Nu må hovedstadens årelange tradition med lukkethed stoppe

Kommentar

Finn Rudaizky (DF)

Medlem af Region Hovedstaden

Sundhedsudvalget

DEBAT: Finn Rudaizky (DF) har ført sig bag lyset under implementeringen af Sundhedsplatformen og har mistet al tillid til ledelsen af regionen. Og det vil han have lov til at diskutere offentligt. "Der skal sættes en kraftig stopper for årelang tradition om lukkethed i Region Hovedstaden," skriver han i dette debatindlæg.

Jeg tror slet ikke, at Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (Soc.) har mod og vilje til at drage de nødvendige konsekvenser af Rigsrevisionens 36 siders kritik af Region Hovedstadens håndtering af Sundhedsplatformen. Der er kø ved håndvasken. Senest har Sophie Hæstorp til Radio24Syv udtalt, at hun “kun er politiker”.

Statsrevisorerne har afleveret en hård kritik af forløbet omkring udrulningen af it-systemet Sundhedsplatformen på Region Hovedstadens hospitaler, men den ellers ofte seriøse politiker Leila Linden (Soc.) forsøger desværre at lægge låg på debatten. Leila Linden og socialdemokraterne vil ikke “diskutere medarbejdere og ledere i pressen”, men vil hellere gøre det på et lukket møde på torsdag.

Uafhængigt af hinanden har Karin Friis Bach (Rad.), Niels Høiby (LA) og jeg tilkendegivet, at sammensætningen af direktionen skal ændres. Desuden har den konservative formand for Sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt, udtalt, at “jeg er ikke typen, der ser igennem fingre med en så hård kritik”.

Forsøget på at lukke den offentlige debat om den største milliard-investering i regionernes historie overrasker mig ikke. Det var også socialdemokraternes tidligere regionsformand Vibeke Storm Rasmussen og regionsdirektør Hjalte Aaberg, som sørgede for, at der blev lukket af for offentlig debat, da man vedtog køb og investering i Sundhedsplatformen. Det var tilsyneladende bedst at tromle Sundhedsplatformen igennem uden nogen høringsproces.

Da vi i DF advarede med konkrete betænkeligheder ved it-systemet, der er udviklet af amerikanske Epic, afviste Leila Linden og det øvrige regionsråd at undersøge tingene yderligere.

Jeg ved godt, at det ikke kan bruges til noget i dag, for det drejer sig om at få rettet op på de mange fejltagelser og bevidst lukkethed i processen. Det drejer sig om, at borgerne ikke får den optimale betjening i dag - og om, at vi har dygtige læger, som med Sundhedsplatformen ikke gives mulighed for fuldt at bruge den kapacitet og viden de har, fordi de skal udføre manuelt sekretærarbejde.

Men vi har også ladt sygeplejerskerne i stikken. Også deres absolut faglige viden er “nedfrosset” med det nye system.

Som politiker føler jeg mig ført bag lyset. Mængden af urigtige oplysninger og urigtige analyser er enorm. Det var den også, da vi etablerede akuttelefon 1813. Min tillid til den form for ledelse og ledelsen er faktisk ikke-eksisterende. Vi skal selvfølgelig ikke åbent diskutere detaljer i ansættelser. Men vi må have lov til at forholde os overordnet til en så stor skandale - og selvfølgelig i en åben debat.

Der skal sættes en kraftig stopper for årelang tradition om lukkethed i Region Hovedstaden. Personligt ser jeg helst, at man allerede nu skrotter den nuværende Sundhedsplatform, for det er bedre at tabe ansigt end at tabe hovedet.

Tags: sundhedsplatformen

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift