Medicinrådet er et misfoster – det skal væk

Kommentar

Arne Rolighed

fhv. sundhedsminister,

fhv. direktør for Kræftens Bekæmpelse

og fhv. sundhedsdirektør i Aarhus Amt

DEBAT: Skal mødet mellem patienter og sundhedsvæsen være en politisk kampplads eller en handel på Hjallerup Marked? Med etablering af det såkaldte Medicinråd bringes patientgrupper i kamp for hver deres lægemiddel: Mod muskelsvind, stofskifte, sclerose eller cancer. En ny tendens, hvor Medicinrådet bærer ved til bålet, skriver fhv. sundhedsminister Arne Rolighed (Soc). 

I Danmark har regionerne oprettet det såkaldte Medicinråd, der i lighed med EMA – Det Europæiske Medicin Agentur - kan vurdere lægemidlets effekt. Finder Medicinrådet, at effekten er beskeden i relation til en meget høj pris, kan rådet undtage lægemidlet fra det fri behandlingstilbud. De, der har penge, kan selvfølgelig få fat i det, da EU-kommissionen har givet markedsføringstilladelse, så rådets afgørelser vil dermed primært ramme de fattigste patienter og bidrage til ulighed i sundhedsvæsenet.

Der er flere grunde til, at Medicinrådet er en misfoster. Den mest alvorlige grund er, at den rammer midt ind i tillidsforholdet mellem læge og patient.

Grund 1: Medicinrådet ødelægger tillidsforholdet mellem læge og patient

Patientens møde med det det danske sundhedsvæsen er baseret på tillid. Når patienten møder lægen, må patienten have tillid til, at det, der kan gøre nytte med hensyn til helbredelse, livsforlængelse eller blot at tilføre livet kvalitet, også bliver tilbudt patienten. I tilknytning hertil må lægen sikre sig, at der er dokumentation for, at tilbuddet har en positiv effekt, der overstiger bivirkningerne.

Vores sundhedssystem er unikt i den forstand, at patienterne i princippet har alverdens behandlingsmuligheder til deres rådighed. Kan den praktiserende læge ikke hjælpe, bliver patienten sendt til speciallæge eller på sygehus. Kan det lokale sygehus ikke klare det, visiteres patienten til en afdeling med specialbehandling. Må også den give op, kan patienten visiteres til en specialist i udlandet, når der er tilstrækkelig dokumentation for, at behandlingstilbuddet virker. Der er også givet mulighed for, at specialisterne på vores landsdelscentre kan visitere til veltilrettelagte forskningsforsøg både her i landet og i udlandet. Endelig kan patienter med livstruende sygdom og uden helbredende behandling visiteres til eksperimentel behandling i ind- og udland. Alt sammen vederlagsfrit for patienten.

Det kan ganske enkelt ikke blive flottere! Når det handler om at skabe et værdifundament for tillidsforholdet mellem patient og læge, findes der næppe noget land med et flottere værdisæt – og knyt så hertil: Fri og lige adgang for alle, der har et behandlingsbehov, demokratisk tilrettelagt af folkevalgte.

Tillidsforholdet trues af, at patienterne i stigende grad vil møde et sundhedsvæsen baseret på en lommeregner. Forholdet mellem patientgruppers ønsker om dyr medicin og vores sundhedsvæsen vil i stigende grad blive gjort til genstand for forhandling for ikke at sige Hjallerup Marked. Fra at være baseret på lægens frie ordinationsret af europæisk tilgængelige lægemidler bliver det i stigende grad gjort til en daglig politisk kamp, hvor alle står som tabere. Vi har set de første tendenser til den udvikling, hvor medicineringsmuligheder gøres til genstand for politisk kamp.

Grund 2: Dobbelt vurderingsarbejde

Med Medicinrådet får vi et dyrt, dobbelt vurderingsarbejde. Hele ideen med det europæiske medicinagentur EMA er jo at lave én grundig vurdering af nye lægemidler på vegne af alle 27 medlemslande. Det sker oftest ved inddragelse af to medlemslandes lægemiddelstyrelser. Lægemiddelstyrelsen i Danmark er forholdsvis meget anvendt. Det virker både lidt naivt og dobbelt bureaukratisk at skulle vurdere lægemidlet to gange. Medicinrådets overvejelser og konklusioner står meget i skyggen af EMA`s grundighed.

Grund 3: Ansvaret flytter fra patient-lægeforholdet til Medicinråd

Medicinrådet flytter ansvaret fra den behandlende læge til rådet. Absurd. Ansvaret må forsat ligge hos den behandlende læge, både i den konkrete situation og i forhold til at følge den kliniske udvikling.

Grund 4: Udviklingen i EU går retning af frit sygehusvalg i hele EU

Det understreger behovet for at bakke op om EMA og EU-kommissionen som standardsætter for alle medlemslande. Der vil antagelig med tiden komme et pres på, at EMA og FDA (Food and Drug Administration i USA) harmoniserer standarderne for godkendelser af nye lægemidler, så patienter i stort set hele den vestlige verden behandles efter ensartede standarder. Det vil virkelig styrke tilliden til væsenet: At de lægemidler, som er udviklet, også er til rådighed for lægen, når et behandlingsforløb skal planlægges.

Jamen skal der dog ikke prioriteres ?

Jo. Der er reelt to måder at prioritere på, når det handler om lægemidler: For det første kan EMA/EU-kommissionen stramme kriterierne for godkendelse af nye lægemidler. Det vil sige, at prioriteringen tilrettelægges politisk på EU-niveau, hvor EU-kommissionen tager det endelige ansvar. Forinden de enkelte lægemidler godkendes har de enkelte landes sundhedsmyndigheder og markedsføringsudvalg haft mulighed for at udtale sig. Herved er der skabt en god basis for det frie sygehusvalg i hele EU. Det er værd at bemærke sig, at retspraksis i EU er langt fremme og måske længere fremme end det politiske niveau, når det handler om patienters frie sygehusvalg.

For det andet bør den enkelte læge af etiske grunde have mulighed for at prioritere eller melde fra, hvor ulemperne skønnes at overstige gevinsterne. Tager vi f.eks operation af prostatakræft, hvor kun én ud af 48 får gevinst, bør den enkelte læge af etiske grunde have mulighed for ikke at udføre behandlingen, idet de negative konsekvenser for de 47 langt, langt overstiger gevinsten for nr. 48. At sige nej til at foretage bestemte behandlinger fratager dog næppe lægen forpligtigelsen til at informere om og henvise til dem, der udfører sådanne behandlinger.

Men nej, der skal ikke i den konkrete individuelle behandlersituation mellem læge og patient foretages økonomiske prioriteringer. Her skal værnes om tillidsforholdet. Skal patientens tillid til lægen bevares, må lægen have suverænitet i valg af legale lægemidler på det europæiske lægemiddelmarkedet – og bør alene være bundet af at sikre, at lægemidlet gør nytte.

Det har jo også i praksis vist sig stort set umuligt at prioritere i de konkrete situationer. Der er danske bløderpatienter, som er i et livslangt behandlingsforløb til i størrelsesorden to mio kr om året. Et behandlingsforløb løber let og forhåbentligt for patienterne op i et trecifret millionbeløb. Og hvem tør lukke for behandlingen? Der vil givetvis være mindst 90 i Folketinget inden kl 12.00 næste dag, der vil noget andet.

Der forestår en debat om nye reformer af det danske sundhedsvæsen. Begynd med Medicinrådet fordi:

  • Det ødelægger tillidsforholdet mellem patient og læge
  • Det bidrager til at skabe ulighed. Medicinrådets fravalg af lægemidler rammer primært de fattigste patienter – de rigeste kan selv købe
  • Der er reelt tale om dobbeltarbejde, idet EMA allerede har vurderet lægemidlet også på vegne af Danmark- og lidt grotesk: Lægemiddelstyrelsen har ofte deltaget i EMA`s vurderinger
  • Kampen om pillerne flytter til ”Hjallerup” frem for at den behandlende læge bærer ansvaret for pillen og den kliniske udvikling

Jeg hører ofte tilhængere af Medicinrådet hævde, at det kun vedrører få piller til små patientgrupper – jamen hvorfor så det postyr? Andre siger, det er helt nødvendig for at styre sygehusenes økonomi, jamen så er det jo, at vi møder lommeregneren og ikke lægens faglighed.
Den nødvendige prioritering af lægemidler må foregå i EU, hvor kriterierne for markedsføringstilladelser må i fokus. Det er iøvrigt interessant at se, at EU lemper kriterierne for nye markedsføringstilladelser samtidig med, at de nationale forsøger at stramme til. Måske er der behov for lidt overordnet politisk prioritering.

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift