Hvem er psykiatriens stedmor, og hvem bliver redningsmand?

Debat

Af Mikkel Rasmussen
Speciallæge i psykiatri
Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland
Formand for Psykiatri-Listen (P)

DEBAT: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby beskylder regioner for at behandle psykiatrien stedmoderligt. Men hvem er stedmoderen her? skriver Mikkel Rasmussen, psykiater og medlem af det midtjyske regionsråd for Psykiatri-listen. 

Det er ikke nyt, at psykiatrien er presset i bund, og at der både mangler hænder og sengepladser. Regeringen har anerkendt, at det er et stort problem, men den ambitiøse plan for at rette op på fortidens synder udebliver alligevel.

Først bebudede regeringen i deres psykiatriudspil, at der kommer ekstra intensive senge til psykiatrien, så fremgik det efterfølgende, at der blot var tale om en opgradering af eksisterende senge i psykiatrien, og senest forlyder det så, at der alligevel er tale om ekstra intensive senge. Ja, forvirringen er total. Det, der dog står klart, er, at de 60 mio. kr., som der fra 2021 er afsat til nye intensive sengepladser, lyder flot, hvis man ikke ved, hvad det konkret betyder.

Hvis vi går ud fra, at der faktisk er tale om nye senge, så bliver pengene omsat til, hvad der svarer til seks ekstra sengepladser i psykiatrien i hver region.

Det er så, hvad sundhedsreformen gør for psykiatrien!

Fra 2014 til 2017 blev der imidlertid nedlagt 67 sengepladser. I samme periode er antallet af patienter i sygehuspsykiatrien vokset markant år for år.

Kritikken har været stor fra psykiatriens aktører. Der er tale om klatfinansiering af psykiatrien – igen! Sundhedsminister Ellen Trane Nørby svarer på denne relevante kritik, at "vi har løftet psykiatrien med sundhedsreformen.," og skyder som vanligt skylden på regionerne for "..at psykiatrien flere steder er blevet stedmoderligt behandlet".

Det er stedmoderligt, at man giver psykiatrien et hold kæft-bolsje med en "psykiatriplan" i september, som er så uambitiøs og underfinansieret, at det er åbenlyst for enhver.

Det er stedmoderligt, at man laver en vidtrækkende og langstrakt sundhedsreform og glemmer psykiatrien i denne og i øvrigt sparker specialområdet og handicapområdet til hjørne med en uvis fremtid i sigte. Se DET er stedmoderligt, og DET er måden, hvorpå regeringen kan sigel, de gør noget uden reelt at gøre det.

Så vil stedmor sige undskyld og rette op med en rigtig psykiatriplan, der tænker mere langsigtet med en genoprettelse af psykiatrien – både hospitals- og socialpsykiatrien? Eller er det oppositionen, der skal gøre dette? Hvem kommer til at redde psykiatrien fra kollaps med en anstændig genoprettelsesplan?

 

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift