Lad os nu bevare en af de meget få succeser i Region Hovedstaden

Kommentar

Finn Rudaizky (DF)
Medlem af Region Hovedstaden
Sundhedsudvalget

DEBAT: Region Hovedstadens administration anbefaler, at de akutklinikkerne i Gentofte, Glostrup og på Amager skal afgive sengepladser og kritiske sygdomsbehandlinger til de større akutmodtagelser i Hvidovre og Herlev. Et argument er en henvisning til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at samle ressourcerne ét sted. Et argument, som er "mere tynd end de første tegn på is i søerne", skriver Finn Rudaizky (DF), medlem af Region Hovedstaden i et debatindlæg.

I dag holder Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden møde. Et vigtigt punkt på dagens dagsorden er spørgsmålet om hospitalernes fremtidige organisering af akutte behandlingstilbud. Herunder især spørgsmålet om bevarelse af de nuværende akutklinikker samt tilhørende akut-sengepladser på hospitalerne i Gentofte, Amager og Glostrup.

Det står nogenlunde klart, at ingen partier længere tør gå på banen med forslag om total lukning af akutklinikkerne. En årsag til dette er formentlig det snarlige folketingsvalg. En anden årsag er visse partiers kamp for at bevare regionerne. Det er jo ingen hemmelighed, at netop hændelser og forsømmelser i Region Hovedstaden er en væsentlig faktor i den debat. Der har været skandalebyggerier, man har “glemt” screening for kræft til mange kvinder - og andre skandaler, først med 1813 og nu med Sundhedsplatformen. Det er og har været belastende for tillid til systemet og de personansvarlige.

Personligt har jeg ikke fattet, at Sundhedsministeren ikke allerede har sat Region Hovedstaden under administration.

Men, tilbage til akutsengepladser på hospitalerne i Gentofte, Glostrup og Amager.

Forvaltningen giver flere løsningsforslag, herunder bl.a. nedlæggelse af sengepladser i de tre hospitalers akutklinikker. Men fjerner eller flytter man disse sengepladser, så betyder det rent faktisk, at det ikke længere vil være muligt at blive indlagt på akutklinikkernes hospitaler, hvilket begrænser hvilke akut syge medicinske patienter, som kan modtages.

Det er derfor helt uacceptabelt med nedlæggelse af sengepladser, som vil blive en væsentlig forringelse for borgerne i lokalområdet - og desuden strider mod den nærhed, som borgerne selvfølgelig ønsker.

I DF støtter vi ikke denne spareøvelse og centralisering. For det vil f.eks. betyde, at patienter på Amager vil få 13 km længere transport til Hvidovre Hospital. Amagers befolkningsmæssige opland er stigende - og “kundegrundlaget” er stort nok til at bevare de nu eksisterende akut-sengepladser på Amager Hospital.

Forvaltningens argumentation for at få politikerne til at foretage drastiske og - efter min og DF’s mening - ufornuftige beslutninger er mere tynd end de første tegn på is i søerne. Mod bedre vidende forsøger man at gøre politikerne bange, ved at henvise til et gammelt ønske fra 2007 fra Sundhedsstyrelsen, om at lægge vægt “på at sikre kvalitet”. Forholdet er bare det, at Region Hovedstaden aldrig har rettet sig efter Sundhedsstyrelsens ønske, fordi vi har ment, at den måde som det blev organiseret på i den relation, var kvalitetsmæssig i top og også sikrede nærhed for borgerne. “Truslen” om at få Sundhedsstyrelsen på nakken, hvis vi ikke fulgte deres råd, er også afklaret. Sundhedsstyrelsen vil intet foretage sig, hvis et flertal af politikere i Region Hovedstaden ønsker at fortsætte med den nuværende akutklinik-struktur med tilknyttede senge. Jeg er glad for, at jeg fik spurgt ind til det, for forvaltningen havde “glemt” at orientere om det.

Sund fornuft vil være, at Sundhedsudvalget i dag beslutter at fortsætte som hidtil. Det har jo været en af de meget få successer i Region Hovedstaden. Også derfor vil det være tåbeligt at reducere servicen for borgerne, som vi bliver skubbet til at gå med til. Jeg vil jeg derfor foreslå de øvrige partier at bevare status quo. Jeg tror faktisk, at fornuften sejrer.

 

 

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift