Var Kåre Mølbak en marionet?

Skrevet d. 01. november 2021

På vegne af sundhedsverdenen er det drønærgerligt, at Statsministeriets mange sms’er fuldstændig overskygger den sms-kommunikation, den daværende departementschef i Sundhedsministeriet Per Okkels udsatte daværende direktør i Statens Serum Institut for under det pressemøde, hvor minkaflivningen blev offentliggjort. 

Undervejs i selve pressemødet 4. november sendte Per Okkels sms’er til Kåre Mølbak, som tydeligvis havde til hensigt at presse direktøren for Statens Serum Institut til at bakke mere synligt op om beslutningen om at aflive samtlige mink i Danmark hurtigst muligt.

Han modtog sms’en, mens kameraerne kørte, og journalisterne så på. Og han svarede, mens det hele skete på det historiske pressemøde.

Ifølge B.T. lød den konkrete besked fra departementschefen således:

”Du var meget modificerende her. Mere skarp på partiledermøde. Genfind risikovurdering.”

Hertil svarede Mølbak: »Kommer igen«.

”Super. Du står faktisk bag anbefalingen om at aflive jvf. i går,” lød det efterfølgende fra Per Okkels. 

Mølbak svarede således, og igen ifølge B.T.:

”Det står jeg bag. Men vores rolle er primært at vurdere risiko, og det har vi gjort krystalklart.”

”Alt ok,” skrev Per Okkels tilbage.

Efter denne digitale svada spørger man sig selv, om Sundhedsministeriet og departementet anså Kåre Mølbak at være en slags marionet for regeringens ambitioner? Tonen er klar. Bebrejdende, da Mølbak ikke leverer en indlevelse, som ministeriet åbenbart forventede af ham.

Og man bliver bekræftet i sin mistanke, når man ser, hvad Kåre Mølbak svarer. Hun burde jo have givet Per Okkels én over næsen. ”Så klapper du i. Jeg sender de signaler, jeg ønsker.” Men sådan svarer Kåre Mølbak ikke. Hans svar viser snarere, at han faktisk er en skødehund.

Man sidder tilbage med en grim smag i munden, når man ser på, hvordan Sundhedsministeriet har håndteret sine uvildige faglige rådgivere i Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet under hele denne coronakrise.

Det er skræmmende.

Per Okkels gik på pension i januar 2021 og arbejder nu som rådgiver for flere virksomheder.