrug på især to måder: Via børnebørn, der i folkeskolen desværre møder uantagelige forhold (de får bl.a. ikke egne skolebøger, som de kan tage med hjem, idet f.eks. 72 elever skal dele 24 matematikbøger, og de møder uhumske toiletforhold), og via de forhold, der bydes nogle af vores ældste medborgere, der bliver syge og møder hospitalsvæsenet, hjemmehjælp o. lign. Det burde være uantageligt i et så rigt samfund som det danske.

Det letteste ville selvfølgelig være alene at henføre dette til manglende ressourcer på disse områder med f.eks. en henvisning til, at det offentlige forbrug nu i flere år er steget mindre end det private forbrug. Men det er nok ikke hele forklaringen og måske endog slet ikke forklaringen. Forklaringen kan i hvert fald delvist henføres til den måde, som ressourcerne (mis)bruges på.

Også her vil jeg gribe tilbage til fortiden for at sætte dette i perspektiv. Da jeg gik i Ribe Katedralskole i starten af 1960’erne (student i 1964), blev gymnasiet administreret af rektor, som i øvrigt også underviste, og en halvdags kontordame, idet en række opgaver som f.eks. bygningsadministration, hvor der er oplagte stordriftsfordele, blev varetaget centralt.  Når jeg i dag ser på gymnasierne – og herunder Ribe gymnasium – er der jo en helt anden og større administrativ forvaltning, der er blevet opbygget. Og det er ikke begrænset hertil – slet ikke.

Dette er næppe gymnasiernes eller rektorernes ansvar. Dette forsøgte otte tidligere medarbejdere i Finansministeriet at gøre opmærksom på i en kronik 29. marts 2007 i Politiken med flg. sigende overskrift: ”Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde”. Det var den centrale styringstænkning og kontrolmani, som de bad om tilgivelse for. Den var blev igangsat ud fra velmente motiver i tråd med tankegangen i New Public Management, men var endt som en bureaukratisk styrings- og kontroluhyre udtrykt således i kronikken:

”i de velmente bestræbelser på at synliggøre, klargøre og motivere til øget kvalitet gennem dokumentation er vi nået til et stade, hvor styringen er kammet over og er blevet sin egen værste fjende. Vi har sat et vældigt system i gang, som udarbejder omfangsrige kontrakter, evalueringer, årsrapporter, akkrediteringer og så videre, uden at det har ført til øget tilfredshed med kvaliteten.”

Det har f.eks. betydet, som det nævnes i kronikken, at nogle socialrådgivere kun bruger 18 pct. af arbejdstiden på klienter, idet resten af tiden bruges på møder og dokumentation.

Ét er, at det måske kan forklares, hvorfor en så ødelæggende styringstankegang og kontrolbureaukrati har vundet indpas. Langt vanskeligere er det at forstå, hvorfor der ikke er blevet gjort politisk op hermed.

Jeg vil driste mig til at komme med min hypotese om. Der er vel to grundformer for styring af offentlige aktiviteter, hvor der jo ikke som i privatregi er en profitbundlinje, som disciplinerer til målrettethed og effektivitet. Styringen af de offentlige aktiviteter må derfor som udgangspunkt enten baseres på en hel række indikatorer for mål og aktiviteter, som formuleret i New Public Management tankegangen, eller på tillid til, at de offentlige institutioner bedst muligt opfylder deres mål med de bevilligede ressourcer.

Man kan indvinde, at det er for risikobetonet at argumentere for tillidsbaseret ledelse uden stærke måle- og kontrolmekanismer. For hvorfor skulle offentlige ledere og medarbejdere med dette udgangspunkt alene have fokus på brugernes behov og ønsker og se bort fra egne? Derfor må tillidsbaseret ledelse også ledsages af klare krav og forventninger til de offentlige ledere om bedst mulig udnyttelse af ressourcerne. Og hvis dette ikke realiseres, må ledelsen afskediges. Tillidsbaseret ledelse kræver derfor også i virkelighedens verden, at det bliver meget lettere at afskedige offentlige ledere, ligesom det skal kunne ske uden særlige bonusbetalinger. Og det er formentlig ulysten til af påtage sig denne opgave, hvad enten de offentlige institutioner ledes af bestyrelser eller politisk, der har betydet, at den centrale styringstænkning og kontrolbureaukrati med tilhørende dokumentationskrav er blevet så dominerende, selv om disse krav i virkelighedens verden står i vejen for eller ligefrem umuliggør levering af offentlige ydelser af høj kvalitet med ellers tilstrækkelige ressourcer.

Det er givetvis både naivt og heller ikke ønskeligt uden videre generelt at erstatte kontrolmodellen med tillidsmodellen i styringen af den offentlige sektor. Det bør område for område dokumenteres, hvor omkostningsfuld kontrolmodellen er – både i ressourceforbrug og i manglende målopfyldelse. Der kunne f.eks. startes med at undersøge, hvordan antallet af/lønsummen for undervisere har udviklet sig overfor det administrative personale og andet øvrig personale i gymnasieskolerne, ligesom i det hele taget de øvrige væsentlige budgetposters udvikling bør analyseres. Dette bør sammenholdes med de resultater, som eleverne opnår.

På basis heraf bør der igangsættes forsøg med tillidsbaseret ledelse i en række gymnasier, hvor der er et friere større budget, muliggjort af at de administrative kontrolforanstaltninger rulles tilbage, samtidig med at ledelsen accepterer, at tillidsbaseret ledelse også betyder langt større mulighed for afskedigelse, hvis ledelsen ikke lever op til de opstillede forventninger.

Sådanne analyser kan gennemføres på mange andre områder inden for det offentlige herunder sundhedsområdet, ligesom forsøgsvirksomhed med tillidsbaseret ledelse kan iværksættes, hvor der trækkes på de erfaringer, der er indhøstet på f.eks. gymnasieområdet.

Dette indskud om det store ressourceforbrug, som er fulgt med New Public Management tankegangen er medtaget for at tilkendegive, at det ikke blot er manglende ressourcer, der ligger bag ydelsesreduktioner på sundheds-, uddannelses- og ældreområdet. Der er efter min mening også behov for at reducere den bureaukratisering, der har været en konsekvens af New Public Management tankegangen, og som kan udhule den service, som befolkningen får.

Ovenstående har også en afgørende betydning for de igangværende regeringsforhandlinger. Det radikale Venstre ønsker selvsagt, at der føres en ansvarlig finanspolitik, hvor ambitiøse klimainitiativer også er finansieret. Men Det radikale Venstre er ikke blot som mange andre blinde for fejlkonstruktionen i EU’s overordnede økonomiske spilleregler. De mener tillige, at presset på det danske arbejdsmarked kun kan løses ved at øge arbejdsudbuddet – ikke mindst fra udlandet. Det overvejes tilsyneladende overhovedet ikke, at det også var muligt at reducere arbejdskraftefterspørgslen. Dette er endnu et tabuområde – udover EU’s økonomiske spilleregler – der i flere år har præget den økonomiske debat i Danmark. Her står Det radikale Venstre heller ikke alene – men måske nok mest enøjede.

Jeg skal derfor komme med et forslag til, hvordan finansiering af klimainvesteringer og genopretning af den offentlige service kan ske – og endog uden at udfordre de økonomiske spilleregler i EU: Øg arbejdsmarkedsafgifterne med 2 procentpoint. Det vil give et ekstra provenu på over 20 mia. kr. om året og lette presset på det private arbejdsmarked og derfor også gøre det muligt at forbedre den offentlige service, uden at der bliver brug for mere udenlandsk arbejdskraft. Og så vil det tillige bidrage til at reducere det uholdbare høje overskud på betalingsbalancen, som vi har i Danmark.

I det ovenfor anførte har jeg især fokuseret på de negative konsekvenser, som Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten har internt i Danmark. Men de forkerte spilleregler har også bidraget til at uddybe kløften mellem nordlige og sydlige EU-lande. Kløften er nu blevet så stor, at der er grund til at frygte, at det europæiske samarbejdsprojekt, som EU er udtryk for, risikerer af bryde sammen af denne grund. Dette er langt mere uddybet i ”Fundamentet under EU vakler.”

Og det er ikke blot internt i Danmark og EU, at der er negative virkninger. Det afspejler sig også i EU’s forhold til bl.a. Afrika.

Lad mig udtrykke det kort og forhåbentligt klart. EU har overfor Afrika valget mellem at åbne op fra varer eller blive målet for et stadigt større immigrationspres. Kombinationen af meget høj ledighed i Afrika, især blandt unge, og udsigten til en befolkningseksplosion vil få mange unge afrikanere til at forsøge at immigrere, hvis der fortsat er udsigt til manglende jobmuligheder, så alternativet til at emigrere er social armod eller det, der er værre.

Derfor bør EU – i egen interesse – åbne for import fra Afrika, herunder med tilskud til virksomheder, der vil flytte produktion dertil fra såvel EU og ikke mindst fra EU-virksomheder med produktion i Kina og andre lande, der kan klare sig selv.

Det vil især være de sydlige EU-lande, der vil få konkurrence fra produkter fra Afrika. Grundet disse landes økonomiske problemer, er det imidlertid ganske usandsynligt, at EU vil kunne komme igennem hermed. Det vil fremover øge immigrationsstrømmen mod EU. Også dette kan blive en konsekvens af fejlagtige økonomiske spilleregler i EU.

 

 

 

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift