Visionen om det nære sundhedsvæsen overhales af virkeligheden

Skrevet d. 31. Oktober 2019

Man hører om det nære sundhedsvæsen hele tiden. Faktisk så meget at man kunne tro, at arbejdet med at gøre visionen konkret var i fuld gang.

Det er ikke tilfældet.

Projektet, det nære sundhedsvæsen, er defacto ved at blive overhalet af virkeligheden. Og endnu er ingen, og da slet ikke det danske sundhedsvæsen, parat, ligesom kompetencerne ikke er på plads. 

Lige nu er antallet af patienter, som skal flyttes fra sygehusene og ud i det nære sundhedsvæsen det eneste, som er konkret. Det kommer i første omgang til at berøre et stort antal patienter, ofte opgøres det til 75.000. Siden har det vist sig, at så galt kommer det dog næppe til at gå, altså i første omgang. Men om få år, så kommer dette skøn såmænd sagtes til at holde.

I lyset af den trussel er det forbløffende, at vi ikke er kommet længere med at opfinde løsningerne, altså nye organiseringer, nye måder at fordele arbejdet på, nye kompetencer, der skal erhverves, nye ressourcer som kan inddrages – at ingen ansvarlige politikere eller beslutningstagere har evnet at beskrive, hvad der mere konkret skal være løsningen.

Jo, Lars Løkke Rasmussen og den tidligere regering havde en ide – eller noget, der lignede en idé. Den omfattende, at regionerne skulle nedlægges og erstattes af nogle fællesskaber og noget, der var nært.

Den ide var Mette Frederiksen og hendes folk imod. De havde deres egen ide, og den var om muligt endnu mere diffus, men dog noget andet.

Siden er der ikke kommet mere kød på den nationale politiske vision, og derfor er udformningen af projektet nu overladt til regionerne, og så ved man, at der er fem løsninger på vej.

Heller ikke de har imidlertid evnet at give det nære sundhedsvæsen mere substans.

De eneste, som for alvor har rykket sig, er de praktiserende læger. De har til gengæld i markant omfang valgt at indrette sig anderledes, og statistikkerne taler et klart sprog. Antallet af soloklinikker falder hastigt, mens antallet af flerlæge-konsultationer med ekstra personale vokser hurtigt. Udviklingen er imponerende hastig, nærmest udansk, og helt usædvanligt for det danske sundhedsvæsen.

Ovenikøbet er udviklingen i overvejende grad frivillig. Den er resultatet af standens egne valg – de praktiserende læger ruster sig til fremtiden. Skal man være lidt primitiv, så viser det sig, at markedsmekanismerne er meget stærkere og mere resolutte end de offentlige beslutningssystemer. Så enkelt er det nu ikke, men alligevel.

Mens de praktiserende læger rykker, så står resten af sundhedsvæsenet i stampe.

En forklaring kan være, at da Lars Løkke Rasmussen efter års forberedelse endelig præsenterede sin vision, så betonede han igen og igen, at de eneste, som for alvor skulle berøres, var regionerne. Netop dér skulle der spares milliarder. Til gengæld forsikrede han alle andre – altså læger, sygeplejersker, hjemmeplejen m.v. – at de ikke ville blive berørt. Han må have vidst, at det var løgn, da han sagde det, men ikke desto mindre gentog han det konsekvent.

Modparten, Socialdemokratiet, har aldrig konkretiseret sine planer, og da slet ikke, så det skulle blive klart, hvad der forventes af lægerne, sygeplejerskerne og de ansatte i det nære sundhedsvæsen.

Det, der med rette kunne opfattes som en brændende platform for det samlede regionale og kommunale sundvæsen, blev fra første færd demonteret.

Derfor er sundhedsøkonomer og andre akademikere de eneste, som kan byde ind med løsninger, eller rettere forudsigelser, og så bliver alting meget abstrakt og diffust. I hvert tilfælde er det ikke vurderinger, som kan bruges til ret meget for hverken sygeplejersker eller FOA’s medlemmer – for slet ikke at tale om lægerne. 

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved SDU, var meget konkret, da de første planer om det nære sundhedsvæsen dukkede op.

Dengang sagde han: ”500.000 færre ambulante besøg og 40.000 færre indlæggelser på sygehusene frem mod 2025. Det er en af målsætningerne i regeringens nye sundhedsreform. Men hvordan dokumenterer man kvaliteten og sikrer et ensartet kompetenceniveau i de kommunale tilbud?,” sagde han dengang – og han konkluderede selv: ”Selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis det er dét man vil – men det bliver svært, det kommer til at tage tid, og det vil også koste penge.”

Hans kollega, Mickael Bech,  professor i sundhedsledelse, Aarhus Universitet. har også været temmelig konkret i at beskrive kravene til  lægerne, når sundhedsvæsenet skal håndtere det stigende antal kroniske patineter:

”Situationen rummer et dilemma, fordi specialisterne på hospitalerne kan have svært ved at give slip på deres patienter. De vil gerne beholde dem på afdelingerne og selv følge op. Det er både naturligt og forståeligt, men ikke desto mindre er det vigtigt, at patienterne kun kommer ind på hospitalerne, når der er brug for det og kommer ud igen, så snart specialistens rolle er udført. Den høje grad af specialisering kræver med andre ord, at man er dygtig til at skubbe opfølgningsopgaver ud i kommunerne og ud til almen praksis for at frigøre ressourcer til netop specialistopgaver. I den forbindelse er det selvsagt altafgørende, at de rigtige kompetencer og ikke mindst kapacitet til at løfte opgaver findes i almen praksis, og at specialisterne på hospitalerne står til rådighed med viden og sparring, når der er behov for specialviden for at fastholde behandlingen i det nære sundhedsvæsen.”

Michael Bech er også god til at konkretisere sine forudsigelser: ”Især specialisterne vil få andre roller og andre arbejdsopgaver i fremtiden, og det vil derfor være nogle andre kompetencer, de får brug for. De vil skulle bruge mindre tid på opgaver, som kan automatiseres, og i stedet vil de skulle forholde sig reflekterende og kritisk til de mange informationer og bruge endnu mere tid på at blive opdateret på den nyeste forskning. De vil i højere grad skulle tænke sig selv som komplementære til de arbejdsopgaver, som bliver automatiseret. Desuden vil de også i højere grad skulle varetage kommunikative opgaver samt understøtte sparring og samarbejde med andre faggrupper. De skal altså tilegne sig eller udvikle flere refleksive kompetencer til vurdering af data og relationelle kompetencer til at understøtte samarbejdet på tværs. Der vil ikke blive brug for færre læger i fremtiden – men der er ingen tvivl om, at informationsteknologien på sigt vil ændre deres arbejdsdag markant, og det vil også afspejle sig i, hvilke kompetencer de nyuddannede læger skal være i besiddelse af, når de kommer fra lægeuddannelsen og ud på hospitalerne.”

Mere konkret er det ikke blevet, og derfor er politikere stort set ikke kommet i gang med deres overvejelser, og af samme grund er der intet sket:

SF’s sundhedspolitiske ordfører, Kirsten Normann Andersen, er grundlæggende skeptisk overfor kravene: ”Vi begrunder opgaveglidning af sundhedsopgaver væk fra hospitalernes specialister og ud i kommunerne med, at vi får flere og flere ældre patienter, og at sundhedssektoren skal gå længere på literen. Men jeg tvivler på den økonomiske præmis for hele diskussionen om det nære sundhedsvæsen, som der så sjældent bliver sat spørgsmålstegn ved. For vi aner ikke, om det ikke i virkeligheden bliver både dyrere og dårligere. Vi ved godt allerede, at det nogle gange vil være dyrere at løse opgaverne i det kommunale regi. Men alligevel er forudsætningen for hele diskussionen om det nære sundhedsvæsen, at det bliver billigere, så jeg kan godt være bekymret for, om vi ikke har sat kikkerten for det blinde øje,”

Liselott Blixt, sundhedspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, er også engageret i kommunal politik, og hun er også bekymret: ”I forhold til udrulning af det nære sundhedsvæsen er problemet også, at vi ikke venter til, at vi rent faktisk har kompetencerne i kommunerne. Vi er bare gået i gang. Og det er da også helt rigtigt at få flere ud af hospitalssengene og hjem. Men det er nogle meget svære og komplicerede øvelser. Jeg ser fejl hver dag, og jeg er bange for at komme til at se endnu flere på grund af ting, som man ikke lige har tænkt over i forbindelse med opgaveglidningerne,” siger hun. Og hun går så vidt, at hun er parat til at konkludere, at opgaveglidningen simpelthen ikke kan realiseres, hvis der hverken er økonomi eller kompetencer til fornøden behandling, pleje, omsorg og genoptræning ude i kommunerne.

Midt i dette politiske dødvande har regionerne alle muligheder for deres bestræbelser på at fastholde status quo. Derfor kan formanden for Danske regioner, Stephanie Lose, sagtens tillade sig, at mistænkeliggøre selve projektet: ”Der er en underliggende forståelse af, at udflytning af sundhedsopgaver sparer penge. At blot det at flytte behandlinger væk fra hospitalerne og ud til kommuner og almen praksis betyder, at tingene bliver billigere. Sådan er det ikke nødvendigvis. Nogle af de ting, som giver god mening for patienter at flytte ud, kan være dyrere.”

Naturligvis kunne man have valgt andre citater til at beskrive situationen, andre eksperter og andre politikere til at beskrive udviklingen af ideerne omkring det nære sundhedsvæsen. Men de ville nu næppe have ændret billedet af et projekt, som er gået i stå. Visionen udvikles ikke længere. Fokus er tilbage på dagligdagen i sundhedsvæsenets.

Desværre går virkeligheden ikke i stå. Kronikerbyrden vokser, økonomien strammer til, fordi processerne ikke optimeres.

Patenterne betaler prisen og lige nu helt konkret, fordi regionerne f.eks. kan få lov at nægte patienter adgang til effektiv behandling med henvisning til, at de ikke har råd.

Længere er vi ikke kommet.

 

Vores serie om kompetencer i det nære sundhedsvæsen kan læses her:

https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/component/tags/tag/sikrekompetencer.html

 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift