Jeg har aldrig oplevet noget så uhørt i mine år i politik

Debat

Af Henrik Thorup

Gruppeformand for DF og 1. næstformand i Region Hovedstaden

DEBAT: Dansk Folkeparti blev udelukket fra at deltage i regionens budgetforhandlinger vedrørende 2019. "Personligt har jeg aldrig før været ude for noget så uhørt i de mange år, at jeg har været i amts- og regionspolitik," skriver gruppeformand for DF, Henrik Thorup, i debatindlæg. 

Budgettet for Region Hovedstaden blev en tynd kop te. Hele tre partier deltager ikke i budgettet for 2019, og det må siges at være usædvanligt!

To af partierne, Dansk Folkeparti og Konservative, blev allerede på første budgetmøde smidt ud af forhandlingerne i Region Hovedstaden, da vi ikke kunne/ville acceptere en tekst fra regionsformanden, hvori vi ”ønskede at beholde Sundhedsplatformen”. Det ikke er DF`s politik, så vi kunne naturligt nok ikke godkende teksten, der skulle skabe politisk ro om kritik af Sundhedsplatformen.

Hvad der senere har overrasket os er, at Liberal Alliance – trods valgløfter - har godkendt budgettet og skrevet under på, at man ønsker at bevare Sundhedsplatformen! Enhedslisten sad tilsyneladende endnu en gang ved bordet, indtil budgettet skulle godkendes endeligt og sprang så fra.

Fra Dansk Folkeparti side vil jeg beklage, at regionsrådsformand Sophie Hæstorp kasserer to af konstitueringens medlemmer (DF og C), inden de egentlige budgetforhandlinger fandt sted. Det er ikke befordrende for det videre samarbejde, at regionsformanden vil give et politisk parti mundkurv på og dermed knægter vores ytringsfrihed. Dansk Folkeparti blev altså udelukket fra at deltage i regionens budgetforhandlinger vedrørende 2019. Personligt har jeg aldrig før været ude for noget så uhørt i de mange år, at jeg har været i amts- og regionspolitik.

 

Tags: Region Hovedstaden, sundhedsplatformen

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift